Fra 40 til 26 sager: Odense sænker sagstal i børne- og familierådgivningen

Socialrådgiverne i børne- og familierådgivningen i Odense Kommune får sænket deres sagstal til 26 sager efter vellykket forsøg. ’Jeg tror, vi gør det, som alle socialrådgivere drømmer om at kunne gøre,’ siger tillidsrepræsentant Anne Andersen.

Der var gode nyheder til socialrådgiverne i børne- og familierådgivningen i Odense Kommune kort før jul. Ledelsen kunne nemlig fortælle, at et fire-årigt projekt med sænkede sagstal for socialrådgiverne i Team Nord nu har fået politisk opbakning og finansiering til udbredelse i hele børne- og familierådgivningen.

Projektet løb fra 2021 til 2025 og har ifølge kommunens egen evaluering resulteret i blandt andet hurtigere udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser og afdækninger, færre klager, at børn og familier i højere grad føler sig set og hørt, og at der er sket et fald i tvangsanbringelser samt et fald på ti procentpoint i andelen af børn, der bliver anbragt.

Socialrådgiver og tillidsrepræsentant i Team Nord, Anne Andersen, har været med fra projektets begyndelse. Hun genkender de gode resultater og fremhæver også socialrådgivernes trivsel i projektperioden, hvor man altså er gået fra næsten 40 sager til 26 sager pr. socialrådgiver.

Anne Andersen, socialrådgiver og TR i Team Nord

“Når man har tæt på 40 sager, så kommer man til at lægge sin tid hos de familier, der råber højest, for man kan bare ikke nå det hele. Så er der familier, der venter, til de heller ikke kan vente længere. Fagligt er det enormt utilfredsstillende at gå og slukke brande. Det er ikke det, vi har uddannet os til. Og så er det enormt stressende at føle, at man aldrig når i bund med noget”, siger hun.

 

 

Investering i faglighed betaler sig

Regionsforkvinde i region syd i Dansk Socialrådgiverforening Mie Vode Moll har løbende samarbejdet med politikere og ledelse i Odense Kommune og fortæller, at DS’ vejledende sagstal på børneområdet har fungeret som inspiration til projektet.

Dansk Socialrådgiverforening anbefaler et sagstal på 18-28 pr. socialrådgiver på børneområdet.

Mie Vode Moll kalder beslutningen for en stor sejr ikke bare for socialrådgiverne, men også for børnene og for retssikkerheden.

Mie Vode Moll, regionsforkvinde i region syd i DS

“Det er jo ikke nogen overraskelse for os socialrådgivere, at det betaler sig at investere i faglighed, men nu har vi det sort på hvidt. Når socialrådgivere får bedre tid, får børn og familier samtidig hurtigere hjælp. Presset på socialrådgiverne er en udfordring i mange kommuner, og det er en stor anerkendelse af socialrådgivernes indsats, at politikerne i Odense vælger at udbrede modellen til hele Børne- og Familierådgivningen. Projektet viser, at vejen frem er lavere sagstal”, siger hun.

Børne- og ungerådmand i Odense Kommune, Brian Dybro (SF), har fulgt projektet og glæder sig over resultaterne. Ikke mindst at det har resulteret i bedre arbejdsmiljø for socialrådgiverne.

Brian Dybro (SF), børn- og ungerådmand i Odense Kommune

“Vi ser allerede, at socialrådgiverne har mere faglig stolthed, lavere sygefravær og bedre mulighed for at bruge nye, faglige metoder. Mere arbejdsglæde betyder forhåbentlig, at medarbejderne bliver hos os, og det vil give færre skift for børn og familier”, siger Brian Dybro.

 

Tid er afgørende

Med projektet fulgte en investering i flere socialrådgivere. I de fire år, projektet har kørt, har Team Øst desuden måttet overtage sager, hvis der blev for mange til, at Team Nord kunne overholde loftet på 26 sager. Det har betydet, at socialrådgiverne i Team Øst i perioder har måttet løbe rigtig stærkt. Regionsforkvinde Mie Vode Moll fortæller dog, at teamet har taget opgaven på sig med håbet om, at projektet på sigt også kunne gavne dem.

For Anne Andersen og hendes kolleger i Team Nord har loftet på 26 sager betydet, at der nu er langt bedre tid til at fordybe sig i familierne og deres udfordringer.

“Jeg tror, vi gør det, som alle socialrådgivere drømmer om at kunne gøre. Vi har en god fornemmelse for de familier, vi rådgiver. Vi er tættere på dem og kan nå at tage ting i opløbet og være med til at justere på det undervejs. Vi har tid til at tage det ekstra møde, hvor vi kan sætte os ned og forklare en proces. Vi har fundet ud af, at når forældre har klaget tidligere, så har det mange gange handlet om, at de ikke har følt sig hørt. Det gør de i langt højere grad nu”, siger Anne Andersen.

Det betyder dog ikke, at socialrådgiverne ikke har travlt længere.

“Vi kan stadig have perioder, hvor vi er pressede, men vi ved også, at perioder med mere overskud kommer igen. Det gør det nemmere at komme igennem de hårde perioder. Der skal mere til at vælte os. Generelt oplever jeg langt større arbejdsglæde nu”, siger Anne Andersen.

Opnormerer med 18 socialrådgivere

Implementeringen af projektet til hele Børn- og Familierådgivningen skal foregå over en to-årig periode, hvor man forventer en opnormering på 18 nye socialrådgivere fra 51 i 2025 til 69 ved fuld implementering.

Odense Kommune forventer, at investeringen vil medføre en merudgift på 11 millioner kroner årligt, men at projektet samtidig vil medføre en besparelse på 5,5 millioner kroner årligt på grund af færre udgifter til blandt andet anbringelser af børn og unge.

Læs mere om DS’ vejledende sagstal her

’Projekt udvidet samarbejde’

Team Nord, Børn og Familierådgivningen, Odense Kommune

Fireårigt investeringsprojekt med målet om at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen gennem tættere opfølgning, øget inddragelse af børn, forældre og netværk samt hurtigere og mere målrettet hjælp.

Resultaterne fra projektet viser bl.a.:

  • Færre klager
  • Lavere sygefravær blandt socialrådgiverne
  • Ingen stresssygemeldinger
  • Hurtigere udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser og afdækninger
  • Børn og familier føler sig set og hørt
  • Skolerne oplever et bedre samarbejde med socialrådgiverne
  • Der er blevet anbragt flere børn i netværks- og familiepleje
  • Fald i antal af børn anbragt på børn- og ungehjem
  • Fald i antal anbringelser uden samtykke
  • Der er færre sammenbrud i anbringelserne

Kilde: Brian Dybro (SF), børn- og ungerådmand, Odense Kommune og sagsresume fra orientering til børn- og ungeudvalg om erfaringerne fra ’Projekt udvidet samarbejde’.