Høringssvar: Lovforslag om voksenansvar

Til

Social- og Indenrigsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om voksenansvar.

DS mener, at reglerne om magtanvendelse skal beskytte børnene og medvirke til, at de kan komme i en god udvikling, der kan føre dem nærmere det mål, der er opstillet i Servicelovens ’formålsparagraf’ § 46: at de kan nå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Magtanvendelsesreglerne skal tage højde for, at børnene er i en meget udsat position, ofte under stort pres og med en belastet baggrund. Det kan medføre uhensigtsmæssige reaktioner, som man må forholde sig seriøst til for at beskytte både børnene og deres omgivelser men uden at udsætte børnene for en behandling, som kan rumme nogen risiko for overgreb. Det socialfaglige arbejde vil derfor rumme svære balancer i situationer, der er fyldt med dilemmaer.

Hverdagen på anbringelsesstederne foregår i de allerfleste tilfælde uden, at der overhovedet vil være grund til at overveje magtanvendelse. Vi finder det på den baggrund uheldigt, at vi nu får en lov, der med udgangspunkt i nogle meget få og særlige situationer skaber en række nye muligheder for magtanvendelse.

Grundlæggende mener DS, at uhensigtsmæssig adfærd hos anbragte børn bør løses ved at styrke og udvikle den pædagogiske, socialfaglige og behandlingsmæssige indsats. Lovforslagets fokus er alene på magtanvendelse, og der er næsten ingen tiltag for at styrke den pædagogiske og behandlingsmæssige indsats eller for at kvalificere personalet fagligt og etisk. Det er en alvorlig mangel.

Ønsket om at udvide mulighederne for magtanvendelse hviler på en forestilling om, at magtanvendelse kan være et pædagogisk redskab. Det mener DS ikke, at det kan eller skal være det. I stedet skal vi opruste på faglighed og skabe sikkerhed og tryghed, når børn og unge er i affekt. Og hvis situationen kommer ud af kontrol, så er der dels de eksisterende magtanvendelsesregler, hvorefter man kan anvende magt, hvis barnets handlinger er til fare for det selv eller andre, dels mulighed for nødværge efter Straffelovens bestemmelser.

Lovforslaget kan føre til en stærkere fokusering på magt og andre indgreb i børnenes og de unges rettigheder, og loven giver ikke støtte til et forstærket pædagogisk og behandlingsmæssigt arbejde. Det er meget uheldigt, fordi mange problemer ikke kan løses uden en kvalificeret pædagogik og behandling. Man får således ikke unge ud af stofmisbrug ved alene at indføre flere urinprøver. Eller får unge fri af kriminalitet eller selvskadende adfærd ved med magt at forhindre dem i at gå fra en institution.

Der er ingen tvivl om, at al magtanvendelse kan opleves meget alvorligt især af anbragte børn og unge. Det gælder også i de situationer, som loven åbner for. Vi er bange for, at en øget brug af magtanvendelse kan føre til flere sammenbrud i anbringelsen, simpelthen fordi der bliver mere alvorlige konflikter mellem børnene og anbringelsesstederne. Derfor er det et stort problem, at lovforslaget ikke indeholder noget om, hvad man skal gøre for at bearbejde oplevelsen af en magtanvendelse med de pågældende børn og unge. Hvis man ønsker at udvide muligheden for at bruge magt, så bør man også tydeligt beskrive, hvad der skal gøres bagefter for at rydde op og give barnet mulighed for at bearbejde og reagere på situationen. Det ville fx kunne indføjes i § 7. DS opfordrer meget kraftigt til, at loven suppleres på dette punkt.

I betænkningen fra magtanvendelsesudvalget blev det fremhævet, at der bør sættes ind med forebyggelse af situationer, hvor der kan blive tale om magtanvendelse. Dette perspektiv mangler helt i lovforslaget, hvilket DS beklager stærkt.

Kompetenceudvikling er vigtigt for at kunne forebygge tilspidsede situationer. Bedre kompetencer vil kunne styrke anbringelsesstedernes evne til at løse problemerne. DS mener, at der skal være kompetenceudvikling især i de hjørner af anbringelsesområdet, som i dag har mangler kompetencemæssigt. Fx på opholdssteder med personale uden relevant pædagogisk og behandlingsmæssig uddannelse, og i mange plejefamilier, hvor plejeforældre har alt for dårlig uddannelsesmæssig baggrund. DS vurderer, at der er behov for en ambitiøs uddannelsesindsats, hvis vi skal kunne tackle de situationer, der ellers vil kunne føre til magtanvendelse. Det er beklageligt, at der med lovforslaget slet ikke tages initiativ til denne kompetenceudvikling.

Ydermere er den implementeringsstøtte, der skal sættes ind i forbindelse med loven, meget mangelfuld. Det nævnes kun, at der skal laves materiale, målrettet anbringelsessteder, kommuner og socialtilsyn, og informationsmateriale til de anbragte børn og unge. Der er ikke midler til kurser eller anden uddannelse.

I betænkningen fra udvalget vedr. magtanvendelse blev det indstillet, at den kommende lov skulle præcisere børns og unges rettigheder samtidig med at skabe et klart lovgrundlag for magtanvendelse. DS mener, at lovforslaget helt mangler dette fokus på rettigheder, det handler alene om at udvide mulighederne for magtanvendelse. Det er beklageligt, fordi lovens budskab derfor bliver et andet, end det ville have været i en lov, der trak børnenes rettigheder op med udgangspunkt i Grundloven, Menneskerettighedskonventionen og Børnekonventionen, som betænkningen foreslog.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte elementer:

§ 3, stk. 3 om magtanvendelse i kommunale plejefamilier

Ifølge § 3, stk. 3 gælder reglerne i § 8 om kortvarig fastholdelse og bortvisning og i § 9 om afværgehjælp også kommunale plejefamilier. DS mener, at tilladelsen til at bruge magtanvendelse i plejefamilier vil medføre, at anbragte børn vil få andre vilkår mht. magtanvendelse end familiens egne børn. Det vil kunne skabe problemer i plejeforholdet, så en formel ret til magtanvendelse i plejefamilier bør begrænses mest muligt. DS hilser derfor med tilfredshed, at det kun er den lille og særlige gruppe af kommunale plejeforældre, der får mulighed for magtanvendelse, og at muligheden begrænses til de nævnte paragraffer.

DS mener også, at en udvidelse af muligheden for at bruge magt i de kommunale plejefamilier bør følges op af bedre uddannelsen, fordi de får mere belastede børn og nu også skal arbejde på et andet pædagogisk og behandlingsmæssigt grundlag.

§ 5 om husorden

Husregler er velkendte på alle institutioner, og de er hidtil blevet udarbejdet med hjemmel i anstaltsforholdet. Det ændres med den hjemmel, der nu gives i § 5. DS tilslutter sig ændringen, som bør føre til mere klare og ensartede husregler. DS hilser også med tilfredshed, at det i bemærkningerne slås fast, at der ikke må fastsættes husregler, som helt afskærer børnenes adgang til fx elektronisk kommunikation eller besøg udefra, selvom der kan ske en regulering af sådanne forhold i husreglerne.

§ 6 om rusmiddeltes

Ganske mange opholdssteder og enkelte døgninstitutioner bruger i dag rutinemæssigt urinprøver til at teste anbragte unge for brug af stoffer, og undersøgelser i forbindelse med magtanvendelsesbetænkningen viste, at de går længere, end de må, idet de sanktionerer mod børn og unge, der afviser testen.

DS kan på den baggrund støtte, at der kommer et klart hjemmelsgrundlag til at lave disse test, men vi frygter, at indførelsen af en eksplicit adgang til at teste de unge kan medføre, at flere institutioner vil bruge test. DS mener ikke, at en urinprøve kan få en ung motiveret til at blive stoffri, og den vished, testen giver, vil man kunne nå ved et solidt pædagogisk arbejde med den unge. DS finder det på den baggrund kritisabelt, at lovforslaget slet ikke forholder sig til en styrkelse af behandlingsarbejdet men kun til øget brug af rusmiddeltests.

DS tilslutter sig, at der skal være samtykke til en rusmiddeltest men vi finder det selvmodsigende, at der skal være et generelt samtykke, og at det samtidig slås fast, at testen i det enkelte tilfælde kun kan ske, når barnet eller den unge medvirker frivilligt. Det er svært at se relevansen af det generelle samtykke, når det afgørende er, om en ung faktisk vil medvirke i den konkrete test.

DS hilser med tilfredshed, at det slås fast i bemærkningerne, at manglende medvirken til en test ikke må sanktioneres. Vi mener, at det også bør gøres klart, at heller ikke afvisning af at give det krævede generelle samtykke må sanktioneres.

§ 8 om kortvarig fastholdelse og bortvisning

De situationer, der nævnes som eksempler i forbindelse med den nye regel om kortvarig fastholdelse og bortvisning, ser ud som situationer, som bør klares i det normale pædagogiske arbejde. Fx som nævnt side 33 i bemærkningerne situationer, hvor et barn eller en ung verbalt er provokerende over for de andre børn, eller hvor et barn eller en ung lægger benene op på bordet under et måltid. Den slags skal klares i almindelige pædagogisk praksis, det er unødvendigt at indføre en særlig regel om magtanvendelse for at tackle det.

Ydermere er afgrænsningen af hvilke situationer, den nye mulighed kan anvendes, uklar. Der står således i bemærkningerne, at den kan anvendes, ”når det vurderes at være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg”. Der står også, at det kan ske ”af hensyn til tryghed eller trivsel på anbringelsesstedet”. Der er et stort ’tolkningsrum’ i sådanne formuleringer, som vil kunne føre til en ret forskelligartet praksis. DS mener, at det er meget uheldigt netop når det drejer sig om magtanvendelse.

DS finder det kritisabelt, at denne form for magtanvendelse ikke skal indberettes. Dermed vil den kunne ’gå under radaren’ for tilsynsmyndighed og anbringende kommuner, og der vil i værste fald kunne udvikle sig en forkert kultur på et anbringelsessted, uden at det bliver synligt udefra.

§ 9 om afværgehjælp

Med § 9 indføres mulighed for magtanvendelse i form af afværgehjælp, så barnet kortvarigt kan fastholdes eller føres til et andet opholdsrum, hvis det er ved at udføre materielle skader i et ikke ubetydeligt omfang. DS mener, at man også bør kunne forholde sig til pædagogisk og opdragelsesmæssigt og ikke med magtanvendelse i disse situationer.

Der er kun hjemmel til afværgehjælp i forbindelse med tingskade ”i ikke ubetydeligt omfang”, men det fremgår af bemærkningerne, at forståelsen af ”ikke ubetydelig” er uklar, så der vil være usikkerhed om, hvornår afværgehjælp er lovlig. Der nævnes skade på et fjersyn og ting af affektionsværdi som eksempler på ”ikke ubetydeligt omfang”. Men det nævnes også, at man kan gribe ind over for et barn, der smadrer glas fra Ikea, hvis det sker gentagne gange. Ydermere slås det fast, at ”afværgehjælp kan anvendes for at forhindre tingskade, allerede før det første glas smadres”, hvis der er fare for, at barnet vil gøre det gentagne gange. Dermed bliver kriterierne for, hvornår man må bruge afværgehjælp, meget uklare – man vil kunne bruge den før barnet overhovedet har taget skridt til at ødelægge selv en lille, billig genstand. DS finder denne uklarhed urimelig.

§ 11 om tilbageførsel ved rømning

§ 11 giver en institution ret til at tilbageføre et barn eller en ung, der rømmer institutionen, hvis barnet udviser en adfærd, der medfører risiko for skade på barnet eller på andre. Det kan fx være i situationer, hvor barnet/den unge forlader institutionen for at være sammen med kriminelle venner eller deltage i stofmisbrug. Der har været en del diskussion om denne mulighed, fordi man i dag enkelte gange på institutionerne oplever, at man ikke har mulighed for at tilbageholde en ung, som går fra institutionen for at foretage sig noget, som er skadeligt.

Sådanne rømninger kan afgjort være svære at tackle, og der er ingen tvivl om, at personalet/plejeforældrene skal reagere på dem og forsøge at få barnet til at vende om igen. Men igen må man spørge, om det er situationer, der ikke kan klares med de normale pædagogiske og socialfaglige redskaber, eller om det er nødvendigt at åbne for at klare dem med magtanvendelse. DS mener, at en kvalificeret pædagogisk og socialfaglig indsats i langt de fleste tilfælde vil være tilstrækkelig.

I de få tilfælde, hvor det vil være nødvendigt at bruge magtanvendelse må det til gengæld være helt klart, hvorfor det gøres.  Det er det ikke i lovforslaget, der efterlader flere uklarheder. Fx nævnes det i bemærkningerne, at det er et krav for at kunne bruge magt, at barnet, der rømmer institutionen, ”ikke har til hensigt at vende tilbage”. Det nævnes også, at det ikke er tilstrækkeligt, at barnet har forladt institutionen og ikke er kommet tilbage som aftalt eller forventet. Men hvornår ved man, at barnet ikke har til hensigt at komme tilbage? Det vil kunne være meget uklart.

Tilsvarende er kriteriet om, at tilbageførsel kun kan ske, hvis barnets adfærd kan ”medføre en risiko for skade på barnet selv eller på andre” uklart. Hvad vil ”risiko” og ”skade” sige i praksis? DS mener, at der alt i alt i lovforslaget mangler en tydeliggørelse af, hvornår tilbageførsel kan ske.

Betydningen af begrebet at ”føre” og ”tilbageføre”

Lovforslaget mangler også en tydeliggørelse af, hvad det vil sige at ”føre” eller ”tilbageføre”. Det er uklart, hvad der i § 8 og § 9 menes med at ”føre” barnet eller den unge væk, og hvad der i § 11 menes med at ”tilbageføre” et barn eller en ung. Der henvises til § 10 om fysisk magtanvendelse, men her er formuleringen i bemærkningerne kortfattet og ikke afklarende. Der nævnes kun et par eksempler: at mindre børn kan bæres, og at et større barn kan føres ved at ”holde fast om hånden og føre” det til et andet sted.  Eksemplerne hjælper ikke ret meget, blandt andet fordi de ikke viser, hvad man må, hvis det ikke er tilstrækkeligt. Grænserne for magtanvendelsen er således uklare, når man skal føre eller tilbageføre et barn eller en ung. Det er efter DS’ vurdering meget kritisabelt, og det vil efterlade de voksne, der skal føre eller tilbageføre, på usikker grund. Det kan også medføre urimelig praksis og kultur på anbringelsessteder, der tolker loven vidtgående.

Det blev i magtanvendelsesudvalgets betænkning foreslået, at der udarbejdes en detaljeret beskrivelse af, hvad der ligger i begrebet ”fysisk guidning” med en arm om skulderen, et tag i håndleddet osv. Lovforslaget rummer desværre ikke denne beskrivelse. DS mener, at denne form for magtanvendelse bør beskrives tydeligt og så konkret, at det er muligt for børn og unge at forstå dem og for pædagoger, plejeforældre mv. at manøvrere sikkert ift. de nye regler.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening