Kampvalg – Hvem skal være DS’ nye næstforperson? Tæt på Marie Vithen

Der er kampvalg til næstforpersonsposten i Dansk Socialrådgiverforening, som Ditte Brøndum forlader efter seks år. Bliv klogere på, hvad Marie Vithen står for, inden du skal beslutte, hvem af de to næstforpersonskandidater, du vil stemme på.

Kampvalg – Hvem skal være DS’ nye næstforperson? Tæt på Marie Vithen

Foto: Lisbeth Holten

Fællestillidsrepræsentant, Københavns Kommune, Marie Vithen, 40 år. Medlem af Dansk Social­rådgiverforenings hovedbestyrelse

Hvorfor stiller du op som næstforperson i Dansk socialrådgiverforening?
– Jeg er optaget af at skabe de bedste forhandlingsmuligheder for socialrådgiverne. Som fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommune har jeg stor viden om både løn og arbejdsmiljø, som jeg gerne vil have bredt ud på landsplan, så det kommer alle medlemmer til gavn.

– Jeg vil gerne dele alle de succesoplevelser, mine tillidsvalgte kolleger og jeg har haft, når vi er gået ind i et forhandlingsrum, hvor lederne lægger ud med, at de ingen penge har til lokal løn.

Hvad er du særlig stolt over at have opnået i de seneste to år som fællestillidsrepræsentant?
– Jeg synes, at vi har fået oparbejdet nogle virkelig skarpe forhandlingskompetencer i Københavns Kommune. Tillidsrepræsentanterne er dygtige til at forhandle, og det betyder, at der er rigtig mange sager, hvor vi får forhandlet lønkroner hjem til medlemmerne.

– Vi har også mange nyansættelser, hvor vi ikke er enige i det lønniveau, som arbejdsgiver tilbyder. Når man som tillidsrepræsentant demonstrerer forhandlingskraft og sikrer en god løn ved ansættelse, bliver det tydeligt, hvorfor man skal være medlem af Dansk Socialrådgiverforening.

– Jeg vil gerne fremhæve en vellykket rekrutteringsindsats, som fællestillidsrepræsentanterne i landets fem største byer har stået i spidsen for, og som nu er bredt ud til flere kommuner. Det betyder, at vi kommer til at rykke yderligere på vores rekrutteringsindsats, som jeg brænder for.

– Og endelig vil jeg nævne, at jeg er meget stolt over, at jeg sammen med to socialrådgiverkolleger blev hædret med Den gyldne Socialrådgiver i 2022 for vores engagement i ligelønsbevægelsen ’Slut med 1969’.

Hvilke resultater ønsker du at opnå i de kommende to år som næstforperson?
– En af mine mærkesager er at få lavet en national lønstrategi for, hvordan vi skal anvende de muligheder, der er i overenskomsten. Vi skal arbejde mere strategisk med lokal løndannelse, så vores tillidsrepræsentanter i langt højere grad får mulighed for at sikre bedre løn til medlemmerne. Og så skal de selvfølgelig sikres tid til deres hverv.

– Det skal være mere tydeligt og håndgribeligt for den enkelte tillidsrepræsentant, hvad de skal gå efter i de lokale lønforhandlinger. Så håber jeg også, at vi kan bruge tillidsrepræsentanternes erfaringer med de lokale lønforhandlinger mere strategisk, når vi udtager krav til de centrale overenskomster.

– Jeg vil arbejde for, at vi får et samlet arbejdsmiljøudspil, hvor vi styrker både tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne. Jeg er bisidder for utrolig mange medlemmer, som er blevet ramt så hårdt af arbejdsmiljøet, at de ender med en langtidssygemelding. Hos os ender det ofte i en afskedigelse. Jeg bliver enormt indigneret over, at arbejdsgiver ikke tager et større ansvar for at sikre den psykiske sundhed for vores medlemmer. Det skal vi have fokus på.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?
– Med mine 15 års erfaring som tillidsvalgt – heraf otte år som fællestillidsrepræsentant – kan jeg være med til at rykke på to vigtige kerneopgaver som forhandlingsområdet og arbejdsmiljø. Og så er jeg et rigtig godt supplement til vores forkvinde Signe Færch, som gør et fantastisk stykke arbejde.

» Læs Marie Vithens opstillingsgrundlag


CV Marie Viethen

2022   Hædres med prisen ’Den Gyldne Socialrådgiver’ sammen med to social­rådgiverkolleger for engagementet i ligelønsbevægelsen ’Slut med 1969’

2021   Forhandleruddannelse med Søren Viemose og Malene Rix, FTF

2020-   Medlem af Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse

2018   Fagpolitisk talentuddannelse, FTF

2017-   Fællestillidsrepræsentant på socialområdet, Københavns Kommune

2010-2016   Lokal tillidsrepræsentant

2009 -2016   Myndighedsrådgiver på børneområdet, Københavns Kommune

2009   Uddannet socialrådgiver, København


Malene Thackrah er også kandidat til næstforpersonsposten. Bliv klogere på, hvad Malene Thackrah står for, inden du skal beslutte, hvem af de to næstforpersonskandidater, du vil stemme på.

» Læs mere om Valg i DS 2024