Ny hovedorganisation giver fagbevægelsen flere muskler

Der blev skrevet Danmarkshistorie, da hovedorganisationerne FTF og LO sagde ja til at fusionere. Den nye hovedorganisation, som repræsenterer 1,5 millioner medlemmer, vil styrke fagbevægelsen markant, vurderer Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Efter to års fusions-forhandlinger mellem de to hovedorganisationer FTF og LO, kunne de fredag den 13. november holde stiftende kongres for en ny, samlet hovedorganisation, som ser dagens lys den 1. januar 2019. En fusion, som Dansk Socialrådgiverforening gennem hele forløbet har bakket op om.

– Fusionen styrker fagbevægelsen markant. Og det er der i den grad brug for. Vores samlede styrke betyder, at vi bedre kan udfordre Finansministeriets beregninger af politiske tiltag og reformer. Det vil også stille os bedre, når vi skal overbevise politikerne om det urimelige i, at man skal arbejde til langt op i 70 års-alderen efter et nedslidende arbejdsliv – eller når vi skal have både arbejdsgivere og politikere til at tage stress seriøst som noget, vi skal bekæmpe frem for at acceptere som en ’bivirkning’ af at gå på arbejde, siger Majbrit Berlau.

– Det vil også hjælpe os, når vi skal forsvare og gerne udbrede den danske model i EU-systemet. Den grundlæggende idé om, at arbejdsmarkedsparter finder løsninger sammen og alle har gavn af, at lønmodtagerne organiserer sig, er jo lige så rigtig i andre lande, som den er i Danmark, siger hun.

Flertal for fusion

På FTF’s kongres stemte 71,4 procent for en fusion, mens 28,6 procent stemte imod. Da 97 procent af de delegerede på LO’s kongres samtidigt stemte for en fusion, var den en realitet.
At det blev et ja til fusionen mellem hovedorganisationerne FTF og LO betyder også, at det nu er en realitet, at DS’ markante formand, Majbrit Berlau, ryger til tops i den nye hovedorganisation, hvor hun skal besætte en af de seks poster som næstformand. Hun genopstiller således ikke som formand for Dansk Socialrådgiverforening, når DS’ medlemmer i efteråret 2018 skal vælge nye formænd og hovedbestyrelse.

Samtlige organisationer i FTF´s forretningsudvalg har nemlig valgt at pege på Majbrit Berlau til sammen med den nuværende FTF-formand Bente Sorgenfrey at udgøre en del af ledelsen i en ny hovedorganisation, hvor den nuværende formand for LO, Lizette Risgaard bliver formand (se box).

Majbrit Berlau er både beæret og glad for, at hun skal besætte en af de seks formandsposter i den nye hovedorganisation – som endnu ikke har fået et navn – men pointerer, at lige nu er hendes fokus OK18.

– Timingen er ikke heldig. Vi står i den sværeste overenskomstsituation, DS har befundet sig i siden 1981. Derfor er det mig også magtpåliggende at understrege, at jeg først tiltræder som næstformand i den nye hovedorganisation ved årsskiftet. Lige nu og den nærmeste fremtid er al min og DS’ energi fortsat fokuseret på arbejdet for at forhandle en ordentlig overenskomst hjem til socialrådgiverne, siger hun.

Socialpolitikken i centrum

Majbrit Berlau understreger, at det på ingen måde er et udtryk for et ønske om at forlade DS, men en unik mulighed for at være med til at præge en ny, stærk hovedorganisation.

– Som socialrådgiver på en af næstformandsposterne kan jeg være med til at sikre, at en ny hovedorganisation fortsat kæmper for en værdig socialpolitik og et stærkt sikkerhedsnet for de, som rammes af sygdom, ulykke eller sociale problemer.

Og det har da også krævet en række overvejelser at sige ja til næstformandsposten i den nye hovedorganisation, fortæller Majbrit Berlau.

– Det har bestemt ikke været noget let valg – for det er fantastisk at være formand for socialrådgiverne. Men jeg mener, at arbejdet med at indfri den nye hovedorganisations potentiale er så vigtigt, at jeg bliver nødt til at stille mig til rådighed for, at det sker.

– For de udfordringer, danske lønmodtagerne står overfor, kræver, at vi styrker fagbevægelsens position. Hvis vi skal kunne levere svar på de udfordringer, vi står over for blandt andet på grund af globaliseringen, og hvis vi vil sikre en videreudvikling af vores velfærdssamfund, så kræver det stor styrke. Sammenhold og størrelse betyder rigtig meget i den sammenhæng, og jeg glæder mig derfor til at fortsætte mit faglige arbejde i en ny stærkere hovedhovedorganisation.


De skal stå i spidsen for ny superorganisation

Den nuværende formand for LO, Lizette Risgaard, blev valgt som formand for den nye hovedorganisation, mens FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, blev valgt som 1. stedfortrædende næstformand. LO’s nuværende stedfortrædende formand Arne Grevsen bliver 2. stedfortrædende formand. De øvrige næstformænd bliver – udover DS-formand Majbrit Berlau – tidligere næstformænd i LO, Ejner K. Holst, Morten Skov Christiansen og Nanna Højlund.