Høringssvar: Udkast til ”Retningslinjer for udarbejdelse af koordinerende indsatsplaner”.

DS bifalder det øgede fokus på borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Vi har gentagne gange set konsekvenserne af manglende sammenhæng, indsatskoordinering og redskaber i arbejdet med dobbeltdiagnosticerede borgere.

Til

Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet om retningslinjer om koordinerede indsatsplaner, hvis formål er at styrke indsatsen for borgere med en psykiatrisk lidelse og samtidigt misbrug samt bidrage til øget sammenhæng og koordination i indsatserne.

Indledende bemærkninger

DS bifalder det øgede fokus på borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Vi har gentagne gange set konsekvenserne af manglende sammenhæng, indsatskoordinering og redskaber i arbejdet med dobbeltdiagnosticerede borgere. Vi håber, at koordinerede indsatsplaner vil kunne styrke indsatserne og dermed bidrage til at forhindre gentagelser af de tragiske hændelser, vi har set for nyligt bl.a. på forsorgshjemmet Saxenhøj i Guldborgsund Kommune, hvor en socialrådgiver afgik ved døden som følge af et knivstikkeri påført af en dobbeltdiagnosticeret borger.

Visitation og inddragelse af egen læge

Henvisningen til udredning på en psykiatrisk afdeling sker ovevejende gennem egen læge. Derfor er det forfejlet, at der i udkastet bliver lagt op til at, egen læge kun inddrages såfremt, det vurderes relevant (jf. afsnit 4).

DS er bekymret for, at de praktiserende læger ikke vil blive gjort opmærksomme på retningslinjerne i det omfang, der er behov for. Konsekvensen af manglende synlighed hos praktiserende læger kan være forsinkelser i indsatsen for borgeren eller, i yderste konsekvens, udgøre en stopklods for videreførelsen af en plan.

DS vil opfordre til, at der i tillæg udformes konkrete retningslinjer for inddragelsen af de praktiserende læger, samt at synliggørelsen af retningslinjerne ift. de praktiserende læger bliver prioriteret højt i en efterfølgende informationsindsats fra eksempelvis Sundhedsstyrelsens side.

Udredning af dobbeltdiagnosticerede borgere

Af udkastet fremgår det, at borgerens lidelser kan være konstateret i behandlingspsykiatrien eller vurderet af en psykolog i den lokale misbrugsbehandling.

DS vil her gøre opmærksom på, at der på flere ambulante misbrugsbehandlingscentre ikke er psykologer. Det udgør en barriere i forhold til en hurtig og kvalificeret udredning. Socialrådgivere og pædagoger er med den rette opkvalificering kompetente i forhold til at bidrage med vurderinger af en given borgers problemstillinger. De nævnte faggrupper skal ikke tildeles udredningsret, men vil kunne bidrage til, at udredningen sker hurtigere ved, at de kan foretage vurderingen i misbrugsregi. Herefter vil den endelige lægefaglige udredning kunne ske i regi af behandlingspsykiatrien.

I relation hertil vil vi her ikke undlade at nævne at det, i udkastet og i regeringens plan for fremtidens psykiatri, nævnte fokus på efteruddannelse og opkvalificering, vil være relevant at inddrage de ovenfornævnte faggrupper.

Sammenhæng i indsatsen

I udredningen og den efterfølgende indsats ift. dobbeltdiagnosticerede borgere er der ofte tale om et tæt samarbejde mellem flere forskellige instanser og områder, herunder Kriminalforsorgen, socialpsykiatrien, børne- og familieforvaltningen m.fl.

Ovenstående er positivt i forhold til helhedsperspektivet i indsatsen, men DS ser en risiko for, at retningslinjerne for indsatsplaner vil blive et yderligere lag oven i de i forvejen mange planer. Et sådan øget bureaukrati kan vi på ingen måde støtte op om.

DS ønsker derfor fortsat stor opmærksomhed på, at der skal udvikles en måde at skabe sammenhæng mellem planerne og dermed øget gennemskuelighed og overblik for borger og fagperson.

DS støtter, at borgerne møder så få fagpersoner i det offentlige system som muligt, og at der skabes mest mulig gennemskuelighed i indsatsen og overblik for borgeren ift. deres egen sag. Udkastet lægger op til, at forskellige fagpersoner skal have henholdsvis en initierende og en koordinerende funktion, men det er vanskeligt at se, hvori forskellen består i og med, at der i praksis næppe kommer til at være den store forskel på hhv. den initierende og den koordinerende rolle. En sådan opdeling medfører endnu et administrativt led i indsatsen og endnu et led, hvor indsatsen kan risikere at blive sat på hold grundet eksempelvis mangel på ressourcer, koordinering eller overdragelse.

Vi mener at tilføjelse af endnu et led i indsatsen i form af den initierende funktion strider mod dette princip, og vi kan derfor ikke støtte oprettelsen af den initierende funktion.

DS mener, at den initierende og koordinerende funktion skal samles hos en fagperson med de rette faglige kvalifikationer, herunder kvalifikationer i netværks- og relationsarbejde, tværsektoriel koordinering m.v.

Borformer efter Servicelovens §§107-108

DS mener at man, i forbindelse med udarbejdelsen af indsatsplaner, bør inddrage kapacitetsproblematikken på boformer (jf. Servicelovens §§107-108). For at indsatserne for dobbeltdiagnosticerede borgere kan få den ønskede effekt, er det centralt, at kapaciteten øges på de specialiserede boformer. Mange borgere med svære problemstillinger bor i dag på forsorgshjem, som det alt andet lige er mere reglen end undtagelsen, at der er den nødvendige specialisering til stede i forhold til at imødekomme dobbeltdiagnosticeredes særlige behov. I regeringens psykiatriplan er der afsat 900 millioner til kapacitetsudvidelser, og vi mener, at en del af de afsatte midler bør gå til udvidelse af de specialiserede pladser til dobbeltdiagnosticerede borgere.

Afsluttende bemærkninger

DS forholder sig som angivet ovenfor positivt til, at psykiatrien og problematikken med dobbeltdiagnosticerede borgere med indsatsplanen sættes i fokus.

Vi ønsker afslutningsvis at pointere, at det er centralt, at der finder en samling af alle borgernes (mange) planer sted, samt at der skal være et større fokus på visitationen og en mere gennemskuelig og koordineret udredning. Ligeledes vil en kapacitetsudvidelse på boformer efter Servicelovens §§107-108 kunne hjælpe til at opnå målsætningen om at skabe større sammenhæng og koordinering i indsatserne, da disse vil være specialiserede til at imødekomme behovene hos dobbeltdiagnosticerede borgere.

 

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand for Dansk Socialrådgiverforening