Indstil din leder til pris – og vind en iPad 3

Kender du Danmarks bedste kommunale leder? Så kom med dit bud på, hvem der skal have den kommunale lederpris og deltag i lodtrækningen om en iPad 3. Sidste frist er 29. juni.

Du kan stadig nå at indstille en eller flere af dine favoritledere til Den Kommunale Lederpris. Sidste frist er 29. juni.

Det er tredje år i træk, at COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling), Kommunaldirektørforeningen og en række faglige organisationer – herunder Dansk Socialrådgiverforening – uddeler Den Kommunale lederpris til tre ledere, der har gjort en særlig indsats:

  • En topleder
  • En kommunal leder af en faglig afdeling eller sektion i en forvaltning eller institution
  • En institutionsleder

De tre vindere modtager hver 50.000 kr. sponsoreret af KMD og BDO. Derudover bliver der trukket lod om en iPad 3 blandt alle, der har indstillet en leder.

Fokus på innovation – når lederen støtter op

I år er der fokus på innovation. Ikke på hvordan den enkelte leder skaber nye innovative projekter – for det gør de sjældent.

Men på hvordan lederne i alle landets kommuner støtter op om innovation og hjælper medarbejderne til at bære innovative emner og projekter ind i organisationen.

Du er anonym som indstiller

Indstil din leder på lederprisen.dk, hvor du også kan se de nominerede og følge med i de gode historier om de bedste ledere. Når du har udfyldt indstillingsskemaet, modtager den indstillede leder en mail og skal godkende sin deltagelse.

Det sker, inden din leders profil bliver offentliggjort på lederprisen.dk. Dit navn er fortroligt og kendes kun af lederprisen.dk.