DS åbner for ny faggruppe
Dansk Socialrådgiverforening åbner i januar 2014 for en ny faggruppe, hvor medlemmer, der arbejder som familieplejekonsulenter eller lignende, kan udvide deres faglige netværk, dele erfaringer samt påvirke faget og socialpolitikken.
Dansk Socialrådgiverforening har en lang række faggrupper, som medlemmerne kan være med i, og nu er en ny på vej: I starten af 2014 oprettes en faggruppe for medlemmer, der arbejder som familieplejekonsulenter eller lignende. Herunder som konsulenter i de fem Socialtilsyn. Et stiftende møde afholdes den 14. januar kl. 10-14 i DS’ lokaler i Odense.
Faggrupperne er landsdækkende og giver mulighed for, at socialrådgivere, der arbejder inden for samme område, kan samles for at påvirke fagets udvikling og socialpolitikken.
Afgrænsningen af den nye faggruppes område og beslutning om navn og vedtægter for den nye faggruppe for familieplejekonsulenter vil ske i forbindelse med det stiftende møde. Det vil først være muligt at melde sig ind i faggruppen, når den er formelt oprettet i starten af det nye år.
DS inviterer til møde om faggruppen for familieplejekonsulenter og lignende 14. januar 2014
Det første møde om den nye faggruppe for familieplejekonsulenter og lignende bliver holdt tirsdag den 14. januar i Dansk Socialrådgiverforenings lokaler på Lumbyvej 11 i Odense. Der skal blandt andet tales om målgrupper og arbejdsområde og det gode navn for faggruppen skal findes. Dagsorden vil blive annonceret i Socialrådgiveren 15/2013 og på DS’ hjemmeside.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Henrik Egelund Nielsen, mail hen@socialraadgiverne.dk.