For den erfarne TR: Forhandlingssystemet
Bliv klog på forhandlingssystemet.
Regelsættet for de lokale forhandlinger på det kommunale og regionale område findes i Fællesaftalen om lokal løndannelse, som du kan finde i Faglig håndbog.
Fællesaftalen indeholder bestemmelser om bl.a. forhandlinger for nyansatte og de årlige lokale forhandlinger. Som TR har du sammen med din klub kompetencen til at forhandle lokalt.
Tvistesystemet
Uenighed i lokale lønforhandlinger kaldes interessetvister.
Interessetvister kan være uenighed om, hvorvidt en enkeltperson eller en gruppe skal have mere i løn, eller hvilken størrelse lønforbedringen skal have. Hvis der ikke kan opnås enighed i de lokale forhandlinger, kan ledelsen ikke ensidigt fastsætte lønnen. Løn skal altid forhandles og aftales.
Der er i Fællesaftalen om lokal løndannelse beskrevet en procedure for håndtering af interessetvister; tvisteløsningssystemet.
Tvistesystemet
Tvistesystemet er inddelt i niveauer, der beskriver proceduren, når der er opstået uenighed. Hensigten med systemet er, at konflikter om lokale aftaler så vidt muligt også skal løses lokalt.
(Niveau 0)
Lokale forhandlinger
Der kan ikke opnås enighed mellem TR og den lokale ledelse i forhandlingerne. TR henvender sig til sin DS-region, der anmoder kommunen/regionen om en niveau 1 forhandling.
Niveau 1
Hurtigst muligt herefter forhandler DS regionen (regionskonsulent) og kommunen/regionen. Hvis der ikke opnås enighed, videresender DS regionen sagen til DS’ fællesadministration.
Niveau 2
Repræsentanter fra KL/Danske Regioner og DS’ sekretariat medvirker i en forhandling mellem kommunen/regionen og DS’ region. Ved Ok13 blev det aftalt, at KL som udgangspunkt ikke længere deltager i forhandlingen, men inden forhandlingen afholdes vil der være et drøftelse af sagen mellem KL og DS’ fællesadministration.
Niveau 3
De centrale parter forhandler – dvs. DS (fællesadministrationen) og KL/Danske Regioner. Hvis der opnås enighed ved de centrale forhandlinger, er løsningen bindende for de lokale parter.
Det er meget sjældent, at parterne ikke bliver enige i en niveau 3-forhandling. Hvis det sker, vurderer et nævn bestående af parterne/en opmand sagen.
Uenighed om resultatlønsaftaler kan ikke videreføres som interessetvister, dog kan de lokale parter anmode overenskomstparterne om at bistå i en ny lokal forhandling.
DS anbefalinger
Det skal naturligvis altid overvejes, om en tur gennem tvistesystemet vil føre til en anden og bedre løsning af konflikten. Omvendt skal du heller ikke altid acceptere ledelsens forslag til løsning, hvis du har gode og saglige argumenter for dine forslag.
Du kan altid i din DS-region få sparring på, om det er en god ide, at gå gennem tvistesystemet.
Generelt kan det siges at gode, saglige og velforberedte argumenter – for eksempelvis for et funktionstillæg – gør de lokale forhandlinger og en eventuel videreførelse nemmere. Det er derfor vigtigt, at du har tydeliggjort begrundelserne for dine standpunkter og gerne har mere end én begrundelse.
DS anbefaler, at der altid udarbejdes et referat af de lokale forhandlinger og særligt i de forhandlinger, hvor man ikke opnår enighed. Det sidste kaldes et uenighedsreferat. I referatet skal begge parters standpunkter fremgå, så uenigheden er beskrevet så tydeligt som muligt.
Retstvister
En anden form for tvister/uenigheder er retstvister. Man taler om en retstvist, når der er uenighed om, hvordan en aftale skal forstås, eller om hvorvidt der er tale om et brud på en lokal aftale. Det er en retstvist, når parterne ikke kan blive enige om, hvordan for eksempel en forhåndsaftale skal forstås. Det samme gælder hvis du som TR vurderer, at arbejdsgiveren har brudt forhåndsaftalen.
Tillidsrepræsentanten skal kontakte DS-regionen, hvis tillidrepræsentanten mener, at arbejdsgiveren bryder en indgået aftale, eller der er uenighed om forståelsen af en aftale. Regionen sender sagen videre til fællesadministrationen i Dansk Socialrådgiverforening, som vurderer, om den skal prøves ved en voldgift.
Kontakt Medlemsservice
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Medlemsservice sidder klar til at hjælpe dig.
Tlf: 70 10 10 99
Telefonerne er åbne:
Mandag: 09.00 - 15.00
Tirsdag: 09.00 - 15.00
Onsdag: 09.00 - 17.00
Torsdag: 09.00 - 15.00
Fredag: 09.00 - 12.00