Donation på 750 mio. kan løfte sociale investeringer
En fondsdonation på 750 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan give et markant løft til det sociale område. Formand Majbrit Berlau er begejstret og takker fonden for at have inddraget Dansk Socialrådgiverforening.
går kom det frem, at Den A.P. Møllerske Støttefond har afsat 750 millioner kroner, som over de kommende fem til seks år skal gives til sociale projekter. Støttefondens formand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, siger til Altinget.dk:
– Fonden ønsker at styrke de borgere, som lever på kanten, fordi det enkelte liv skal respekteres, og fordi samfundet har brug for alles kræfter og evner.
I Dansk Socialrådgiverforening har formand Majbrit Berlau modtaget nyheden med stor glæde. For at målrette donationen bedst muligt har fonden holdt samtaler med både kommuner, forskere og organisationer på socialområdet, og Majbrit Berlau er glad for at være blevet inddraget.
– Fonden har lyttet til vores visioner for sociale investeringer og har valgt den progressive vej. De har set, at det sociale arbejde for alvor udvikler sig, når vi får nytænkt måden at udføre arbejdet på – og det er netop den positive omlægning, deres donation giver mulighed for, siger hun og tilføjer:
– De sociale investeringer ruller allerede ud på børneområdet, og med donationen kan voksenområdet også komme med. Det kan give en reel, varig forandring på den måde, vi udfører socialt arbejde i Danmark. Det er meget positivt.
Varige initiativer belønnes
Donationen skal over de næste fem til seks år fordeles inden for tre indsatsområder:
– udsatte borgere skal hjælpes i job eller uddannelse,
– den negative sociale arv skal knækkes,
– og der skal skabes bedre fysiske rammer for psykisk syge, misbrugere, anbragte børn og andre udsatte mennesker.
Altinget.dk skriver, at fordelingen mellem områderne vil afhænge af, hvilke projektforslag der kommer ind. Ifølge direktør Henrik Tvarnø vil fonden især lægge vægt på, at der er et varigt perspektiv i ideerne.
– Målet er at støtte indsatser, der skaber varige forbedringer og for alvor flytter noget for de udsatte borgere. Det kræver vedholdenhed, fokus på effekt og fælles ambitioner hos alle parter om, hvad der skal forandres. Vi vil gerne undgå projekter, der dør, når de bevilgede midler slipper op. Det er vi heldigvis ikke alene om, siger han til Altinget.dk.