Drop arbejdspligt og lave ydelser for alle – ikke kun adopterede
Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, roser beskæftigelsesministerens ændring af reglerne for adopterede, men opfordrer samtidig til at afskaffe de særligt lave ydelser og arbejdspligten for alle.

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, hilser beskæftigelsesministerens beslutning om at fjerne de særligt lave kontanthjælpssatser og arbejdspligten for adopterede borgere velkommen.
Efter pres fra Dansk Socialrådgiverforening, Adoption & Samfund og ikke mindst mange adopterede har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ændret holdning. Hun vil nu kigge på, hvordan adopterede kan undtages fra målgruppen for mindstesatsen for kontanthjælp og reglerne om arbejdspligt, som er en del af kontanthjælpsreformen.
– Det er stærkt af de adopterede, der har stået frem og delt deres oplevelser. De beskriver, hvordan de er blevet efterladt med en følelse af at være andenrangsborgere, og det er godt, at ministeren nu ændrer reglerne for dem, siger Signe Færch.
Hun takker også de socialrådgivere, der har været med til at sætte fokus på problemet. På baggrund af de henvendelser, som Dansk Socialrådgiverforening har modtaget, har Signe Færch kunne bringe sagen videre til pressen.
DS: Undgå meningsløs aktivering og mere fattigdom
Forkvinden for socialrådgiverne mener dog, at ministeren ikke kan nøjes med at undtage adopterede for reglerne om arbejdspligt og særlig lav kontanthjælp. Signe Færch opfordrer til, at ministeren og Folketingets øvrige partier helt dropper mindstesatsen og loven om arbejdspligt, som er planlagt til at træde i kraft den 1. juli.
– Jeg taler med mange socialrådgivere, der er dybt frustrerede over at skulle implementere en lovgivning, der fagligt ikke giver mening, og som skaber desperation blandt de borgere, der sættes ned på mindstesatsen. Jeg forstår til fulde den frustration, og det er baggrunden for, at vi vil blive ved med at arbejde for en afskaffelse af denne lovgivning, fortæller Signe Færch og uddyber:
– Vi ved fra både socialrådgivernes praksis og forskning, at aktivering for aktiveringens skyld ikke virker. Og vi ved, at fattigdom gør det sværere at arbejde med borgerne. Politikerne bør i stedet give ressourcer til skræddersyede forløb, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation – uanset om vedkommende er adopteret, flygtning eller etnisk dansk, understreger Signe Færch.