Misbrugssager skaber travlhed i DS

De danske medier har haft bud efter formanden for Dansk Socialrådgiverforening i forbindelse med den seneste tids misbrugssager.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening (DS) Bettina Post har været i medierne talrige gange i forbindelse med de misbrugssager, der er nået frem til offentligheden de seneste to uger, og som nok en gang har sat fokus på kommunernes arbejde med udsatte børnefamilier.

Indblik i komplekse sager

For Bettina Post har det været vigtigt at give offentligheden et indblik i, hvor komplekse disse sager kan være.

– Ingen, heller ikke socialrådgiverne, synes, at det er godt nok, at børn udsættes for seksuelt misbrug uden, at der gribes ind. Men mit budskab har også været at forklare, hvor vanskelige disse sager er at få afdækket, blandt andet fordi børn i disse familier oftere foretrækker at gøre sig usynlige frem for at bede om hjælp. Eller er pålagt tavshed af overgriberen. Eller er tynget af skyld og skam, fordi de er i tvivl om, om de selv gør noget forkert.

– Samtidig viser vores seneste undersøgelser af socialrådgivernes arbejdsvilkår fra 2011, at der er god plads til forbedringer der. I øjeblikket har socialrådgiverne for eksempel 17 procent flere sager end DS anbefaler som vejledende maksimum, og 55 procent af socialrådgiverne fortæller, at økonomiske hensyn forringer mulighederne for at varetage børnenes tarv, fordi økonomiske hensyn vægtes højere end socialfaglige vurderinger, siger hun.

Uddrag af medieomtale fra uge tre og fire, hvor Bettina Post har udtalt sig i forbindelse med misbrugssagerne:

  • Ritzau: Isolation gør misbrug muligt
  • Ritzau: Misbrugsvideo lyder godt
  • Politiken: Børnemisbrug kan drukne i sagsbunkerne.
  • JP: Regeringen vil kulegrave svigt i sexsager
  • Newspaq: Socialrådgiverne: Husk de gode sexsager
  • Berlingske: Grufuldt misbrug
  • TV2 og News: Socialminister vil kulegrave børnemisbrugssager.
  • TV-avisen: Børnene skal optage overgreb.
  • JP debatindlæg af Bettina Post: Misbrugssager kræver seriøs, faglig oprustning.

I forbindelse med sagen fra Rebild Kommune, hvor en far er anklaget for at have misbrugt ni børn, har også formand for Region Nord Mads Bilstrup udtalt sig:

  • BT: Ansatte flygter fra incestramt kommune.
  • JP: Erfarne socialrådgivere håndterede incestsag