Prismodtager: Det har været kampen værd

Odense-socialrådgiveren Susanne Fasting Artz har modtaget endnu en pris for sin kamp mod kommunens ulovlige lukning af en række børnesager. Forløbet har været hårdt, men givtigt, og støtten fra hendes fagfæller har været afgørende.

Susanne Fasting Artz modtog i 2015 Den Gyldne Socialrådgiver, fordi hun og kollegerne slog alarm, da deres ledelse opfordrede dem til ulovligt at lukke en række børnesager.

Nu har Den Georgbruunske Fond også hædret Susanne Fasting Artz med en pris og retten til at kalde sig en ”sympatisk kværulant”.

Susanne Fasting Artz er stolt over at have modtaget prisen, og hun har aldrig været i tvivl om, at hun og kollegerne gjorde det rigtige, da de kontaktede Dansk Socialrådgiverforening og fortalte om opfordringen fra ledelsen.

Kamp kostede en sygemelding

Skulderklappene var da også mange fra både borgere, politikere og fagfæller, da Susanne Fasting Artz i august 2015 stod frem i TV-Avisen og fortalte om de ulovlige opfordringer fra ledelsen.

Forløbet har dog været hårdt, og i november kostede det en sygemelding.

– Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville gøre det hele igen, selvom kampen har været hård. Sygemeldingen skyldtes ikke kun forløbet omkring sagslukningerne, men var en kombination af mange ting, eksempelvis sagspresset og manglende opbakning og forståelse for vores arbejde fra den midlertidige ledelse, vi havde i månederne efter at den tidligere ledelse blev fyret. Pludselig kunne jeg bare ikke holde til mere, fortæller Susanne Fasting Artz, som nu er vendt tilbage på job igen.

Udsigt til lysere tider

Til gengæld har hun efter nogle hårde måneder fået troen på, at det endelig begynder at gå fremad med arbejdsforholdene i Odense Kommunes Familie og Velfærds-afdeling. Blandt andet er der i foråret kommet ny centerleder i afdelingen, Bettina Brøndsted, og det har medført større lydhørhed over for medarbejderne, føler Susanne Fasting Artz.

– Jeg har oplevet utroligt stor opbakning fra mine kolleger under hele forløbet, men vi kan også mærke, at nu er det tid til at se fremad og komme videre. I den forbindelse er det dejligt at føle, at der er faglig opbakning fra den nye leder, fortæller prismodtageren.

Faglig støtte har været afgørende

Selvom forløbet har været hårdt, og arbejdspresset i efteråret var stort, har socialrådgiverne i afdelingen fået en vished om, at de står sammen og bakker hinanden op, når det gælder, fortæller Susanne Fasting Artz.

– Heldigvis har vi været gode til at tale tingene igennem. Og så har vores to tillidsrepræsentanter, Ditte Rasmussen og Vivian Nielsen, knoklet for at holde vores mod oppe. De har været gode til at informere om, hvordan kommunen har arbejdet for at bringe orden i sagerne og forbedre vores arbejdsmiljø. Det gælder for eksempel, da der i efteråret blev kaldt ekstra vikarer ind.

Hvad skal man betale i skat af 100.000 kroner?

Samtidig har Susanne Fasting Artz gennem hele forløbet følt sig tryg vel vidende, at hun havde sin fagforening i ryggen.

– DS har været der for mig hele vejen. Den støtte, jeg har fået, har været helt fantastisk, understreger hun og opfordrer andre socialrådgivere til også at kontakte deres fagforening, hvis de oplever lignende lovbrud.

Med prisen fra Den Georgbruunske Fond følger 100.000 kroner, og Susanne Fasting Artz har allerede gjort sig tanker om, hvad pengene skal bruges til.

– Jeg har lovet flødeboller til mine skønne kolleger, og så skal jeg have en ny ovn, for det har jeg altså trængt til i flere år. Men først skal jeg lige finde ud af, hvad jeg skal betale i skat af prisen, for det kunne SKAT ikke lige vurdere på stående fod, da jeg ringede til dem, fortæller hun.

I september 2015 satte fagbladet Socialrådgiveren fokus på de ulovlige sagslukninger i Odense Kommune.