Medlem fik medhold i Højesteret
Da Talya Harris gik til sin leder med ønsket om at gå ned i tid, blev hun i stedet mødt med en afskedigelse. Nu har hun Højesterets ord for, at det ikke var ok.
Talya Harris kan ånde lettet op. En sag, som startede med ønsket om at bevare sit fleksjob, sin plads på arbejdsmarkedet og – med Talyas ord – i samfundet endte 3. december ved Højesteret, hvor Talya fik medhold.
“Det har været et mareridt. Jeg har følt mig forkert hele vejen igennem, men nu kan jeg sige, at det var min arbejdsgiver, som ikke behandlede mig ordentligt, og at jeg gjorde, hvad jeg kunne,” siger hun.
Dansk Socialrådgiversforening har rådgivet Talya undervejs i sagens syv år lange forløb. Og nu har hun altså rettens ord for, at hun er blevet forskelsbehandlet af sin tidligere arbejdsgiver, Region Hovedstaden.
Ikke noget liv ved siden af arbejdet
Tayla lider af den autoimmune tarmsygdom morbus crohn, som påvirker hende døgnet rundt. Hendes sygdom anses som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og i 2008 blev hun tilkendt fastholdelsesfleksjob.
Efter en endt barsel i 2018 forbereder Talya sig på at vende tilbage til sin stilling som socialrådgiver på neurocentret på Rigshospitalet, men hun må erkende, at de 20 timer, hun normalt arbejder om ugen, slider for hårdt på hende.
I lang tid må hun lægge sig i sengen med fatigue og migræne, så snart hun kommer hjem fra arbejde.
“Jeg havde simpelthen ikke noget liv ved siden af arbejdet. Jeg har været rigtig syg og har brugt al min energi på arbejdet,” siger Talya.
Det deler hun både med Dansk Socialrådgiverforening og med sin læge. De råder Talya til at tale med hendes leder om at gå ned i tid til ti timer om ugen, men det vil ledelsen ikke honorere. I stedet bliver hun afskediget.
De vil bare af med hende
Ved afskedigelser af medarbejdere med et handicap skal arbejdsgiveren blandt andet undersøge, om det er muligt at omplacere medarbejderen til en anden stilling på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren er forpligtet til at strække sig så langt, som det er muligt, uden at det vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde.
Men Mette Glud Holm, der har været Talyas kontakt i Dansk Socialrådgiverforening fra start til slut i sagen, mener ikke, at Region Hovedstaden har strakt sig så langt, som de burde. Det samme lægger Højesteret vægt på i sin afgørelse.
“Det var dårlig stil hele vejen igennem. Talya føler bare, at de vil af med hende,” siger Mette Glud Holm.
Dansk Socialrådgiverforening går videre med klage
Mette Glud Holm og Talya mødes flere gange med ledelsen i Talyas afdeling for at finde en løsning, og da Talya søger en lignende stilling på Rigshospitalet på de magiske ti timer om ugen og får afslag, vælger Dansk Socialrådgiverforening at gå videre med en klage til Ligebehandlingsnævnet. Ifølge Talya har involveringen af Dansk Socialrådgiverforening været afgørende for, at der overhovedet blev en sag:
“Mette har taget mig i hånden helt fra start. Det er blevet tydeligt for mig, hvor lidt man ved om sine rettigheder, når man bliver fyret. Det har været vildt at opleve, hvor meget hjælp jeg har fået af Dansk Socialrådgiverforening. Når det virkelig brænder på, så står de der bare. De har gjort så meget for mig – ikke bare Mette, men alle der har været involveret i sagen, “ siger Talya.
I Ligebehandlingsnævnet får Talya medhold og bliver tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn, hvilket Region Hovedstaden nægter at betale. De vil have sagen for en domstol, og syv år senere får Talya medhold i Højesteret.
En sag med principiel betydning
Afgørelsen i Højesteret er ikke kun en sejr for Talya, som langt om længe har fået medhold. Sagen har også en principiel betydning for alle med handicap, da den gør det tydeligt, at arbejdsgiveren ikke må skride til afskedigelse, før man har undersøgt enhver mulighed for omplacering – på hele arbejdspladsen, som i den konkrete sag udgøres af hele Region Hovedstaden.
Det glæder Talya sig over: “Det har været ufatteligt hårdt, og jeg synes, at vi med dommen har fået slået fast, at de skulle have behandlet mig bedre. Jeg føler, det er en sejr for alle med handicap, “ siger Talya.