socialt udsatte unge i samme aldersgruppe. Vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier

Til

Social- og Integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) skal takke for tilsendelsen af forslaget til ændring af vejledningen om særlig støtte til børn, unge og deres familier med baggrund i overgrebspakken og lovændringerne L107, L140 og L141.

Vejledningens størrelse og overskuelighed

Vejledningen er efterhånden blevet så stor, detaljeret og uoverskuelig, at den oprindelige ide med at samle en række mindre vejledninger i en enkelt, samlet vejledning i værste fald bliver kontraproduktiv. Man bør overveje, om nogle elementer i vejledningen kan flyttes over i mindre vejledninger, pjecer eller andre steder, så selve hovedvejledningen kan ’aflastes’ og blive lettere at overskue. Man bør også overveje, om der kan luges ud i de mange gentagelser, som vejledningen i et i øvrigt prisværdigt forsøg på at være grundig og entydig har.

Betydningen af samarbejdet med forældrene

Lovgivningen har i de seneste år understreget hensynet til barnets bedste frem for hensynet til forældrene. Dansk Socialrådgiverforening er enig i at fastholde denne prioritering. Imidlertid oplever vi, at det flere steder i de nye afsnit i vejledningen har ført til, at samarbejdet med forældrene glider uforholdsmæssigt i baggrunden, og at betydningen af dette samarbejde dermed fremstår svagere i vejledningen. Det kan i værste fald føre til, at der ikke kommer fokus på at etablere det samarbejde med forældrene om sagen, der faktisk i langt de fleste sager er muligt. Det ville være til skade for barnet, der absolut har bedst af, at de voksne omkring det kan samarbejde så konstruktivt som overhovedet muligt om det, der skal ske med det.

Vi ser denne tendens f.eks. i afsnit 77, hvor det det blot nævnes, at det kan være en fordel at få forældrene til at forstå, hvorfor man har valgt at underrette. Det burde nok snarere være udgangspunktet, som kun fraviges, når der er særlig grund til det. F.eks. ved mistanke om overgreb.

I afsnit 82 midt på side 48 er der slettet et afsnit, som fremhæver, at kommunen skal være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis der skal iværksættes undersøgelser og lignende. Det er der for os at se ingen grund til at slette, det er et vigtigt opmærksomhedspunkt.

I afsnit 83 fylder den mulighed, at en børnesamtale kan gennemføres uden forældrenes medvirken og samtykke, også meget, og betydningen af et godt forældresamarbejde og muligheden for at realisere det omtales kun allersidst i afsnittet.

Vi kan også nævne afsnit 307, som indledes med en bemærkning om, det overordnede princip om, at undersøgelsen så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med forældrene gælder. Men resten af punktet drejer sig så om muligheden for at gennemføre samtalen uden forældrenes samtykke.

Omvendt er der i afsnit 275 en god beskrivelse af inddragelsen af familiens og netværkets viden om barnet og af, hvad der kan opnås til barnets bedste ved at inddrage de ressourcer, de har. Afsnittet understreger dermed hvilket potentiale, der kan være i at få et konstruktivt samspil med forældrene og barnets netværk i øvrigt, uanset at der i nogle tilfælde ikke er meget lidt eller slet intet at bygge på, og at der i nogle tilfælde kan være god grund til at handle uden forældrenes samtykke og måske endda på trods af deres ønsker.

Alt i alt mener vi, at vejledningen skal afspejle, at det er vigtigt så langt, det overhovedet er muligt, at etablere et konstruktivt forhold til forældrene, fordi det er til barnets bedste, og det skal også stå klart, at det faktisk i langt de fleste tilfælde er muligt at opnå et sådant forhold. Det kan sagtens slås fast, selvom de seneste lovændringer præciserer, hvornår det er muligt at afholde børnesamtaler og gennemføre undersøgelser uden forældrenes samtykke og tilstedeværelse.

Evidensbaserede familieprogrammer

I vejledningens afsnit 430-435 er termen ’evidensbaserede familieprogrammer’ indsat som et generelt begreb i stedet for det tidligere ’forældreprogrammer’. Det betyder, at man går fra en relativt åben formulering om, at der kan tilbydes en vifte af forældrerettede programmer, til en meget mere afgrænset formulering om, at der skal arbejdes med nogle specifikke programmer eller metoder, der er fastlagt efter en særlig norm.

Dansk Socialrådgiverforening finder den ændring problematisk og med en usikker begrundelse.

Det fremstår nærmest som om, der er lovgivet om obligatoriske metoder. Det er der ikke. Kommunerne har stadig ret til selv at lægge en fagligt skøn og ud fra det vælge de metoder, de vil benytte i børne- familiearbejdet. Afsnit 430 indledes med en formulering om, at kapitlet beskriver ”reglerne for anvendelse af evidensbaserede familieprogrammer”. Sådanne regler findes ikke, de er ikke fastlagt ved lov eller bekendtgørelse, og derfor kan vejledningen heller ikke skrives, som om det er tilfældet.

Ydermere viser de nævnte afsnit, at der ville være et svagt grundlag for en sådan lovgivningsmæssig fastlæggelse af metoder. Det er således meget usikkert, hvad der menes med ’evidensbaserede’. I afsnit 434 forsøges en definition af evidensbaserede metoder, som ikke forekommer konsistent ift. den normale forskningsbaserede definition. Der er således stor forskel på, om metoden skal være ”godt beskrevet”, som det er formuleret, eller om den skal være testet ved randomisrede, videnskabelige forsøg. Det forekommer også noget upræcist at skrive, at der er foretaget ”cost-benefit”-analyser på ”en række af programmerne” – er en cost-benefit-analyse således en forudsætning for, at man kan tale om evidensbaserede metoder, eller er det bare noget, nogle metoder har? Og hvad skal denne analyse vise, for at de kan anvendes? Hvilket resultat af cost-benefitundersøgelsen kan kvalificere til betegnelsen ’evidensbaseret’? Ud over denne noget usikre definition er der i afsnit 435 formuleringer, der gør den indholdsmæssige beskrivelse af ”evidensbaserede familieprogrammer” mildest talt tynd. Der står således, at de ”ikke har et fast defineret indhold, men de vil ofte have karakter af et kursusforløb eller en konkret indsats i familien”. Et sådant program vil ”lægge vægt på rådgivning og supervision om forældrerollen, samt på hvordan den unge og dennes netværk kan inddrages i indsatsen.” Der er ikke ret meget familiearbejde, der ikke vil kunne puttes ind i den indholdsbeskrivelse, det er umuligt at afgrænse det til en særlig gruppe af ”evidensbaserede familieprogrammer”.

Dansk Socialrådgiverforening ser ændringen i de nævnte afsnit som et forsøg på at presse ’evidensbaserede metoder’ ind i vejledningen ud over, hvad der er formelt grundlag for at gøre, og uden at kunne præcisere, hvad det er for programmer, og hvad de særligt indeholder. Det forekommer os mere redeligt og klogere at fastholde den hidtidige tekst, der taler bredere om ’forældreprogrammer’ (det kan godt udvides til at hedde ’familie- og forældreprogrammer’), og som henviser til det arbejde, der foregår i Socialstyrelsen med at teste og udbrede gode metoder, som så kan blive valgt til af kommunerne, når de har vist, at de står distancen i den daglige praksis.

Adgangen til lukkede familier

Dansk Socialrådgiverforening har tidligere påpeget, at formuleringerne om, hvad der skal til, for at man kan skaffe sig adgang til en families hjem uden samtykke, er for kortfattede og for lidt afklarende som hjælp til de kommuner, der skal beslutte at gøre det. Vi mener stadig, at det er tilfældet. I afsnit 299 står der således som uddybning på formuleringen, at ”forældrene har modarbejdet” en lempeligere løsning uden tvangsmæssig adgang, at en sådan kan ske, hvis der forgæves har været aftalt flere hjemmebesøg, eller hvis forældrene flere gang ikke har lukket døren op. Dansk Socialrådgiverforening er enig i, at der er situationer, hvor tvangsmæssig adgang er den eneste mulighed, men vi mener, at forudsætningerne for en så alvorlig overskridelse af privatlivets fred bør beskrives mere præcist og informativt. Der er behov for stor klarhed i så betydningsfulde afgørelser.

Handlekommune for kvinder og børn på krisecentre

Afsnit 126 beskriver handlekommuneansvaret for kvinder og deres børn på krisecentre. Vi er i tvivl, om det sker tilstrækkelig tydeligt. Socialrådgivere på krisecentrene erfarer stadigt oftere, at kommunerne ikke kan blive enige om, hvem der er handlekommune og dermed har betalingsansvaret. Vi tror ikke, at den ret kortfattede og ikke særligt klare formulering i afsnit 125 vil løse det problem. Vejledningen bør være meget tydelig og letforståelig, fordi de situationer, hvor kommunerne ikke kan blive enige om handleansvaret, er særdeles belastende for kvinderne og deres børn, som i lang tid kan svæve i uvished om handlekompetence og især betalingsforholdet, mens kommunerne slås om, hvor ansvaret ligger. I værste fald – det er der konkrete eksempler på – med Ankestyrelsens mellemkomst.

Tid til børnesamtalerne

I afsnit 313 er der slettet nogle linjer sidst i afsnittet, der fastslår, at det er vigtigt, at børnene og de unges egen mening kan komme til udtryk gennem en samtale, og at der bør afsættes ”den fornødne tid” til sådanne aftaler, også ift. mindre børn. Vi er helt uforstående overfor, at disse linjer er slettet. Et af de store problemer ift. børnesamtalerne er netop, at der ofte er alt for lidt tid til dem, så der er al mulig grund til at fastholde den tidligere vejledning til kommunerne. De pågældende linjer skal muligvis ikke stå i afsnit 313, men de vil så i stedet med fordel kunne flyttes til afsnit 306 eller 307.

Bisidder til børn og unge

Dansk Socialrådgiverforening mener generelt, at afsnittene 407-411 om bisidder til børn og unge er formuleret godt, så det er tydeligt, hvad der er meningen med lovændringen om bisidder. Vi mener dog, at der er grund til at spørge, om Børns Vilkår er den eneste aktør, som kan levere ansvarlige eller måske endda professionelle bisiddere, som det fremgår af afsnit 407 og 408? Er der ikke andre, der kan det? Eller vil kunne det i fremtiden? Er den eksplicitte henvisning til Børns Vilkår ikke for afgrænsende en formulering?

Derudover mener vi, at det sidst i afsnit 408 bør uddybes, hvad der er saglige argumenter for at afvise barnets valg af bisidder. Det er slet ikke uddybet, så der ikke er nogen hjælp til de kommuner, der kan komme til at stå med en sådan afgørelse. Eller til de børn og unge, der oplever det. I øvrigt skal sådanne argumenter foreligge og ikke forlægge, som der står i vejledningen.

Uklarheder i afsnit 83 og 196

I afsnit 83, side 51 er der et par uklarheder, som bør rettes. Det ’5. punktum’ i § 155 a, som omtales i teksten, mangler. Det bør for klarheden optrykkes i selve paragrafteksten. Teksten lige under boksen med § 155 a indledes med en formulering om, at kommunen ”er forpligtet til at gennemføre en børnesamtale”. Det er vel ikke tilfældet, som det også fremgår af § 155 a, stk. 2, første punktum, hvor der står, at der ”kan finde en samtale sted”.

I afsnit 196 Afsnittet mangler noget tekst, eller noget slettet tekst er blevet placeret vilkårligt midt i teksten. Det gør afsnittet ret uforståeligt.

 

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening