Både bekymring og business as usual på jobcentrene

– Selvfølgelig er vi alle sammen bekymrede. Det hænger som en sort sky over os, at man vil lukke jobcentrene, men det er så vagt beskrevet og med så mange usikre parametre, at vi ikke ved, hvad der sker. Og så længe vi kan udføre den indsats, som giver mening for borgerne og stadig have en oplevelse af at kunne hjælpe dem, så betyder det mest.

Det siger Mette Brix, faglig koordinator i Gribskov Kommunes Jobcenter og formand for beskæftigelsesfaggruppen i Dansk Socialrådgiverforening. Hun ville gerne kunne berolige medarbejderne og sine socialrådgiverkollegaer, men det er ikke muligt med den nuværende uvished, oplever hun.

– I stedet prøver jeg ikke at være sortseer, men se på, hvordan vi håndterer situationen bedst muligt, fortsat etablerer forløb, som giver mening både for dem, som udfører dem og for borgerne, Ser på, hvordan vi laver gode arbejdsgange osv. Andet kan vi jo ikke gøre – udover at holde fast i, at vi ved, at vi gør et godt stykke arbejde for borgerne, som får afklaret deres forsørgelse. Men selvfølgelig er det da både usikkert og bekymrende for os alle sammen ikke at vide, hvad der skal ske.

Har lært at have is i maven

Det er stort set de samme tanker, som fylder hos Susanne Rudkjær Nielsen, leder af Ydelser og Borgerservice i Glostrup Kommune. Selvom hun ikke er placeret direkte i orkanens øje i jobcentret, er hun tæt på og sidder også i ledergruppe med kollegaerne fra beskæftigelsesområdet.

– Jo, vi er også bekymrede, men vi prøver at skabe ro hos medarbejderne ved at holde fast i at gøre det, vi kan – og vide, at vi gør det godt. Samtidig kan jeg også mærke en vis pragmatisk holdning. Jeg har arbejdet i jobcenterregi i alle mine år som socialrådgiver – og var også med, da jobcentrene opstod i 2007. Der har i tidens løb været mange forandringer og ønsker om at gøre tingene anderledes, så vi er nødt til at kunne have is i maven og sige: ”Lad os nu vente og se, hvad der sker”. Vi sidder på et område, som altid har været omtumlet, siger Susanne Rudkjær Nielsen og nævner Ydelseskommissionen som eksempel:

– Man nedsatte i sin tid en kommission til at se på alle ydelser, og den arbejdede i nogle år, hvor vi troede, at nu ville alt blive lavet om. Men så fik vi ny regering, kommissionen blev nedlagt, og siden har vi aldrig hørt mere til det, siger hun og fortsætter:

– Når det er sagt, kan der godt være en vis fornuft i at se på, hvem der skal tage sig af hvilke borgere. At A-kasserne måske er tættere på deres medlemmer, mens de jobparate, som ikke er på dagpenge, skal håndteres af nogle andre. Og at den gruppe af aktivitetsparate, som ikke bare kan sendes i arbejde, måske har brug for et helt andet tilbud af mere social karakter.

Krystalkuglen er fuldstændig uklar

Så selvom hun og kollegaerne i ledergruppen kigger ind i en ”fuldstændig uklar krystalkugle”, som Susanne Rudkjær Nielsen udtrykker det, evner de at hæve sig op og se på området med et større blik, synes hun.

– Vi diskuterer bl.a. tendenser i verden, som kan påvirke vores område: Verdensmål som værdighed og bæredygtighed, globalisering overfor individualisering osv. Og vi ved, at udviklingen har det med at gå i bølger frem og tilbage, så måske ender vi med noget, vi har prøvet før. Vi ved i hvert fald, at jobcentrene fungerer langt bedre end deres rygte. Og vi ved også, at der fortsat vil være borgere, som har brug for hjælp til at komme i arbejde. Så spørgsmålet er, hvor meget man i virkeligheden kan lave om? Det er nogle af de store linjer, vi kan trække op for medarbejderne, når de giver udtryk for, at de har ondt i maven over det, der sker, siger Susanne Rudkjær Nielsen og konstaterer:

– Personligt er jeg hverken bange for udvikling eller afvikling. Det ville bare være så ærgerligt, hvis de lukkede noget, de ikke helt ved, hvordan fungerer.

Vi skal ud på den anden side – sammen

Mette Brix og hendes kollegaer i Gribskov Kommune er lige nu mest optaget af fortolke den nyeste lovgivning på området for vejledning og opkvalificering og oversætte den til praksis for medarbejderne.

– Her er det gået op for nogle, at de nye regler får konsekvenser for den måde, vi arbejder på, og hvad vi kan tilbyde borgerne. I praksis betyder det, at vi nok kommer til at skulle sige mere nej til tilbud og indsatser end tidligere. Det kan skabe utilfredshed hos både medarbejdere og borgere. Så det fylder lige nu hos os og er svært at håndtere, fordi vi ikke har fået fælles retningslinjer, som kommunerne kan rette sig efter. Det er faktisk dybt kritisabelt, mener jeg, fordi vi famler i blinde, og vi er nok ikke de eneste.

Så, reflekterer Mette Brix, selvom det kan være sundt af og til at kaste et friskt blik på, hvorfor man fx bevilger visse forløb, eller mere overordnet hvordan hele beskæftigelsesindsatsen er organiseret, så påvirker det alle i systemet både at modtage kritik og trusler om lukning.

– Min tilgang er at prøve at løfte blikket og sige: Vores arbejde bliver ved med at bestå. Der vil stadig blive stillet krav til ledige borgere på kontanthjælp. Og som gammel tillidsrepræsentant ved jeg også, at det hjælper at have en positiv vinkel på og prøve at få det bedste ud af tingene, finde løsninger sammen, så vi stadig kan gå glade på arbejde og udføre det, som giver mening for os og borgerne. Vi er nødt til at rykke sammen i bussen og bakke hinanden op, så vi sammen kommer ud på den anden side. Det er meget værdifuldt for mig.