Laveste socialrådgiverledighed i årevis

Ledigheden blandt socialrådgivere har ramt det laveste niveau siden 2010. Samtidig er dimmitendledigheden faldet, selv om antallet af nyuddannede er næsten firedoblet fra 2010 til 2013 .

Andelen af ledige socialrådgivere var i november 2014 nede på 3,1 procent. Det viser de nyeste ledighedstal fra FTF’s A-kasse. Vi skal helt tilbage til 2010, før november-ledigheden blandt socialrådgivere har været lavere. Den generelle ledighed i samfundet er ifølge Danmarks Statistik fem procent.

Samtidig er antallet af ledige nyuddannede, som ellers er næsten firedoblet fra 2010 til 2013, faldet fra november 2013 til november 2014. Faldet sker på trods af, at antallet af studerende, som færdiggjorde deres uddannelse i 2014, var højere end i 2013.

Dimittendledigheden kan dog stige igen i løbet af de næste år, hvor de rekordstore studieårgange bliver færdiguddannet.

Kommuner opnormerer for at undgå dårlige historier

Kommunerne er suverænt den største socialrådgiverarbejdsgiver, og på fem år er antallet af kommunale socialrådgiverjobs steget fra 8391 fuldtidsstillinger i 2010 til 9903 fuldtidsstillinger i 2014.

Der er en række forskellige grunde til, at kommunerne opnormerer, fortæller Tina Wahl, kontorchef for Social og Sundhed i KL.

– Vores indtryk er, at kommunerne i øjeblikket har et stort fokus på at have styr på sagsbehandlingen. Det skyldes blandt andet, at man selvfølgelig vil undgå dårlige sager på for eksempel børneområdet.

Mange kommuner laver interne sagsgennemgange for at tjekke, om deres setup holder, hvilket flere steder fører til, at der opnormeres. Desuden søger flere kommuner om at få besøg af Socialstyrelsens Task Force på børneområdet, hvilket også kan føre til styrkelser i sagsbehandlingen, fortæller Tina Wahl.

KL har dog ikke specifik statistik over, hvor mange kommuner, der opnormerer i forhold til sagsbehandlingen.

Nyuddannede får gavn af opnormeringer

Opnormeringerne kommer også nyuddannede socialrådgivere til gode. Det gælder blandt andet i Hjørring, hvor kommunen netop har ansat 37 nye medarbejdere, som skal hjælpe med at løfte den tværfaglige indsats, så flere ledige på kontanthjælp og sygedagpenge kommer ind på arbejdsmarkedet.

Mindst 11 af de nye medarbejdere er socialrådgivere, heraf er hovedparten nyuddannede.

– De får tilbudt en mentor, som de kan gå til, hvis de har spørgsmål. Men i praksis vil mange nok søge råd hos deres nærmeste kolleger, og det er jo ikke nødvendigvis mentoren, fortæller Kim Pedersen, tillidsrepræsentant i Jobcenter Hjørring.

På socialraadgiverne.dk/job-og-karriere giver DS råd til, hvordan du kan styrke din jobjagt, hvad end du er nyuddannet, ledig eller bare trænger til nye faglige udfordringer.

Laveste ledighed siden 2010

De nyeste ledighedstal fra A-kassen FTF-A er fra november 2014. Ser man specifikt på de seneste års november-ledighed, skal man helt tilbage til 2010, for at finde lavere ledighed blandt socialrådgiverne. Overordnet set er socialrådgiver-ledigheden på sit laveste siden februar 2011.

Måned/årMedlemmer af DSLedigeHeraf dimittender*Ledighedsprocent
nov-1012.193226571,85 %
nov-1112.689 4451633,51 %
nov-1213.7325132243,71 %
nov-1314.9685432653,6 %
nov-1416.0075002533,1 %
*Ledige, som modtager dagpenge på dimittendsats. Det er på baggrund af FTF-A’s tal ikke muligt præcist at udregne en ledighedsprocent for dimittender.