Høringssvar til første lovforslag til reform af beskæftigelsesindsatsen
Dansk Socialrådgiverforening (DS) har modtaget forslag til ”Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love” i høring, som er de første lovændringer i Beskæftigelsesreformen. DS takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Til
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Vi har en række generelle bemærkninger til lovforslaget og til beskæftigelsesreformen. Dernæst følger bemærkninger til en række af de konkrete forslag til ændringer.
De overordnede bemærkninger
Til trods for at vi deler regeringens ambition om at frisætte beskæftigelsesindsatsen, vil Dansk Socialrådgiverforening med dette høringssvar udtrykke stor bekymring for, at denne frisættelse sker samtidig med meget voldsomme besparelser.
Når kommunernes forpligtelse til at tilbyde ikke-jobparate ledige kontakt og indsats fjernes, samtidig med at en stor del af finansieringen til formålet bortfalder, skaber det en betydelig risiko for alvorlige konsekvenser – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
DS har længe efterspurgt en fornyelse og frisættelse af beskæftigelsessystemet. Mange socialrådgivere oplever i dag, at de hjælper borgere videre mod job eller afklaring på trods af tung lovgivning og overdreven processtyring. Derfor er der et stort behov for et nyt system, som bygger på tillid til både borgere og medarbejdere. Et system, der opleves meningsfuldt og værdigt, og som bygger videre på den solide viden, vi har om, hvordan udsatte ledige bedst hjælpes tættere på arbejdsmarkedet. En sådan frisættelse fordrer dog, at der i kommunerne er tilstrækkelige ressourcer til at ikke-jobparate ledige forsat kan tilbydes indsats og kontakt.
Men de planlagte besparelser på 2,7 mia. kr. frem mod 2030 – svarende til cirka 25 % af beskæftigelsesindsatsen – underminerer netop muligheden for at realisere ambitionerne om en stærk og fagligt kvalificeret indsats, hvor ledige bliver set, mødt og støttet til at udnytte deres potentiale.
DS er særligt bekymret for de ledige, som står med komplekse udfordringer ud over selve ledigheden. Der er stor risiko for, at aktivitetsparate og udsatte borgere og langtidssygemeldte borgere i fremtiden vil stå uden tilstrækkelig støtte i lange perioder, hvilket kan forringe deres chancer for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi frygter en tilbagevenden til en passiv beskæftigelsespolitik, hvor flere ender på langvarig kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension.
Vi er særligt bekymrede for, om de udsatte unge vil blive grebet tilstrækkeligt tidligt og tilbydes en tilstrækkelig intensiv indsats i den fremtidige beskæftigelsesindsats. Det er særligt ungegruppen, som betaler for forenklingen af beskæftigelsesindsatsen, både i form af, at en række rettigheder og indsatser for de unge afskaffes, og i form af, at der spares et meget stort beløb på ungeområdet i den samlede reform.
Den varslede reform kræver derfor tæt politisk opmærksomhed. DS anbefaler, at både det politiske niveau og Beskæftigelsesministeriet nøje følger implementeringen, og at reformens konsekvenser løbende evalueres. Særligt afgørende er det, at der følges med i, om reformen fører til en mere passiv tilgang til de ikke-jobparate ledige, da dette alt andet lige vil føre til længerevarende kontanthjælpsforløb på den korte bane og flere personer på førtidspension på den lange bane. DS bidrager gerne til arbejdet både med implementering og evaluering.
Den gennemgribende reform af beskæftigelsesområdet, som der lægges op til, vil også betyde meget for måden, man som socialrådgiver skal arbejde på, og den rolle sagsbehandlerne får på beskæftigelsesområdet. Den store reduktion i proceskrav til indsatsen og de færre midler til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentor vil betyde, at socialrådgiverne skal arbejde meget mere socialfagligt og være en del af indsatsen. Det er vigtigt, at disse ændringer støttes med opkvalificering af medarbejderne, og at den enkelte socialrådgiver sidder med et sagstal, der afspejler opgaven. [1]
De konkrete forslag
I det følgende vil vi give en række mere konkrete bemærkninger til bestemmelser i det fremsendte lovforslag. I forhold til forslagene om afskaffelse af obligatorisk læse-, skrive- og regnetest, afskaffelse af puljen til uddannelsesløft, og afskaffelse af jobrotation, afskaffelse af den statslige koordination og understøttelse af beskæftigelsesområdet og voksen-, efter- og videreuddannelsesområdet (VEU), afskaffelse af statslige puljer og forslaget om hjælp til virksomhedsindsats og bæredygtighedsrapportering gennem data, vil vi henvise til høringssvaret fra FH.
Dertil vil vi henlede opmærksomheden på de dele af FH’s høringssvar, som omhandler bemærkningerne om ”krav og pligt som erstatning for ret og pligt” samt bemærkningerne om, at flere elementer i sagsforløbet får karakter af proces- eller sagsbehandlingsskridt frem for egentlige afgørelser. Vi er meget enige i FH’s bekymringer.
Kontaktforløb
Reglerne om samtaler med de ledige foreslås ændret. Kravet til antal samtaler for dagpengemodtagere og jobparate ledige harmoniseres, så der fremover stilles krav om minimum fire samtaler inden for de første seks måneder. Desuden reduceres kravet til antallet af samtaler fra de nuværende fire til én samtale inden for de første seks måneder for borgere længere fra arbejdsmarkedet og sygemeldte.
Det vil være muligt for A-kasser og kommuner at undlade et samtaleforløb for 25% af dagpengemodtagere og jobparate ledige. Dog skal alle deltage i første samtale.
Fristen for afholdelse af den første samtale vil for alle (med undtagelse af personer i jobafklaringsforløb) være indenfor de første 2 uger.
Der vil for alle målgrupper være en ret til jobsamtaler med kommunen i hele forløbet, når personen vurderer at have behov for det og anmoder herom.
DS kan bakke op om intentionen om at gøre reglerne om samtaleforløb med ledige enklere, mere fleksible og mere ens mellem målgrupper. DS er imidlertid også meget bekymret for den meget store reduktion, der er i den kommunale forpligtelse til at være i kontakt med aktivitetsparate og sygemeldte ledige, samt de store reduktioner i antal samtaler, som er forudsat i reformen. Risikoen for, at kommunerne grundet de store besparelser vil foretage en massiv nedprioritering af den kontakt og de indsatser, som de tilbyder udsatte ledige, er stor. Dette vil betyde, at de overlades til sig selv, og at deres vej tilbage til beskæftigelse forringes.
Når kommunernes forpligtelse til at være i kontakt med de ledige og tilbyde dem hjælp svækkes, bliver det yderst vigtigt, at den årlige afklaring i den nye beskæftigelseslovgivning får substans, og at den bliver de aktivitetsparate lediges garanti for et hjælpsomt kontaktforløb og indsatser, der kan hjælpe dem i beskæftigelse og udvikling.
Det er positivt, at der indsættes bestemmelser om, at alle ledige har ret til jobsamtaler i hele forløbet. DS mener, at det bør være en kommunal forpligtelse tydeligt at gøre den ledige opmærksom på disse rettigheder, og denne forpligtelse bør skrives tydeligt frem i lovgivningen.
Sygemeldte fra beskæftigelse ud af kommunen
Det foreslås, at kommunen i forhold til sygemeldte i et ansættelsesforhold, der forventes at blive raskmeldt senest inden udgangen af 26. uge, ikke skal følge op med henblik på at understøtte, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet. Dette med mindre den sygemeldte eller arbejdsgiver ønsker det.
Kommunen skal fortsat vurdere den sygemeldtes uarbejdsdygtighed. Kommunen vil derfor kunne kontakte den sygemeldte i forbindelse med kommunens løbende vurdering af den sygemeldtes uarbejdsdygtighed samt revurdere den sygemeldtes ret til sygedagpenge, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt. Kommunen kan desuden beslutte, at den sygemeldte skal deltage i opfølgning, uanset at sygemeldte forventes at blive raskmeldt senest inden udgangen af 26. uge.
Det foreslås også, at visitationskategorierne 1 og 2 afskaffes.
DS kan følge intentionen om et mere fleksibelt kontaktforløb til sygemeldte. Mindre kontakt til sygemeldte i beskæftigelse kan give god mening i nogenlunde forudsigelige forløb, som fx et benbrud. Men rigtigt mange forløb med sygemeldte er langt fra så enkle, og DS kan være meget bekymret for, hvordan de foreslåede bestemmelser vil fungere i praksis. Herunder hvordan reaktionen på en kommunal henvendelse vil blive forstået og mødt, når det ikke længere er et lovkrav.
Det bliver en vanskelig faglig opgave at vurdere, hvilke sygemeldinger, der kræver en opfølgning. Det bliver også en overordentlig vanskelig opgave at ’indhente’ en sag, som alligevel ikke udvikler sig forudsigeligt inden for de fastsatte frister i sygedagpengereglerne, da fristen for en vurdering om forlængelse fortsat er 22 uger.
Fastholdelse af sygemeldte i beskæftigelse er en kerneopgave i jobcentrene i dag i samarbejde med A-kasser, faglige organisationer og arbejdsgivere, som er med til at forebygge, at sygdom fører til ledighed. Her er beskæftigelsesindsatsens vejledning om mulighederne for fastholdelse ofte afgørende. Det forudsætter, at vejledningen ikke kommer for sent i forløbet. Det er både for de sygemeldte, virksomhederne og for samfundsøkonomien vigtigt, at der ikke sker en afvikling, men en udvikling af den tidlige og fastholdende indsats for sygemeldte.
DS mener, det ville være hensigtsmæssigt, at den lovgivningsmæssige forpligtelse til en første kontakt til den sygemeldte og arbejdsgiver fastholdes, så evt. støttebehov kan afdækkes. DS vil også foreslå, at lovgivningen understreger borgers ret til at vejledes om og modtage fastholdende og kompenserende indsatser. Det er vigtigt, at der kommunalt er afsat ressourcer til de forebyggende og fastholdende tiltag.
Mere fleksible tilbud
Det foreslås, at kommunerne fremover skal give tilbud til dagpengemodtagere og job- og uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere inden for de første 6 måneders ledighed. Det foreslås, at der skal være krav om, at kommunerne skal give mindst et tilbud til mindst 75 pct. af disse personer.
Derudover vil der lovgivningsmæssigt ikke være krav om yderlige tilbud til ledige. Hermed afskaffes kravene om kontinuerlige tilbud til kontanthjælpsmodtagere, som er under 30 år uden uddannelse, og kravene om tilbud til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. For aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere vil kommunen skulle give tilbud i det omfang, som personen har behov for det.
Øvrig vejledning og opkvalificering vil fremover kunne indgå i kravene om tilbud til alle målgrupper. Kravet om, at et tilbud skal have en varighed på to uger, fastholdes.
Tilsvarende forslagene om mindstekrav til samtaler er DS meget bekymret for, om de manglende kommunale forpligtelser overfor udsatte ledige vil betyde, at der ikke er en kontakt og ydes en indsats for at hjælpe disse mennesker i udvikling og tættere på arbejdsmarkedet. Vi kan have en stor bekymring for, at udsatte ledige vil få en meget forskellig indsats, som bliver mere afhængig af den kommunale prioritering og økonomiske formåen end af den enkeltes behov. Vi ved, at det er en tæt, vedholdende og tværfaglig indsats i samarbejde med borgeren, der skaber resultater.
Vores bekymring er særlig stærk, når det gælder de unge. Med lovforslaget forsvinder den kommunale forpligtelse til den tætte kontakt med og hyppige tilbud til de unge.
DS støtter Ungeløftet og ser meget positivt på perspektiverne i fx IPS-indsatser for ungegruppen. Men vi mener ikke, at denne indsats er tilstrækkelig set i lyset af, at vi som samfund har en meget stor opgave, der skal løftes i forhold til de unge, som har problemer med at finde fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
DS mener, at indsatsen over for unge bør gøres meget mere forpligtende. Dette kunne ske ved en massiv udvidelse af den Kommunale Ungeindsats (KUI), hvor der i så fald bør tildeles flere beføjelser, og hvor målgruppen udvides til 30 år. Konkret foreslår DS en samlet ungelov i regi af Beskæftigelsesministeriet med redskaber til en helhedsorienteret indsats for unge.
Afskaffelse af ressourceforløb og -ydelse
Med lovforslag afskaffes ressourceforløb og ressourceforløbsydelsen. Ressourceforløb kan efter lovens ikrafttræden 1. februar 2026 ikke bevilliges, men borgere, der er på ordningen, vil kunne fortsætte og afslutte deres ressourceforløb og på ressourceforløbsydelse.
Afskaffelse af ressourceforløbsydelsen betyder, at borgere fremadrettet skal fortsætte på hidtidig ydelse, hvilket vil får økonomiske konsekvenser for de personer, som grundet ægtefælle eller formue fremadrettet ikke vil være berettiget til at modtage kontanthjælp. Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats skønnede, at 1700 fuldtidspersoner ville ende uden en ydelse.
Det er vores vurdering, at ressourceforløbene har fungeret forskelligt i forskellige kommunale set ups. Men i alt for mange tilfælde har forløbene ikke i tilstrækkelig grad sikret en hensigtsmæssig udvikling eller afklaring af de lediges arbejdsevne. Og der er eksempler på meget lange forløb, der ikke har hjulpet borgeren. Derfor kan DS tilslutte sig, at ressourceforløbene afskaffes som et led i en ønsket forenkling af beskæftigelsesindsatsen.
Men en afskaffelse af ressourceforløbene ændrer ikke ved borgernes behov for støtte og afklaring, og det er derfor overordentligt vigtigt, at der i den fremtidige beskæftigelsesindsats er rammer, der sikrer, at borgerne ikke efterlades uden støtte eller krav:
– Det skal fremgå af beskæftigelseslovgivningen, at borgeren har ret til en koordineret, tværfaglig og helhedsorienterede indsats.
– Der skal igangsættes et nationalt arbejde med en overordnet systematik, der kan støtte vurdering af arbejdsevnen og sikre en mere ensartet kvalitet i alle kommuner. Dette kunne ske ved at genindføre arbejdsevnebekendtgørelsen i en ny og forbedret form.
– Der bør indføres en ny mulighed i beskæftigelsesindsatsen, udviklingsfleksjob, som et redskab til at afklare arbejdsevnen hurtigere og mere smidigt. Udviklingsfleksjobbet skal kunne tilkendes, selvom arbejdsevnen ikke er endelig afklaret, og uden at alle behandlingsmuligheder er afprøvet.
DS gør opmærksom på, at det er yderst problematisk, at afskaffelsen af ressourceforløbsydelsen vil få den konsekvens, at en større gruppe borgere ikke vil være berettiget til en ydelse. Det vil vanskeliggøre socialrådgivernes arbejde med at hjælpe mennesker tættere på arbejdsmarkedet betydeligt, når deres forsørgelsesgrundlag bliver væsentligt dårligere.
Særlig støtte
Særlig støtte, som allerede ved kontanthjælpsreformen er afskaffet for modtagere af kontanthjælp, forslås helt afskaffet som ordning. Dette vil betyde, at modtagere af sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalideringsydelse, samt modtagere af ledighedsydelse fra 1. juli 2026 ikke længere vil kunne bevilges særlig støtte. Hvis man inden den 30. juni har fået særlig støtte udfases ordningen endeligt den 29. juni 2029.
DS har tidligere udtrykt stor bekymring for konsekvenserne af, at det per 1. juli 2025 ikke vil være muligt at give særlig støtte til mennesker på kontanthjælp. Det er vores bekymring, at borgere og familier sættes i nogle overordentlige vanskelige situationer, som skaber unødige sociale problemer – herunder hjemløshed – og vil forværre deres udsigter til en tilknytning til arbejdsmarkedet. Denne bekymring gør sig i endnu højere grad gældende, når ordningen afskaffes helt. DS mener derfor, at man som minimum bør afvente erfaringerne fra afskaffelse af særlig støtte til kontanthjælpsmodtagere, før man afskaffer ordningen helt.
Afskaffelse af revalidering
Det foreslås, at revalideringsordningen udfases, og at der ikke længere vil være tilgang til ordningen efter lovens ikrafttræden. Revalideringsydelsen vil tilsvarende blive afskaffet. Borgere, der har fået bevilliget forrevalidering og revalidering inden lovens ikrafttræden, kan gennemføre deres forløb.
DS mener, at forslaget om at afskaffe revalideringsordningen er meget problematisk.
Der er både et individuelt og et samfundsmæssigt behov for gode muligheder for
omstillinger i arbejdslivet på et rimeligt forsørgelsesgrundlag. Og undersøgelser viser [2], at der er god effekt af indsatsen. DS så gerne, at revalideringsordningen blev styrket, fremfor at den afvikles.
[2] Revalidering kan blive en investering – Cabi
Afskaffelse af ret til mentor ved overgang til uddannelse
Det foreslås, at retten til mentor i forbindelse med overgangen til uddannelse ophæves, da uddannelsesparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år uden uddannelse vil skulle omfattes af de samme regler som andre kontanthjælpsmodtagere. Det vil dog være muligt at bevilge mentorstøtte fortsat.
DS mener, at de unges ret til mentor bør fastholdes. Vi ved, at mange af de unge har problemer med at fastholde deres uddannelsesforløb, har flere skift i uddannelse og ofte har behov for særlig støtte under uddannelse, hvorfor ret til mentor er et vigtigt redskab.
Afskaffelsen af ret til mentor er et eksempel på, at de unge uddannelsesparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i fremtidens beskæftigelsesindsats efterlades uden en ret til og sikkerhed for en intensiv indsats, hvilket DS finder meget problematisk. Det er helt centralt, at vi ikke taber de unge, men derimod sætter massivt ind for at sikre dem uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse. En stor andel af de unge har brug for denne støtte, fordi de har problemer ud over ledighed. Mange har en kompliceret livshistorie bag sig, f.eks. med anbringelse i barndommen, afbrudt skolegang og/eller psykiske lidelser.
Afskaffelse af kravet om jobcentre og kommunal frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen
Det nuværende krav om, at den kommunale beskæftigelsesindsats skal være samlet i et lokalt jobcenter med en bestemt visuel identitet afskaffes. Hermed vil det være frit for kommunen, hvordan de organiserer deres beskæftigelsesindsats. Der vil være krav til kommunerne om, at de skal etablere én virksomhedsindgang til den kommunale beskæftigelsesindsats.
DS kan støtte, at kravet om jobcentre ophæves, da dette vil give kommunerne bedre mulighed for at organisere indsatsen mere tværsektorielt. DS havde gerne set, at man med reformen havde stillet krav om en mere tværsektoriel og helhedsorienteret organisering og indsats for borgere med problemer ud over ledighed.
DS mener også, at der bør være en kommunal forpligtelse til én indgang for borgere, der søger støtte i forhold til deres beskæftigelse.
Fri organisering af den tværfaglige indsats og afskaffelse af rehabiliteringsteams
Det foreslås, at kravet om, at kommunen skal oprette et rehabiliteringsteam, der skal afgive indstilling, inden kommunen kan træffe afgørelse om fleksjob, førtidspension m.v. afskaffes. Dette betyder, at det fremover vil være op til kommunerne at tilrettelægge den tværfaglige koordinering af samarbejdet om indsatsen for personen på tværs af forvaltninger, så de rette fagligheder inddrages i bl.a. sager om førtidspension og fleksjob.
Afskaffelse af rehabiliteringsteams ændrer ikke på borgerens ret til medvirken og til at blive inddraget i sagens behandling. Det fremgår tillige, at den samlede beskrivelse, der skal laves, skal være svarende til rehabiliteringsplanens forberedende del, og at betingelserne for at få tilkendt fleksjob eller førtidspension ikke afviges.
Reglerne om rehabiliteringsteams har været forvaltet meget forskelligt kommunalt. Nogle steder har det været en sikring af et helhedsorienteret blik på borgerens situation og understøttet meningsfuld faglig praksis. Andre steder har det fungeret som et unødigt bureaukratisk tungt benspænd for fremdriften i sagerne. Set i det lys kan DS tilslutte sig en afskaffelse af rehabiliteringsteams og se fordelen ved, at kommunerne kan sammensætte det tværfaglige team efter de konkrete behov hos borgeren. Det er dog helt afgørende, at lovgivningen på anden vis sikrer borgerens ret til at blive mødt med en helhedsorienteret indsats.
Vi gør desuden opmærksom på, at afskaffelsen af rehabiliteringsteams ikke er en løsning på den kritik, der har været rejst om lange og uværdige forløb for nogle borgere, som har været under afklaring om arbejdsevne.
Det er DS’ anbefaling, at ministeriet i forbindelse udmøntningen af bestemmelserne i beskæftigelsesreformen tager initiativ til, at der iværksættes et arbejde med en overordnet systematik, der kan støtte vurdering af arbejdsevne og sikre en mere ensartet kvalitet i alle kommuner, som nævnt under bemærkningerne til afskaffelse af ressourceforløb. Herunder at det fra centralt hold foldes ud, hvad det faglige grundlag for en arbejdsevnevurdering er, og hvilke elementer man skal forholde sig til ved tildeling af fleksjob og førtidspension.
Afskaffelse af skærpet tilsyn
Det foreslås, at det skærpede tilsyn afskaffes, og at den nuværende lovbestemte, statslige opfølgning på kommunernes afholdelse af samtaler og tilbud ophører den 1. februar 2026. Den konkrete model for den nye resultatbaserede opfølgning, der skal erstatte skærpet tilsyn, forventes at være med i den anden del af beskæftigelsesreformen.
DS bakker op om afskaffelsen af det skærpede tilsyn. Vi synes, at det er meget positivt, at fokus i beskæftigelsesindsatsen fremover vil være på resultater frem for proces. I det nuværende system er fokusmålene i alt for høj grad blevet det, der styres efter, og det giver i mange tilfælde ikke mening. Med en afskaffelse af fokusmålene får kommunerne i langt højere grad mulighed for at styre indsatser efter resultater og efter det, som giver mening for borgerne.
Det er dog fortsat vigtigt, at der er en politisk og national opmærksomhed på udviklingen af beskæftigelsesindsatsen – og vi ser derfor frem til udformningen af den resultatbaserede opfølgning.
Ensartet sundhedsfaglig rådgivning og vurdering
Der foreslås en række initiativer, der skal klargøre kommunens forpligtelse til at anmode om sundhedsfaglig rådgivning fra en sundhedskoordinator fra klinisk funktion – herunder betingelserne for at fravige dette, samt det samarbejde, der kan fremme den sundhedsfaglige rådgivning.
Den sundhedsfaglige vurdering er et element i vurderingen af arbejdsevnen, som er en helt central opgave for socialrådgiverne. En ensretning af den sundhedsfaglige vurdering kan bidrage til, at rammerne for arbejdsevnevurderingen – jf. bemærkningerne til afskaffelse af rehabiliteringsteams – får mere ensartet kvalitet på tværs af kommuner, og forløbet bliver mere gennemskueligt for borgeren. DS mener imidle, at mulighederne for at fravige sundhedsfaglig rådgivning fra en sundhedskoordinator fra klinisk funktion skal være vide. I mange tilfælde vil det være langt mere relevant og borgerinddragende at samarbejde med borgerens egen læge/behandlende læge. Sundhedskoordinatorerne fra klinisk kender ikke de enkelte borger, men vurderer og udtaler sig på et generelt grundlag. Deres rådgivning er omkostningstung og kan være et forsinkende ekstra led i sagsbehandlingen.
Fastsættelse af regler om anvendelse af kunstig intelligens og Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og AI-forordningen
Det foreslås, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse, hvor der bl.a. vil blive fastsat regler om, at STAR kan anvende kunstig intelligens til at forbedre det digitale match mellem borgere og virksomheder på Jobnet, og at der kan stilles syntetiske data til rådighed for private leverandører og forskere til test og udvikling af nye digitale løsninger på beskæftigelsesområdet, samt at der kan udvikles redskaber i form af “AI-assistenter”.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil også sikre, at der bliver fastsat regler om, at kommunerne fremover vil kunne udvikle og anvende kunstig intelligens eller lignende digitale løsninger til at understøtte kommunernes sagsbehandling i beskæftigelsesindsatsen. Dette kunne f.eks. være tilrettelæggelse af sagsakter i form af autogenererede resuméer af borgersager m.v., strukturering af informationer, herunder om bl.a. borgeres forløb eller autogenererede referater fra samtaler med borgere.
DS kan tilslutte sig, at der skabes klare retningslinjer for brugen af AI i beskæftigelsesindsatsen, da der i flere jobcentre allerede laves udviklingsarbejde med henblik på en fremtidig anvendelse af AI. Det er dog helt centralt, at AI aldrig må erstatte den socialfaglige vurdering.
DS mener, at AI rummer store potentialer i forhold til at understøtte sagsarbejdet og den socialfaglige vurdering. Behovet for en kvalificeret socialfaglig vurdering bliver ekstra vigtig, når det kommer til at vurdere de AI-genererede produkter og borgerens sag. DS mener, at det både kræver en opkvalificering af medarbejderne i brugen af AI, og at anvendelsen af AI forudsætter, at sagsbehandleren har en socialfaglig grunduddannelse og arbejdserfaring. DS mener derudover, at det er vigtigt at inddrage medarbejderne i forbindelse med, at man udvikler og implementerer
AI-værktøjer i sagsarbejdet.
DS mener, at AI tillige har potentialer i forhold til at styrke borgerperspektivet i beskæftigelsesindsatsen.
DS vil anbefale, at lovgivningen fastlægger nogle grundlæggende principper for anvendelsen af AI i beskæftigelsesindsatsen:
Transparens: Borgeren skal altid informeres skriftligt om, at AI har indgået i sagsbehandlingen, og hvilken rolle AI har haft.
Socialfaglig forankring: Det indskrives, at AI kan understøtte – men ikke erstatte – en faglig vurdering baseret på uddannelse og erfaring.
Medarbejderinddragelse: Udvikling og implementering af AI-værktøjer skal ske i tæt dialog med de medarbejdere, der skal anvende dem.