OK13: Regionsansatte får knap to procent mere i løn

Der er kun små forbedringer at få øje på i det nye forlig for de ansatte i regionerne. Men situationen taget i betragtning er det tilfredsstillende, mener socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau.

Socialrådgiverformand Majbrit Berlau har ikke ligefrem armene oppe over hovedet efter fredagens forlig om en ny toårig overenskomst for ansatte i regionerne. Forliget – som i hovedtræk ligner aftalen for de kommunalt ansatte – betyder, at de cirka 600 regionsansatte socialrådgivere stiger knap to procent i løn i perioden. 1,97 procent helt nøjagtigt.

– Det er formentlig ikke nok til at sikre socialrådgivernes realløn, men sådan er vilkårene desværre på grund af den vanskelige samfundsøkonomiske situation. Til gengæld lykkedes det igen at afværge de urimelige krav om forringelser, som arbejdsgiverne havde med til forhandlingsbordet, siger hun.

Reguleringsordning og pension

Desuden lykkedes det fagforeningernes forhandlingsfællesskab KTO at sikre reguleringsordningens overlevelse, ligesom det var tilfældet ved forliget for kommunalt ansatte. Reguleringsordningen betyder, at de regionsansatte sikres en lønudvikling, der følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

Og så gør forliget det muligt for ansatte over 60 år at gå ned i tid og få udbetalt delpension fra deres pensionsopsparing samtidig med, at man fortsat kan få indbetalt til sin pensionsordning.

– Både reguleringsordningens overlevelse og muligheden for delpension er lyspunkter i en ellers krisepræget overenskomst, siger Majbrit Berlau.

Dansk Socialrådgiverforenings forhandler egne krav for de regionsansatte på fredag den 1. marts.

Læs KTO-forliget for de ansatte i regionerne
Læs OK13: Smalt kommunalt forlig med små sejre