Gode råd: Sådan får du styr på studiet
Hvordan får man et forspring på socialrådgiverstudiet? Hvad med praktikken? Og kan man skaffe sig en genvej til drømmejobbet allerede inden endt uddannelse? Tre socialrådgivere og en studerende giver deres ”fif” til livet på socialrådgiverstudiet.
De rekordmange nye studerende på landets socialrådgiveruddannelser er kommet ind i et spændende og vigtigt fag. De mange nye studerende skal dog være bevidste om at man ikke kan læse til socialrådgiver alene, fortæller Anna Sofie Vedersø Larsen, formand for Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, SDS.
– Det vil altid ske i et samspil med ens medstuderende og undervisere. Vi kan kun blive så dygtige som vi ønsker, hvis vi reflektere og diskutere faget sammen, lyder et af rådene fra de socialrådgiverstuderendes formand.
Samtidig skal nye studerende ikke være nervøse, hvis de kommer i tvivl om deres praksis undervejs på studiet eller i praktikken. Sådan lyder et af rådene fra socialrådgiver Malte Madsen, uddannet fra VIA University College i 2014 og ansat ved forsorgstilbuddet Malmøgade i Aarhus Kommune.
– Det er helt naturligt, at der opstår tvivl, når man arbejder med udsatte mennesker, det har jeg også selv oplevet.
Giv gas i praktikken
Malte Madsen råder samtidig studerende til særligt at ”give den en skalle” under praktikken. For praktikperioden kan både bruges til at skaffe vigtig erfaring og fungere som en indgang til studie- og fuldtidsjob.
– I min praktik var jeg gademedarbejder i Aarhus Kommunes Opsøgende Team, og som nyuddannet var jeg vikaransat i flere forskellige stillinger inden for området, indtil jeg i februar 2016 fik min nuværende faste stilling på et nyetableret forsorgshjem for unge. Så alle mine jobs har på den ene eller anden måde været udløbere af min praktiktid.
Får man problemer i praktikken, de socialrådgiverstuderendes organisation, SDS , et praktikkorps, hvor man kan søge hjælp.
Udnyt fagets bredde
Sarah Khalid El Baiary, nyuddannet fra University College Lillebælt, har altid villet arbejde med udsatte børn og unge. Derfor gik hun specifikt efter at få en praktik i Odense Kommunes Børn- og Ungerådgivning. Det førte til et studiejob samme sted, og i dag er hun – som nyuddannet -fastansat.
– Jeg føler virkelig, at jeg er på rette hylde, for jeg har altid brændt for at arbejde med udsatte børn og unge. Men det betyder også, at jeg gennem min uddannelse låste mig lidt fast på netop det område – både i min praktik, mit modulvalg og i min bachelor-opgave. Så jeg vil råde nye studerende til – i højere grad end jeg selv har gjort – at udnytte de mange muligheder, uddannelsen giver.
Samtidig udnytter hun de muligheder, hendes DS-medlemskab giver hende for at holde sig opdateret på sit fag. Blandt andet brugte hun flere DS-undersøgelser i sit bachelor-projekt.
Kommunal erfaring et plus
Erfaring med arbejdet i en kommune er en kæmpe fordel, for næsten lige meget hvor man får job, vil man skulle samarbejde med kommunale forvaltninger. Sådan lyder det fra Louise Munk Müller, uddannet fra Aalborg Universitet i 2007. Hun har selv mærket fordelene af sin kommunale erfaring, da hun i 2014 søgte drømmejobbet som socialrådgiver i almen-psykiatrien ved Aalborg Universitetshospital i Region Nordjylland.
– Da jeg fik jobbet, fik jeg at vide, at min kommunale erfaring var et plus, fortæller Louise Munk Müller, som samtidig opfordrer nye studerende til at udnytte, at socialrådgiverfaget er så bredt.
– Hvis man bliver træt af sit job, er der en hel masse andre områder, hvor man kan bruge uddannelsen. Og hvis du ser et job, du gerne vil have, så søg det – også selv om du ikke er sikker på, at du kan få det.
Undgå praksischok – søg relevant erfaring
Mødet med praksis kan være både inspirerende og skræmmende, fortæller Sanna Højgaard, studerende ved Professionshøjskolen Metropol, som netop har færdiggjort sin praktik hos SAND – De Hjemløses Organisation.
– Allerede første dag i praktikken kunne jeg mærke, at jeg var omgivet af nogle meget engagerede mennesker med en enorm faglighed. Det var super inspirerende, men også lidt skræmmende, for på studiet har man alle de her ideer om, hvordan man vil gribe faget an, men når dagen kommer, indser man, hvor grøn, man er. Heldigvis har min praktikvejleder, René Nielsen, været enormt godt forberedt og taget sit ansvar alvorligt.
Sanna Højgaard råder nye studerende til at søge relevant frivilligt arbejde, hvis de har mulighed for det.
– Det er fedt at kunne binde sin teori op på en praktisk virkelighed allerede inden praktikken.
Læs flere gode råd i Socialrådgiveren nummer 10/2016, som udkommer 1. september.
Guide: 10 gode råd til socialrådgiverstudiet
- Få gerne erfaring med socialfagligt arbejde allerede inden studiet.
- Bevar fatningen, selv om den første tid på uddannelsen kan være hektisk.
- Engagér dig fagligt og socialt – det har stor betydning for studieglæde og trivsel.
- Sæt dig ind i studieordningen og modulplanen, så du har indsigt i uddannelsens opbygning.
- Lav forventningsafstemning internt i din studiegruppe og hold hinanden op på jeres aftaler.
- Prioritér og strukturér din læsning efter studiets krav – ikke alt skal læses i detaljen.
- Engagér dig i praktikken, det kan muligvis føre til studie- vikar- eller fast job senere.
- Bevar din nysgerrighed undervejs i praktikken og få gavn af dine kollegers viden.
- Udnyt uddannelsens bredde og vælg fag inden for flere forskellige områder.
- Hvis du overvejer at tage en kandidatuddannelse: Undersøg karakterkrav og adgangsbegrænsning hos den pågældende uddannelsesinstitution. Så ved du, hvad der kræves.
Rådene er indsamlet via interviews med studievejledere samt nuværende og tidligere studerende på landets socialrådgiveruddannelser.