Rådgivningsindsats mod udsættelser virker
Det ser ud til, at et projekt om rådgivning i forbindelse med sager om udsættelser bærer frugt. Antallet af udsættelser i forsøgsområderne er faldet. I spidsen for projektet står socialrådgiver Maria Wiktoria Karolini.
Forsøget har kun været i gang siden september, og kun fem boligskaber er med. Men alligevel tegner der sig en opløftende tendens.
For mens antallet af udsættelser de seneste år er steget markant, har boligselskaberne i projekt ”Stop Udsættelser” oplevet et fald i antallet fra 4,8 udsættelser om måneden til 2,7 om måneden.
Hjælper lejere rundt i systemet
Det er socialrådgiver Maria Wiktoria Karolini, der er projektleder og opsøgende medarbejder:
– Min erfaring er, at rigtig mange har svært ved at finde rundt i ”systemet”, især hvis de lige har været igennem en skilsmisse, siger hun i det nummer af fagbladet Socialrådgiveren, der udkommer i dag.
Målgruppen for ”Stop Udsættelser” er ifølge Maria Wiktoria Karolini ikke kun ”gamle” lejere, der er i akut fare for at blive sat ud, men også nye lejere.
Projektet er støttet af satspuljemidler og løber over fire år. De fem medvirkende boligselskaber ligger i blandt andet Kokkedal, Nakskov og København.