Høringssvar: Lovforslag om en tidlig forebyggende indsats

Vi ser lovforslaget som en vigtig justering af serviceloven, som vil give et bedre og mere vidtgående grundlag for det forebyggende arbejde i kommunerne. Det er en tiltrængt ændring, som kan styrke en fleksibel og hurtig forebyggende indsats til familier, der har brug for det. Vi hilser på den baggrund forslaget meget velkomment.

Til

Social-, Børne- og Integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for tilsendelsen af lovforslaget om en tidlig forebyggende indsats.

Vi ser lovforslaget som en vigtig justering af serviceloven, som vil give et bedre og mere vidtgående grundlag for det forebyggende arbejde i kommunerne. Det er en tiltrængt ændring, som kan styrke en fleksibel og hurtig forebyggende indsats til familier, der har brug for det. Vi hilser på den baggrund forslaget meget velkomment.

Når det er sagt, vil vi dog understrege, at der  er behov for flere og endnu mere vidtgående ændringer vedr. det forebyggende arbejde. Således mangler der en eksplicit beskrivelse af, hvordan de sektoroverskridende indsatser, der vinder frem i kommunerne, med etablering af skolesocialrådgiverordninger og med socialrådgivere tilknyttet daginstitutioner, skal ses i det samlede forebyggelsesarbejde. Det er væsentlige nyskabelser, som netop kan leve op til de intentioner, der ligger i lovforslaget, men de indtænkes alligevel ikke i de aktuelle lovændringer. Dette tværsektorielle samarbejde bør indarbejdes i såvel loven som de uddybende vejledninger, hvis dets fulde potentiale skal blive realiseret og tildeles opmærksomhed og ressourcer efter fortjeneste.

Der er også behov for, at der tages initiativ til endnu mere grundlæggende udviklinger af det forebyggende arbejde. Fx vil det være relevant at se på erfaringerne fra bl.a. Sverige på en tæt koordinering af forebyggende sundhedstilbud og en social rådgivning og støtte til udsatte familier, børn og unge. Altså et mere vidtgående sektorsamarbejde for at få disse borgere bedre i tale og for at kunne arbejde mere helhedsorienteret ift. dem. Ikke mindst et tæt samarbejde med psykiatrien bør etableres.

Indledningsvis vil vi også nævne, at vi ser lovforslaget som et udtryk for, at reglerne om indsats efter kap. 11 er besværlige og administrativt tunge. Lovforslaget kan ses som et forsøg på at skabe handlemuligheder, der ikke er belastede af de omfattende indholdsmæssige krav og det tunge processuelle regelsæt, der er knyttet til hjælp efter kap. 11. Det bør lede til en overvejelse om at se på disse regler for om muligt at lette dem administrativt. Ellers risikerer vi en situation, hvor kommunerne i større grad forsøger at undgå det ’tunge’ regelsæt i kap. 11 ved at udvide grænserne for brug af §11.

Endelig må vi som en generel bemærkning nævne, at vi er bekymrede mht. økonomien i forslaget. Det er meget vigtigt, at der i de kommende DUT-forhandlinger med KL afsættes tilstrækkelige midler til, at lovforslagets intentioner kan realiseres. Det er en af de vigtige forudsætninger for, at kommunerne faktisk vil gøre det.

Vi er også bekymrede over, at der foreslås en ret åben mulighed for kommunerne for at give støtte til fritidsaktiviteter. Vi er usikre på, i hvilket omfang kommunerne faktisk så vil gøre det. Der er meget stor forskel på, hvordan kommunerne forvalter den sociale lovgivnings muligheder, og det vil blive endnu mere markant, hvis loven er løs ift. kommunernes forpligtelser. Vi vil derfor foreslå, at kravene til kommunerne gøres så klare som muligt.

Med hensyn til de enkelte bestemmelser har vi følgende kommentarer:

DS ser det som et vigtigt fremskridt, at der i § 11, stk. 1 kommer en eksplicit forpligtelse for kommunerne til at tilrettelægge en tidlig og forebyggende indsats, som via den sammenhængende børnepolitik skal kobles til indsatsen efter kap. 11.

Vi finder det også godt, at familierettet støtte er blevet trukket tydeligere op i § 11, stk. 3. Der kan dermed arbejdes fleksibelt med både familien og børnene/de unge, afhængigt af den konkrete situation.

Vi hilser også med tilfredshed, at tærsklen til at få støtte er sænket fra den nuværende formulering i § 11, stk. 3 om, at kommunen skal tilbyde støtte, ’når det er af væsentlig betydning for et barn eller unges særlige behov’ til den nye formulering om, at den forebyggende indsats skal tilbydes, ’når det vurderes, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte’, som ’kan imødekomme barnets eller den unges behov’. Denne ændring bør medføre, at kommunerne tilbyder forebyggende støtte til flere familier, børn og unge.

DS ser også indførelsen af netværks- og samtalegrupper og ’andre indsatser’ som en del af repertoiret i § 11, stk. 3 som væsentlige forbedringer. Især det sidste må kunne åbne for en langt bredere palet i kommunerne, hvis de bruger loven aktivt. Det kan åbne for et kreativt og relevant arbejde ift. familierne.

Som nævnt mener vi, at formuleringen om støtten til fritidsaktiviteter bør ændres, så kommunerne forpligtes til at yde det. Man kan også formulere det som en rettighed for forældrene og børnene/de unge, så de får mulighed for at anke, hvis kommunerne ikke lever op til loven. Hvis der ikke sker en opstramning af lovforslaget på dette punkt, så vil niveauet for støtte blive underlagt den løbende justering af de kommunale serviceniveauer – der efter vores vurdering har en tydelig nedadgående tendens i øjeblikket.

DS kan selvfølgelig kun støtte ændringen i § 52 a, som åbner for økonomisk støtte til bedsteforældre mv. til at sikre kontakt med et anbragt barn. En sådan støtte kan være en afgørende forudsætning for, at kontakten faktisk kan fastholdes.

 

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening