Økonomi overtrumfer faglige vurderinger
Debatindlæg af Niels Christian Barkholt, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening, bragt på altinget.dk 13. juni 2014.
At åbne døren på klem til retssikkerhed på handicapområdet afslører tiltagende problemer. Borgernes tillid til systemet er under pres, og socialrådgivernes mening med arbejdet og tilliden indadtil til at kunne hjælpe mennesker med handicap er ligeledes under pres. Det er både analysen og konklusionen.
Patientforeninger modtager mange henvendelser fra borgere om at blive klædt på til at tage dialogen med kommunen. De frygter, at det vil komme dem til ugunst, hvis ikke de er skarpe, bruger de rigtige ord og i det hele taget er på forkant med deres egen sag. De er usikre på, om kommunen vil hjælpe dem, eller om en stram økonomisk dagsorden vil være styrende. Sagsbehandlerne har alt for travlt, og at der er en meget stor udskiftning blandt sagsbehandlere.
Borgerne afholder sig også ind i mellem fra at kontakte kommunen, fordi de frygter, at en forespørgsel eller en forkert udtalelse vil betyde, at alle andre sager tages op til revurdering.
Økonomien overtrumfer faglighed
Regeldannelsen og den kommunale detailregulering er eksploderet. I en kombination med en stærkt presset økonomi og en økonomisk kode, som får direkte gennemslag i kommunerne, skaber det en problematisk tilstand og adfærd.
Flere kommuner melder ud i besparelsesrunder, at handicapområdet konkret står for skud. I politikker og kvalitetsstandarder meldes ind i mellem overraskende og grænsende til lovstridige hensigter ud.
Eksempelvis at der i det kommende år skal spares 10 procent på handicapbiler. Eller at borgere, der modtager borgerstyret personlig assistance og gammel førtidspension, generelt skal have frakendt bistands- og plejetillæg. Eller at kommunen meddeler familier, at deres aflastning bliver reduceret med x-antal døgn, da kommunen har vedtaget et loft for aflastningen – helt uden ændringer omkring foranstaltningen. Den enkelte socialrådgiver udsættes for et stærkt økonomisk og politisk pres. Og ofte må de faglige argumenter og vurderinger vige for politiske udmeldinger.
Borgere, som reelt opfylder betingelserne, kan få afslag, og det kan være ugennemskueligt for borgerne, på hvilket grundlag afslaget bliver givet. Afslaget begrundes naturligvis ikke med økonomi, da dette er lovstridigt. Men det er tydeligt for alle parter, at økonomien har overtrumfet fagligheden.
Der skal jo træffes en konkret individuel afgørelse, og det fremgår måske også til dels af afgørelsen. Det store retssikkerhedsmæssige problem er blandt andet, at afgørelsen på forhånd er dikteret ovenfra.
Drukner i regler og dokumentationskrav
Enhver borger og professionel er underlagt et hav af bestemmelser og regler, som er svært gennemskuelige, og som frem for alt er tidskrævende at manøvrere i. Man skal for eksempel sandsynliggøre merudgifter ned i mindste detalje. Loft over tabt arbejdsfortjeneste og deraf indviklede regler for beregning af tabt arbejdsfortjeneste er tidskrævende. Reglerne for både Servicelovens §§ 41 og 42 er indviklede, og det kræver dialog og tid at formidle til borgerne. En tid, som sagsbehandlerne ikke har til at yde en grundig vejledning.
Mange (børne)handicap-sagsbehandlere har betydeligt flere sager end børnefamilie-sagsbehandlere. Det opfattes og prioriteres i en del forvaltninger som hovedsageligt `administrativt arbejde´, medicinbevillinger, mm. Den løbende dialog og det helhedsorienterede arbejde risikerer at drukne i regulering af økonomiske ydelser, interne retningslinjer og dokumentationskrav.
Specialisering forhindrer kontinuitet
En fortsat og tiltagende specialisering har medført en funktionsopdeling i praksis, således at forskellige sagsbehandlere varetager en delopgave omkring borgeren. Det betyder, at der kan være adskillige sagsbehandlere inde over på samme tid, og at borgeren skifter sagsbehandler regelmæssigt.
Specialisering rummer en mulighed for at kvalificere indsatsen, men specialiseringen er på mange måder gået for vidt. Det er et problem for kontinuiteten og sker på bekostning af at kunne skabe sammenhæng i indsatsen. Dette dilemma har vi ikke håndteret endnu i praksis, men jeg har arbejdet på et muligt løsningsperspektiv.
Nogle kommuner har indført LEAN, som er en metode, der skal sikre systematik og standardisering af sagsbehandlingen. Man går væk fra, at sagerne er ”den enkelte sagsbehandlers” til, at sagerne er ”afdelingens”.
I praksis er sagerne placeret ude på gangene på hylder, hvor man en efter en går ud og tager den næste sag i bunken. Der ses ikke socialfaglige argumenter for en LEAN-struktur, og de negative konsekvenser er iøjnefaldende. Borgeren risikerer at blive reduceret til en ansøgning, det kan være uklart, hvem der er sagsbehandler for borgeren, og borgerne skal fortælle sin historie igen og igen.
Overgangen mellem børne- og voksenafdelingerne udgør også et problem. Oplevelsen er, at de unge ofte ikke får de tilbud, som de har behov for, og at kommuner kan forholde sig passivt efter den unge er fyldt 17 år. Mulighederne for støtte bliver oplevet som forskellige i kommunerne.
Et område under pres
Dette er eksempler på udvalgte tendenser, som anses for kritiske. Sammenfattende er borgernes retssikkerhed under et stort pres, og borgeren har ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at loven bliver fulgt. Det er problematisk, når der er tale om en svag målgruppe.
Dertil er det efterhånden vanskeligt at se, at alle de ressourcer, som er bundet til sagsbehandlingen, det vil sige `lovgivningsmæssige kvalitetsindikatorer´, egentlig har en værdiskabelse for borgeren.
Det er også et stort problem for socialrådgivere og øvrige professionelle rundt om i landet, fordi de er sat i verden for at hjælpe mennesker og at sikre, at mennesker får den hjælp, som de dels i følge loven har krav på, og som vil virke og skabe øget livskvalitet i forhold til deres specifikke situation.