Høringssvar: Magtanvendelsesudvalgets betænkning nr. 1551/2015

For DS er målet med reglerne om magtanvendelse, at de skal beskytte børnene og medvirke til, at de kan komme i en god udvikling, der kan føre dem nærmere det mål, der er opstillet i Servicelovens § 46 om formålet med den særlige indsats for børn og unge: at de kan nå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Til

Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til betænkningen ”Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet” nr. 1551/2015.

Vi er glade for, at udvalget har udført et grundigt arbejde for at afdække forholdene vedr. magtanvendelse i relation til anbragte børn og unge. Disse regler skal være gennemtænkte og klare, og det kan man ikke sige om de nuværende, der er karakteriseret af mange knopskydninger, og – som det har vist sig i de undersøgelser, udvalget har gennemført – af en del uklarhed og tilsyneladende også gråzoner og uheldig praksis nogle steder, nok især i familiepleje og på opholdssteder. Dertil kommer nye problemstillinger vedr. børnene og de unges brug af sociale medier og af nettet generelt. Derfor er der al mulig grund til, at reglerne gennemgås nu.

For DS er målet med reglerne om magtanvendelse, at de skal beskytte børnene og medvirke til, at de kan komme i en god udvikling, der kan føre dem nærmere det mål, der er opstillet i Servicelovens § 46 om formålet med den særlige indsats for børn og unge: at de kan nå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Magtanvendelsesreglerne skal tage højde for, at børnene er i en meget udsat position, ofte under stort pres og med en belastet baggrund. Det kan medføre uhensigtsmæssige reaktioner, som man må forholde sig seriøst til for at beskytte både børnene og deres omgivelser men uden at udsætte børnene for en behandling, som kan rumme nogen form for overgreb. Handlingerne vil derfor rumme svære balancer i situationer, der er fyldt med dilemmaer.

Det understreger, at de konkrete formuleringer i det nye regelsæt er afgørende for at kunne vurdere udvalgets forslag. Djævelen ligger i detaljen, og forslagene i betænkningen er kortfattede og dermed upræcise mht. teksten i en ny lov og dens tilknyttede bekendtgørelser og vejledninger. DS’ endelige vurdering af de foreslåede ændringer må derfor afvente udformningen af dem.

Generelle bemærkninger:

Et snævert juridisk fokus

DS mener, at der er flere måder at forholde sig til de situationer, der potentielt kan udløse magtanvendelse eller indgreb i børnenes og de unges rettigheder. Udvalgets fokus er på de juridiske muligheder for magtanvendelse og indgreb i rettighederne, men der er kun meget få overvejelser om en forstærket pædagogisk/behandlingsmæssig indsats eller om en kvalificering af personalets etiske kompetence. Det er meget uheldigt, fordi DS vurderer, at man dermed overser muligheden for, at problemerne kan løses pædagogisk eller behandlingsmæssigt.

Grundlæggende mener DS, at uhensigtsmæssig adfærd hos anbragte børn bør løses ved at styrke og udvikle den pædagogiske og behandlingsmæssige indsats. Magtanvendelse bør ikke bruges som et pædagogisk redskab. Udvalgets forslag kan føre til en stærkere fokusering på magt og andre indgreb i børnenes og de unges rettigheder, og forslagene vil ikke give impuls til et forstærket pædagogisk og behandlingsmæssigt arbejde. Det er uheldigt og en stor mangel ved udvalgets arbejde. Tværtimod kan man frygte, at en udvidelse af muligheden for magtanvendelse uden en sideløbende pædagogisk og etisk oprustning nogle steder kan udvikle en kultur med ’short cuts’ i det daglige arbejde, så man vælger magtanvendelsen i stedet for det hårde arbejde med en pædagogisk indsats.

Det vil være kritisabelt, fordi mange problemer ikke kan løses uden at skærpe pædagogik, behandling og etik. Fx får man ikke unge ud af stofmisbrug ved alene at åbne for flere urinprøver. Eller får unge fri af kriminalitet eller selvskadende virksomhed ved med magt at forhindre dem i at gå.

Udvalgets anbefalinger bør således suppleres af tiltag, der kan udvikle det pædagogiske arbejde, så man kan løse de faktiske problemer og ikke kun tackle de akutte situationer.

Der er behov for kompetenceudvikling

DS mener, at de undersøgelser, der er lavet i tilknytning til udvalget, viser, at der er behov for kompetenceudvikling vedr. magtanvendelse og tolkningen af regelsættet. Det gælder fx på de opholdssteder, der i usikkerhed om reglerne har lavet meget forskelligartede husregler og lagt vidt forskellige linjer ift. unge, som afviser at aflevere urinprøver. Det gælder også ift. de plejefamilier, der administrerer muligheden for fastholdelse meget forskelligt. Det er måske et tilsvarende problem på de sikrede institutioner, der åbenbart er ret uenige om brugbarheden af reglerne om personundersøgelse mv.

Det er derfor beklageligt, at en tiltrængt kompetenceudvikling slet ikke indgår i udvalgets forslag. DS vil kraftigt opfordre til, at det tages med i overvejelserne, når udvalgets forslag skal udmøntes. Der er behov for en ambitiøs uddannelsesindsats, hvis vi skal løse de pædagogiske og behandlingsmæssige problemer, der ellers ville kunne føre til magtanvendelse.

Udgiftskrævende forslag

Kompetenceudvikling indgår ikke, fordi udvalget har arbejdet inden for en ramme, der umuliggør udgiftskrævende forslag. Flere gange afvises forslag med henvisning til, at kommissoriet udelukker sådanne forslag. Dermed forringes muligheden for at løse problemerne uden øget brug af magtanvendelse.

Ydermere anvendes argumentet ret vilkårligt, så man oplever, at det bruges til at afvise forslag, flertallet ikke er enig i. Der er næppe tvivl om, at udvidelse af retten til magtanvendelse, urinprøver, personundersøgelser mv. skaber behov for kompetenceudvikling, merarbejde mv., der kan være udgiftskrævende. Men de anbefales alligevel, mens forslag om at registrere og indberette nye former for magtanvendelse afvises alene med henvisning til økonomi. Det samme gælder bedre uddannelse af plejeforældre, som kan gøre dem i stand til at tackle de børn med større problemer, som de får visiteret i dag. Dermed afskæres muligheden for, at plejefamilierne med bedre kvalifikationer kan løse problemerne uden nye muligheder for magtanvendelse, som nogle i udvalget foreslår.

Bemærkninger til udvalgets enkelte forslag:

En ny, selvstændig lov om rettigheder

Udvalget foreslår, at der udarbejdes en selvstændig lov om børns og unge rettigheder, som også beskriver mulighederne for indgreb i dem, og som dermed kan blive et klart lovgrundlag for magtanvendelse. Lovforslaget skal have fokus på rettigheder og ikke kun på undtagelserne i dem, som den nuværende magtanvendelsesbekendtgørelse har. Loven skal udarbejdes med afsæt i Grundloven, Menneskerettighedskonventionen og Børnekonventionen.

DS kan helt bakke om dette forslag. Det vil skabe et meget klarere lovgrundlag og vil sandsynligvis kunne skabe en bedre diskussion i offentligheden og i faglige miljøer om børnenes og de unges rettigheder og situation.

DS har ikke kommentarer til den lovmodelskitse, som sekretariatet har udarbejdet i tilknytning til udvalgsarbejdet, fordi den ikke er diskuteret i udvalget og er meget foreløbig og uden lovbemærkninger. Vi ser frem til at forholde os til det konkrete forslag til loven, når det foreligger.

Omsorgsbegrebet og magtanvendelse

Betænkningen indeholder en gennemgående overvejelse om, hvad omsorgsretten indebærer, og det konkluderes, at den bør tydeliggøres og konkretiseres, så det bliver klart, hvad en god omsorg indebærer, og hvilke indgreb og begrænsninger i børnenes rettigheder, den kan medføre. DS finder det indlysende, at opdragelse indebærer, at voksne styrer barnet i en eller anden målestok og derfor kan begrænse dets ret til at gøre, hvad det vil. Men det er afgørende hvilket værdimæssigt grundlag, det sker på, og hvilke pejlemærker, man styrer efter.

Betænkningen nævner, at omsorg skal omfatte trivsel, sundhed, hygiejne, skole, samvær med familie osv. Barnet skal også beskyttes mod risikofaktorer som misbrug, kriminalitet etc. DS savner, at det tillige nævnes, at omsorg skal udvikle barnets selvstændighed, integritet, mestringsevne, autonomi og at indføre det i et demokratisk univers med medbestemmelse for barnet.

Der står heller ikke noget om, at omsorg også er at sikre børnene gode og stabile voksne, selvom det er veldokumenteret, at gode relationer til omsorgsper-soner er en afgørende faktor i børnenes liv. DS mener, at netop dette forhold bør indtænkes i overvejelserne om øget brug af magtanvendelse, fordi brugen af magt kan svække relationsarbejdet alvorligt.

En mindretalsudtalelse konkluderer, at man generelt ikke bør bruge tvang for at yde omsorg for et barn, og at barnet skal samtykke i de foranstaltninger, der vedrører det. DS tilslutter sig denne udtalelse.

Fysisk magtanvendelse

Flertallet i udvalget foreslår, at de eksisterende regler om fysisk magtanvendelse tydeliggøres, hvilket DS kan tilslutte sig.

Flertallet i udvalget vil udvide brugen af fysisk magt til nogle særlige situationer, der er ”velfærds- og adfærdstruende”, herunder som afværgeforanstaltning ved ødelæggelse af ting og værdier. Et mindretal i udvalget konkluderer derimod, at fysisk magtanvendelse kun bør ske under hensyn til beskyttelsesprincippet. DS tilslutter sig mindretallet.

Flertallet foreslår også, at der åbnes for en ny form for fysisk magtanvendelse, så man i hverdagen ”kan anvende mindre indgribende fysisk magt i form af kortvarig fastholdelse eller bortvisning af barnet fra fællesskabet”.  Det skal ses som en del af omsorgen. Det foreslås, at disse magtanvendelser ikke skal registreres og indberettes – med det bekvemme argument, at det vil være udgiftskrævende, og at det jo er umuligt.

Det er umuligt at se, hvor ofte disse magtanvendelser vil finde sted. Det vil bl.a. afhænge af de konkrete formuleringer i det endelige regelsæt. Men man kan formode, at det nogle steder kan blive tilbagevendende i hverdagen.

DS mener, at sådanne magtanvendelser er et skråplan, og at der ikke bør åbnes for dem. Vi finder det meget kritisabelt, at de ikke skal indberettes, hvis de indføres. Det kan skabe et usynligt område for magtanvendelse, som man ikke kan få indsigt i.

Udvalget overvejer muligheden for ved brug af magt at imødegå ’rømning’ eller at børnene forlader institutionen fx for at være sammen med kriminelle venner eller for at deltage i stofmisbrug. Men overvejelsen afvises med henvisning til, at det vil være udgiftskrævende med flere personaleressourcer på åbne institutioner – og det er jo mod udvalgets kommissorium. DS tilslutter sig konklusionen, selvom vi finder den konkrete begrundelse søgt.

Det foreslås, at der udarbejdes en detaljeret beskrivelse af, hvad der ligger i begrebet ”fysisk guidning” med en arm om skulderen mv. DS tilslutter sig, at dette element i det pædagogiske arbejde klargøres ved en konkret beskrivelse.
Endelig foreslås det, at der skabes hjemmel for, at børn og unge, der ødelægger eller beskadiger ”ting af betydelig økonomisk værdi eller affektionsværdi” kortvarigt kan ”fastholdes eller føres til et andet opholdsrum”. Også her afviser flertallet, at der skal ske registrering og indberetning af økonomiske grunde. DS er som nævnt ikke enig i, at der skal åbnes for magtanvendelse i disse situationer, og vi finder det uacceptabelt, hvis de ikke skal registreres og indberettes, alene med en bekvem økonomisk begrundelse. Hvis man vil udvide muligheden for magtanvendelse, så må man også betale det, det måtte koste at sikre registrering og indberetning.

Hensyn til fællesskabet

Det nævnes flere steder, at barnets rettigheder kan blive indskrænket og at magt kan komme på tale ”af hensyn til fællesskabet” og andre børn. Det fremhæves også, at der er usikkerhed om tolkningen af dette på institutionerne. Det foreslås, at denne del af omsorgsarbejde tydeliggøres og konkretiseres.

Det er indlysende, at deltagelse i fællesskabet indebærer, at barnets ikke har et frit råderum, og at det må afspejle sig i normer og regler for hverdagens samspil. Men det fremgår ikke særlig præcist af betænkningen, hvilke situationer, det drejer sig om, så det er svært at se hvilke ændringer, det kan give anledning til.

DS mener, at henvisning til deltagelse i fællesskabet ikke må kunne føre til, at der kan opstå en kultur på en institution, der indebærer vidtgående begrænsninger for børnene med henvisning til, at fællesskabets tarv kræver det.

Husregler

Husregler er velkendte på alle institutioner, og de udarbejdes med hjemmel i anstaltsforholdet. Dette uklare grundlag gør dem meget forskellige. Derfor foreslås det, at der kommer en klar lovhjemmel til at udarbejde husreglerne. DS tilslutter sig dette forslag, idet det kan gøre grundlaget klarere og forhåbentlig føre til mindre forskel i udarbejdelsen af husreglerne.

Børnenes brug af elektroniske medier

Udvalget er opmærksomt på, at elektroniske medier er af stor betydning for børnene. På godt og ondt. Også her mener DS, at der mangler en understregning af, at der er behov for en krævende pædagogisk indsats. Man lærer ikke at administrere de elektroniske medier uden det. Det foreslås, at brugen af elektroniske medier skal kunne styres gennem husreglerne. Det kan DS støtte.

Undersøgelse af person og opholdsrum

Udvalget har spurgt i de sikrede institutioner, om der er behov for lempelse vedr. undersøgelse af personer og opholdsrum. Halvdelen af de sikrede institu-tioner ønsker reglerne lempet, mens den anden halvdel ikke gør. Opholdssteder og de andre døgninstitutioner bruger stort set ikke reglerne. DS finde det på den baggrund overraskende, at udvalget konkluderer, at reglerne skal lempes, så man kan gennemsøge barnets tøj på alle former for døgninstitutioner.

DS støtter ikke ændringen, der så vidt vi kan se kun efterspørges på en lille gruppe sikrede institutioner. Hvis man indfører det generelt, så kan det kun åbne for flere undersøgelser af personer og opholdsrum, selvom det måske er svært at se behovet.

Rusmiddeltest

Ganske mange opholdssteder og enkelte døgninstitutioner bruger rutinemæssigt urinprøver til at teste stoffer, og undersøgelser viser, at de går længere, end de må, idet de udsætter børn og unge, der afviser testen, for sanktioner.

Flertallet i udvalget konkluderer, at der skal skabes lovhjemmel for urinprøver, men at børnene skal give samtykke til det. Og hvis de ikke gør det, så må det ikke få konsekvenser for dem. Et mindretal påpeger, at det er lidt uklart, hvad man vil opnå med det, idet det ikke er urinprøven, der får den unge motiveret til at arbejde sig frem til stoffrihed. Og den vished, testen giver, kan man nå frem til på anden måde. Et andet mindretal ønsker, at man i særlige situationer skal kunne gennemføre rusmiddeltest uden samtykke, men forslaget opgives, fordi det kræver merudgifter.

DS tilslutter sig, at der skal være et klart samtykke til en rusmiddeltest, og at det ikke må få konsekvenser at sige nej. DS er dog som de nævnte mindretal usikker på effekten af sådanne test.

DS finder det kritisabelt, at udvalget slet ikke inddrager muligheden for at styrke behandlingsarbejdet i tilknytning til en øget brug af rusmiddeltests. Hvis ikke der sættes ind med et forstærket behandlingsarbejde, når tests viser, at en ung har et misbrug, så forekommer hele ændringen meningsløs.

Særregler for børn og unge med funktionsnedsættelser

Udvalget diskuterer, om der skal være særregler om magtanvendelse for børn med handicap og funktionsnedsættelser. Konklusionen er, at det ikke skønnes at være nødvendigt, fordi de øvrige foreslåede ændringer vil kunne løse de særlige problemer, der måtte være ift. børn og unge med funktionsnedsættelser.  Det foreslås dog, at det fremtidige regelsæt konkretiserer, hvornår fastspænding med stofseler til kørestol, fysisk støtte, fastholdelse og hjælp til tandbørstning og anden hygiejne er omfattet af reglerne om magtanvendelse, og hvornår det er en del af omsorgen.

Et mindretal foreslår, at behovet for at spænde et barn eller en ung med stofseler skal begrundes grundigere fagligt, fx af en fysioterapeut. Det afviser flertallet, igen med begrundelsen, at det vil være udgiftskrævende. Et andet mindretal understreger, at man ikke må bruge magt som led i omsorgen, fx ved tandbørstning.

DS tilslutte sig, at der ikke skal være særregler for børn og unge med funktionsnedsættelser. Vi kan også bakke op om de nævnte mindretalsudtalelser.

DS vil specifikt pege på, at børn og unge med autisme er særligt følsomme over for fysisk fastholdelse, og at det er et meget alvorligt indgreb mod dem. Blot en enkelt magtanvendelse kan give et barn med autisme alvorlige og langvarige reaktioner. Det kan undgås, hvis der i stedet anvendes velbeskrevne og evidensbaserede metoder til at håndtere problemskabende adfærd.

Plejefamilier

Udvalget diskuterer forholdene i plejefamilier, hvor undersøgelser dokumenterer, at de har svært ved at finde ud af reglerne, og at de nok overtræder dem med en del fastholdelser. Desværre undlader udvalget som nævnt at overveje at løse problemerne med en bedre uddannelse, fordi det koster penge. Udvalget kan dog ikke blive enigt om magtanvendelser i plejefamilier. En gruppe vil have mulighed for en begrænset form for magtanvendelse, fx til plejefamilier, der har særligt krævende børn. En anden gruppe vil have de samme (mere vidtgående) regler som på institutionerne, fordi plejefamilierne nu får mere belastede børn, og fordi det måske kan fjerne de overtrædelser, der sker i dag. Endelig er der et lille mindretal, som vil bevare reglerne, som de er, fordi det ellers vil skabe forskelle i familierne mellem, hvad man må ift. egne børn, og hvad man må ift. plejebørn.

DS tilsluttes sig det sidste mindretal. En forskel i retten til at bruge magt ift. egne børn og plejebørn vil skabe store problemer i plejeforholdet, og en indførelse af magtanvendelse vil støde an mod selve ideen i familieplejen.

DS mener også, at udvalgets arbejde må føre til en styrkelse af uddannelsen af plejeforældrene, fordi de nu får mere belastede børn. Det bør være en uafviselig del af løsningen.

Klagemulighed

Udvalget foreslår, at klagereglerne skal tydeliggøres, men at de ikke ændres. DS mener, at man bør overveje at styrke børnenes klagemuligheder, når man foreslår så mange og principielle udvidelser af muligheden for at bruge magt.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening