Svar til ‘Dovne Robert’: Du må vælge

Debatindlæg af Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, bragt i Politiken. Formand for Dansk Socialrådgiverforening svarer igen på Robert Nielsens åbne brev.

Hej Robert,

Tak for dit åbne brev i Politiken, som jeg selvfølgelig gerne vil svare på.

Du spørger, hvad det er for en diagnose, jeg og alle andre så åbenlyst kan se, du har. Jeg forstår egentlig godt, at du er stødt over, at jeg udtaler mig om, at du har problemer, uden at kende dig.

På samme måde som det støder mig, at du uden at kende mig placerer mig i middelklassens segment af smådeprimerede på antidepressiv medicin.

Lad mig derfor slå fast, at jeg på ingen måde forsøger at diagnosticere hverken dig eller andre, ligesom jeg vil sætte pris på, at du undlader at diagnosticere mig. Den slags må vi lade lægevidenskaben om.

Jeg medgiver, at jeg har udtalt, at du har problemer, uden at kende dig. Og det skulle jeg måske have afholdt mig fra.

Når det er sagt, så finder jeg din optræden og din attitude – i det omfang du har valgt at stille den til skue for os alle sammen – dybt problematisk og undergravende for et system, som i høj grad baserer sig på tro og love-erklæringer og på, at alle gør sig umage.

Som jeg hører dig, har du masser af arbejdsmuligheder, du gider dem bare ikke.

Og derfor mener du, at du så har ret til at vælge kontanthjælp i stedet for.

Men retten til som kontanthjælpsmodtager at fravælge arbejde for at kunne fortsætte med at modtage kontanthjælp, findes ikke i den virkelige verden. Her skal man udnytte sine arbejdsmuligheder, ellers er man ikke berettiget til kontanthjælp.

Du opfatter det som en alvorlig anklage om socialt bedrageri, at jeg har kaldt dig en »snyder«.

Men du har selv fortalt den danske verdenspresse, at dine bestræbelser igennem 11 år på kontanthjælp i høj grad har handlet om »at gå under radaren«:

Du snakker os venligt efter munden, møder op på diverse aktiveringskurser uden at ville noget med det og lader, som om du søger job, du ikke reelt prøver at blive ansat i. Det er at snyde.

Hvorvidt det er så graverende, at det kan betegnes som socialt bedrageri, har jeg ikke udtalt mig om.

Det er op til dit lokale jobcenter og ydelseskontor at afgøre.

For at forsøge at forstå lidt af, hvad du har gang i, har jeg studeret Nihilistisk Folkepartis hjemmeside, hvor du tituleres ’mentalhygiejnisk ordfører’.

Der kan jeg læse mig frem til, at partiet hverken tror på virkeligheden eller på velfærdsstaten, som betragtes som medieskabt symbolsk forblindelse, og at partiets manifest er: ’Nej til alt!’.

Det forklarer jo en del. Og I må selvfølgelig tro og mene lige, hvad I vil.

Men det skaber i mine øjne et problem for dig, når du samtidig bevæger dig rundt i velfærdssamfundets kontante virkelighed og nyder gavn af dets ydelser.

Med inspiration fra salig Svend Auken mener jeg, at du med din adfærd og dine udtalelser pisser på velfærdssamfundet for bagefter at sige, at det lugter.

Dén går ikke. Du må vælge.

Med venlig hilsen
Bettina