Den offentlige sektor under international lup
Dansk Socialrådgiverforening deltager i international kongres for at udbrede kendskabet til den danske arbejdsmarkedsmodel og det danske velfærdssamfund i en tid, hvor den offentlige sektor er under pres - også i udlandet.
Den økonomiske krise sætter den offentlige sektor under pres. Ikke bare herhjemme, men også i udlandet oplever offentligt ansatte nedskæringer og afskedigelser.
Det er de omstændigheder, som er omdrejningspunktet, når Dansk Socialrådgiverforening sammen med en række andre fagforeninger deltager i en international kongres om faglige rettigheder, jobsikkerhed og kvalitet i den offentlige sektor arrangeret af den verdensomspændende organisation Public Services International.
Dansk model godt redskab i en krisetid
Dansk Socialrådgiverforenings nyvalgte næstformand, Niels Christian Barkholt, deltager i kongressen, som holdes i Durban i Sydafrika fra den 27. til 30. november. Han pointerer, at det er vigtigt også at prioritere et globalt ansvar.
– Socialrådgivere og andre offentligt ansatte i Danmark oplever et stort pres på grund af den økonomiske opbremsning. Kigger man ud i verden – eksempelvis til Grækenland – er mange offentligt ansatte endnu hårdere presset.
– I Danmark er vi som udgangspunkt godt hjulpet af den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter har tradition for at forhandle sig frem til løsninger om løn og ansættelsesvilkår uden indblanding fra regeringen. Den danske model er et godt redskab – også i en krisetid – og vores mål er at være med til at inspirere udviklingen i de andre lande, siger Niels Christian Barkholt.
Globalt netværk – 650 fagforeninger
Næstformanden ser også frem til at høre om vilkårene i de andre lande. Og det bliver der rig mulighed for, da Public Services International repræsenterer mere end 20 millioner offentligt ansatte i 150 lande.
Organisationens formål er blandt andet frie overenskomstforhandlinger, social og økonomisk retfærdighed, en god offentlig service overalt i verden og en stærk fagbevægelse. I alt er omkring 650 fagforeninger repræsenteret.