Gode Råd: Sådan undgår du chikane på facebook

Hvordan forebygger man, at vrede og frustrerede borgere raser mod navngivne socialrådgivere på sociale medier? Og hvordan undgår man selv at dumme sig? Underviserne fra DS’ temadage om håndtering af netchikane giver her en række gode råd.

Socialrådgivere tilhører en af de faggrupper, som har størst risiko for at blive hængt ud offentligt på nettet, og Dansk Socialrådgiverforening har holdt tre temadage for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter med råd og værktøjer til at håndtere chikane på nettet.

Kommunikationskonsulent og journalist Abelone Glahn er blandt underviserne, som giver råd. Hun påpeger, at særligt sager om tvangsfjernelser af børn, hvor socialrådgivere i sagens natur stort set altid er involveret, kan være sprængstof på sociale medier.

– Det er voldsomt ubehageligt at få sit fulde navn og arbejde hængt ud på nettet. Men som udgangspunkt bør man faktisk altid begynde med at tjekke, om der er noget om den kritik, der bliver rejst. Nogle gange kan man afværge angrebet ved at indgå i en dialog med afsender. Men udgangspunktet er, at I skal have en fast procedure på arbejdspladsen, når det sker, fortæller hun.

Opret en arbejdsprofil på facebook

Abelone Glahns overordnede råd er at diskutere tingene grundigt igennem på arbejdspladserne. Både så man som medarbejder kender forventninger og krav, og så alle parter ved, hvad der skal gøres, hvis det alligevel går galt.

Flere socialrådgivere arbejder med målgrupper, for eksempel unge mødre, hvor kontakten etableres eller holdes via facebook. I så fald bør man oprette en facebook-side, man kan bruge i arbejdsøjemed, og lukke adgangen til sin private profil, råder Abelone Glahn.

– Jeg synes aldrig, I skal være venner med borgerne. Men er det et krav fra arbejdsgiveren, så skal det være gennem en professionel facebook-side og ikke ens private profil. Og I skal allerførst have en politik for jeres brug af sociale medier, siger hun.

Gå til tillidsrepræsentanten før du går til tasterne

Konsulent og jurist i Dansk Socialrådgiverforening, Lone Valentin Kjær, kender flere eksempler på medarbejdere i forskellige brancher, der med deres opførsel og ordvalg på sociale medier nærmest har foræret deres arbejdsgivere begrundelsen til at fyre dem.

– Der er situationer, hvor man kan komme i tvivl, om det er ytringsfrihed eller illoyalitet, man giver udtryk for, for eksempel i et læserbrev. Mit råd er at lade være hvis man er i tvivl! Gå i stedet til ledelsen, tillidsfolkene eller os i fagforeningen. Offentligt ansatte skal være varsomme med ytringsfriheden, forklarer hun.

I nogle tilfælde kan man havne ufrivilligt på nettet gennem lyd- og filmoptagelser af arbejdssituationer. Og borgerne må faktisk gerne optage med deres mobiltelefoner, men de må ikke offentliggøre optagelserne.

Desuden kan arbejdspladsen indføre en regel om ikke at tillade optagelser, påpeger Lone Valentin Kjær.

I næste nummer af Socialrådgiveren er der flere råd at hente. For hvad gør du, hvis en kollega har dummet sig på sociale medier? Og hvad siger loven? Det og mere kan du læse om i Socialrådgiveren 15/2015, som udkommer 18. december.


Guides: Forebyg udhængning af medarbejdere

På FTF’s hjemmeside findes en guide til, hvordan man kan forebygge og håndtere problemer med udhængning og chikane af medarbejdere.

Guiden, som Dansk Socialrådgiverforening har været med til at lave, er et supplement til de råd om udhængning, der kan findes på DS’ egen hjemmeside.