Medlem får rekordstor erstatning

Hvert år henter Dansk Socialrådgiverforening millioner af kroner hjem i arbejdsskadeerstatning til medlemmerne. I år fik et medlem en historisk stor erstatning på 3,8 millioner kroner for mistet arbejdsevne.

Dansk Socialrådgiverforening har i år hentet den største arbejdsskadeerstatning nogensinde hjem til et medlem.

Rekordbeløbet lød på 3,8 millioner kroner og blev givet til et medlem, der fik ødelagt sin arbejdsevne, efter at hun i 2005 blev truet med en pistol på sin arbejdsplads.

Hændelsen gav medlemmet posttraumatisk stressreaktion, PTSD, der er samme diagnose som eksempelvis krigsveteraner kan få, og hun vil efter vurderingen aldrig kunne arbejde som socialrådgiver igen.

Selv om 3,8 millioner kroner er den største erstatning i Dansk Socialrådgiverforenings historie, modsvarer beløbet imidlertid ikke, hvad medlemmet kunne have tjent som socialrådgiver.

100 aktive sager

Det samlede beløb for erstatninger, som Dansk Socialrådgiverforening henter hjem til medlemmer, svinger fra år til år. I 2011 blev det til 5,8 millioner kroner fordelt på 13 sager. I 2010 var de samlede erstatninger på 4,6 millioner kroner i otte sager.

Dansk Socialrådgiverforening arbejder løbende med cirka 100 aktive arbejdsskadesager, og i de seneste to år er der kommet 40 nye sager til. I samme periode er 21 sager endt med anerkendelse af arbejdsskade og erstatning.

Læs også: