Flere vil være socialrådgivere

Interessen for socialrådgiverfaget er stadig stigende, når unge skal vælge uddannelse. På Metropols socialrådgiveruddannelser glæder man sig og ser det høje ansøgertal som tegn på de unges vilje til at tage et socialt ansvar.

enne gang nåede tallet op på 389 mænd og kvinder, der via kvote 2 har ansøgt om at være med, når Metropols socialrådgiveruddannelse på Frederiksberg lukker det nye kuld ind til efteråret. I Hillerød ligger ansøgertallet for kvote 2 på 82. Det er en stigning på henholdsvis 21 og 46 procent sammenlignet med sidste år.

Socialt ansvar og glæden ved at arbejde med mennesker

Institutchef på Institut for Socialt Arbejde, Thomas Braun, ser først og fremmest stigningen som et udtryk for, at der blandt de unge er en vilje til at tage et socialt ansvar:

– Den voksende interesse blandt de unge for at blive socialrådgiver har givetvis mange årsager. Men en væsentlig forklaring er formentlig, at nødvendigheden af godt socialt arbejde bliver aktualiseret af den økonomiske krise, som vi befinder os i. Der er mange af vores studerende, der ønsker at gøre en positiv forskel for samfundets svageste og som ser vores uddannelse og arbejdet som socialrådgiver som en direkte vej hertil,” siger Thomas Braun.

Udover den oplevede nødvendighed af godt socialt arbejde peger han også på muligheden for at arbejde med mange målgrupper – børn, unge og familier, voksne udsatte personer eller beskæftigelsesområdet – som en vigtig faktor, når ansøgerne lader valget falde på socialrådgiveruddannelsen.

Senere på måneden vil antallet af kvote 2 ansøgere for landets øvrige socialrådgiveruddannelser kunne ses på www.ufm.dk.