Flere kan få erstatning for arbejdsskader efter dom i Højesteret
En skelsættende dom fra Højesteret betyder, at det kan være muligt at få erstatning i flere sager om arbejdsskader, selv om tabet af erhvervsevne er under 15 procent. Og i visse tilfælde vil det være aktuelt at genoptage en arbejdsskadesag. DS er klar til at hjælpe.
Den nye dom fra Højesteret fastslår, at der i arbejdsskadesager kan tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne – også selv om tabet er under 15 procent. Det kræver, at erhvervsevnetabet er klart og varigt.
Der en god nyhed, som kan få betydning for fremtidige afgørelser om tab af erhvervsevne. Og dommen betyder også, at medlemmer, som tidligere har fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, nu kan have ret til erstatning, fordi deres tab blev vurderet under den hidtidige grænse på 15 procent.
Dommen kan altså få betydning for sager, hvor der tidligere er givet afslag, fordi tabet af erhvervsevne blev vurderet til mellem 5 og 15 procent.
Hvem kan søge om genoptagelse?
Har du har fået anerkendt en arbejdsskade og tidligere fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, fordi dit tab blev vurderet til at være under 15 procent, kan du søge om at få din sag genoptaget.
Det er relevant at søge om genoptagelse:
- Hvis du har fået anerkendt en arbejdsskade.
- Hvis du tidligere har fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, fordi dit tab blev vurderet til under 15 procent.
- Hvis du på grund af arbejdsskaden har et klart og varigt indtægtstab på mindst 5 procent som en konsekvens af arbejdsskaden.
Muligheden for at få genoptaget sin sag gælder både tidligere afgørelser fra AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring), Ankestyrelsen og en række tidligere arbejdsskademyndigheder.
Uanset, hvilken myndighed, der har afgjort din sag, kan du søge om genoptagelse på
AES’ digitale skema på borger.dk.
DS er klar til at hjælpe
Er du i tvivl om, hvorvidt din sag kan genoptages, eller ønsker du hjælp til at søge om genoptagelse, så kontakt Dansk Socialrådgiverforenings medlemsservice på tlf. 70 10 10 99 eller skriv til os på kontakt@socialraadgiverne.dk