100 millioner til efteruddannelse
Partierne bag beskæftigelsesreformen har besluttet at afsætte en pulje på over 100 millioner kroner til efteruddannelse for at styrke beskæftigelsesfagligheden. Dansk Socialrådgiverforening har været med til at kæmpe for midler til opkvalificering i kølvandet på reformen.
Beskæftigelsesformen lover færre regler og mere faglig frihed samtidig med, at der skal spares milliarder på området. Omstillingen stiller nye krav til beskæftigelsesfagligheden, hvor det faglige skøn i højere grad skal i spil.
Kommunerne kan nu søge om midler til opkvalificering af medarbejdere og ledere for at understøtte overgangen til den nye beskæftigelsesindsats.
DS: Pengene falder på et tørt sted
Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, er glad for, at det lykkedes at få etableret en pulje til opkvalificering i kølvandet på beskæftigelsesreformen.
– Dansk Socialrådgiverforening har advaret om, at milliardbesparelserne truer både faglighed og arbejdsmiljø, så derfor falder de nye penge til opkvalificering på et tørt sted. Der er brug for både at styrke beskæftigelsesfagligheden og det faglige miljø på beskæftigelsesområdet. Det kræver tid og plads til faglig refleksion, hvis intentionerne bag reformen skal lykkes – og det stiller også nye krav til lederne.
30 millioner i 2026
Det er den enkelte kommune, som skal søge om penge fra puljen. Der er i alt afsat 121,8 mio. kroner til opkvalificering af medarbejdere og ledere fra 2026 til 2028. Midlerne udgør 30,4 mio. kroner i 2026, 45,7 mio. kroner i 2027 og 45,7 mio. kroner i 2028.
Ansøgningsfristen er allerede den 9. januar. Læs mere på star.dk
Faglighed i beskæftigelsesindsatsen
Puljen vil kunne benyttes til for eksempel kurser i ’effektive indsatser og metoder’ og ’samarbejde med virksomheder’.
Det er kompetencer og viden, som matcher de nye kompetencefelter, som Dansk Socialrådgiverforening i samarbejde med KL og HK Kommunal har udviklet i projektet ’Faglighed i beskæftigelsesindsatsen’ under ’Fremfærd Borger’.
Læs mere om projektet og de nye værktøjer