Lars Uggerhøj skal inspirere akademiske socialrådgivere
Faggruppen Akademiske Socialrådgivere inviterer til inspirations-event, hvor socialrådgiver og professor Lars Uggerhøj samt en række cand.soc.’er fortæller om, hvordan de bruger deres akademiske overbygning til socialrådgiveruddannelsen i deres arbejde.
Socialrådgivere, som har eller overvejer at tage en akademisk videregående uddannelse, kan nu få inspiration til, hvordan en akademisk overbygning til socialrådgiveruddannelsen kan bruges direkte som en styrke i det daglige arbejde.
Det sker 27. maj, hvor faggruppen Akademiske Socialrådgivere holder inspirationsarrangement for interesserede medlemmer.
Videndeling og netværk i højsædet
Arrangementet er tænkt som en inspirationskilde for faggruppen, hvor medlemmerne kan udvikle deres netværk og få indsigt i de forskellige arbejdsmuligheder, der er for akademiske socialrådgivere, fortæller formanden for faggruppen Akademiske Socialrådgivere, Louise Dülch Kristiansen.
– Blandt oplægsholderne er Lars Uggerhøj og Flora Ghosh, som vil dele ud af deres erfaringer som akademisk socialrådgiver. Samtidig vil der være mulighed for at høre om kandidatstudiet og oplæg fra andre veje inden for det akademiske felt.
Netop arbejdet med at videreformidle viden og skabe netværk blandt de akademiske socialrådgivere vægter faggruppens bestyrelse højt.
Arrangementet, som holdes under overskriften ’Cand.soc. og hvad så?’, finder sted i Dansk Socialrådgiverforenings lokaler i Toldbodgade 19B i København.