Ny podcast fra DS: Faglig inspiration til dig
Social Puls er Dansk Socialrådgiverforenings nye podcast om faglighed, arbejdsliv og de sociale tendenser, der former socialrådgivernes hverdag. I hver episode inviterer vært og socialrådgiver Lotte Andersen forskere, eksperter og praktikere i studiet til samtaler om emner, der er tæt på hverdagen i faget.
Episode 2: Sådan gør du dine livserfaringer til en faglig styrke
Din egen historie følger med ind i mødet med borgeren. Spørgsmålet er, hvordan du bruger den fagligt.
Vært Lotte Andersen taler med sociolog og forfatter Lene Ingemann Brandt og socialrådgiver og praktikvejleder Emilie Rasmussen om sammenhængen mellem livserfaringer, selvindsigt og faglig dømmekraft.
Lyt med, og bliv klogere på:
- dine faglige styrker og blinde vinkler
- dine reaktioner i mødet med borgeren
- autoetnografi som redskab til faglig refleksion
Du får personlige fortællinger og konkrete perspektiver på, hvordan du kan bruge din egen historie mere bevidst i dit arbejde.
Episode 1: Når arbejdet sætter spor: Sådan yder du psykisk førstehjælp
Vold, trusler og andre belastende hændelser kan sætte sig både fysisk og psykisk. Men med den rette støtte kan du og dine kolleger komme bedre igennem det, der rammer.
I denne episode møder du psykolog og forfatter Rikke Høgsted, som giver dig viden om psykisk førstehjælp og betydningen af et stærkt kollegialt fællesskab.
Lyt med, og bliv klogere på:
- hvordan du opdager tegn på belastning hos dig selv og dine kolleger
- hvordan du konkret rækker ud og støtter en kollega
- hvorfor fællesskabet kan være afgørende efter en voldsom oplevelse
Du får konkrete råd og praksisnære eksempler, som kan hjælpe jer med at passe bedre på hinanden, så ingen står alene, når arbejdet rammer.



