Brug for flere hænder. Velfærden kræver fagprofessionelle med højkvalitetsuddannelse
Sikkerhedsnettet under de fleste danskeres liv er det velfærdssystem, som vi i Danmark har bygget op.
Det er fundamentalt for os, at vi har sygeplejersker, der understøtter vores sundhedsvæsen. At vi har daginstitutioner og skoler, hvor lærere og pædagoger sikrer, at børn trives og lærer. At børn og voksne med særlige behov mødes af dygtige socialpædagoger, der støttet dem i at have et godt liv. Og at dygtige socialrådgivere står klar, når vi har brug for hjælp og støtte. Vi stoler på, at vi har et velfungerende velfærdssystem for alle borgere, store som små.
Og det system og net udgøres af de mennesker, der uddanner sig på landets professionsuddannelser.
Her uddannes pædagogen, socialpædagogen, sygeplejersken, læreren og socialrådgiveren. Her uddannes de fagprofessionelle, som alle danskere har brug for i deres liv. Her bygges fundamentet for vores allesammens velfærdssamfund.
Men der er huller i det fundament, og det giver huller i det sociale sikkerhedsnet, at der ganske enkelt ikke er nok studerende på de professionsuddannelser, som velfærdssamfundet har brug for.
SITUATIONEN ER ALVORLIG. Der er allerede nu færre ansøgere, og beregninger viser, at vi endda i fremtiden vil have behov for endnu flere pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialpædagoger og socialrådgivere, foruden at vi alle helt aktuelt oplever problemer med at skaffe uddannede fagprofessionelle.
Og der er massivt brug for de rette fagligheder.
Pædagogen som er ekspert i børn og unges udvikling, trivsel. Læreren der er kvalificeret i sit fag og didaktik, socialrådgiveren der er inde i lovgivningen, har viden om socialt udsatte og kan koordinere indsatser og sygeplejersken, der redder liv, forebygger sygdom og fremmer sundhed og endelig socialpædagogen, der har specifik viden om mennesker med særlige behov og udsathed.
DERFOR SKAL VI styrke professionsuddannelserne på velfærdsområderne. Og det er ret simpelt: Det skal være attraktivt. Uddannelserne er limen i vores samfund og skal sikres ressourcer nok til, at de studerende får flere timer, mere feedback og bedre praktik.
Vi skal have stærkere professions-og praksisfagligt fokus, mere dannelse i uddannelserne – og så skal vi have bedre muligheder for specialisering og opkvalificering gennem efteruddannelse og give ufaglærte på områderne mulighed for at uddanne sig.
Og lige så simpel løsningen er for at gøre uddannelserne bedre, lige så alvorlige er konsekvenserne, hvis vi ikke gør det: at vuggestuebarnet, patienten, eleven og det udsatte menneske ganske enkelt ikke mødes af den rette faglighed, der er afgørende for deres livsmuligheder.
DERFOR ER DER brug for politisk anerkendelse af, at vores velfærdssamfund har brug for fagprofessionelle med høj faglighed og den rette uddannelse. Og det skal politisk prioriteres.
Skal vi have lukket hullerne i vores sikkerhedsnet, er det nødvendigt at styrke uddannelser og faglighed, så vores velfærdssamfund også i fremtiden er båret af viden og faglighed.