Lovforslag om tilsynsreformen
Høringssvar til lovforslag om tilsynsreformen
Til
Social- og integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Dansk Socialrådgiverforening (DS) skal takke for tilsendelsen af de to lovforslag, der udmønter tilsynsreformen. I DS har vi arbejdet med at producere et løsningsforslag til, hvordan tilsynet kan struktureres nærmere i praksis. For at komme i nærheden af øget kvalitet og et styrket samarbejde på dette område. Det er ikke et arbejde, der er bragt til ende. Afsnittet findes til sidst i dokumentet. Vi indgår gerne i et fortsat samarbejde om, hvordan en sådan struktur kan kvalificeres tæt på praksis.
Vi mener, at reformen på mange måder er et væsentligt fremskridt. Den skaber større ensartethed i godkendelse og tilsyn, mindsker risikoen for inhabilitet i tilsynet, samler i tilsynsenheden en bred faglig kapacitet til at løfte alle opgavens facetter, indfører eksplicitte kvalitetskrav til tilbuddene, alle tilbud kommer med i tilsynsenhedens arbejde, der skabes mulighed for at udstede vilkår/påbud til tilbuddene osv. Det er vigtige og tiltrængte fremskridt, som især er nødvendige ift. institutionerne og de institutionslignende tilbud for at sikre, at børn trives godt og bliver taget godt vare på i deres anbringelsesforløb.
Placeringen af tilsynet i fem kommuner
DS er overrasket over, at tilsynsenhederne lægges i 5 kommuner. Tilsynet er en opgave, som vil kunne foldes bedre ud, hvis den lå i en samlet statslig enhed, der kunne lægge en ensartet linje, og som ville have kapacitet til at opbygge den specialkompetence, der er behov for. En statslig enhed vil også have kræfterne til at imødegå pres fra de andre kommuner. Det er en risiko i den kommunale model.
Placeringen understreger betydningen af Socialstyrelsens auditfunktion efter § 20. Den decentrale placering i de fem kommuner og den store kompetence, kommunerne tillægges i de generelle bemærkninger (afsnit 2.1.2.1), gør det nødvendigt, at der er en instans, der kan overvåge, inspirere og lægge en klar linje ift. tilsynsenhederne. Vi finder dog, at den rolle, Socialstyrelsen får i bemærkningerne til lovforslaget om socialtilsyn, er for svag til at sikre dette. Når Socialstyrelsen ikke har beføjelser ift. socialtilsynene, så vil den heller ikke have mulighed for at reagere overfor en tilsynskommune, der ikke lever op til intentionerne med tilsynsreformen.
Det specifikke tilsyn glemmes
Det specifikke tilsyn med de anbragte børn og unge nævnes stort set ikke i lovforslagene. Dermed bliver det sværere at forholde sig til konsekvenserne af, at det generelle og specifikke tilsyn adskilles. Ydermere mener vi, at nogle af de kvalitetsproblemer, som reformen skal adressere, ligger i det specifikke tilsyn. Det meget store arbejdspres kan medføre, at sagsbehandlerne må nedprioritere det løbende tilsyn med de anbragte børn og unge, så hvis man vil hæve kvaliteten i det samlede tilsyn, så bør det blandt andet ske ved at sikre ressourcer og fokus på det specifikke tilsyn. Det er via dette tilsyn, der er størst mulighed for at forebygge dårlige forløb eller overgreb over for anbragte børn og unge. Men det forholder reformen sig ikke til.
Tværtimod frygter vi, at reformen kan føre til en svækkelse af kommunernes specifikke tilsyn. I mange kommuner er der kun få familieplejekonsulenter, der arbejder med godkendelse og tilsyn, og de har typisk både opgaver af generel og specifik karakter. De har ofte også den lovpligtige supervision af plejefamilier. Der skal ikke flyttes ret mange timer fra en kommune med f.eks. 2-3 familieplejekonsulenter, før man udhuler kapaciteten så meget, at det kan blive svært at gennemføre det specifikke tilsyn og alle de opgaver kvalificeret, som er knyttet hertil. Dermed er der fare for, at finansieringen heraf gribes an helt forkert.
Godkendelse og tilsyn med plejefamilier
DS hilser et uvildigt tilsyn med kommunens praksis velkomment, hvis det bliver gennemtænkt, hvordan et konstruktivt og fagligt samarbejde kan tage sig ud mellem kommune og tilsynsenhed. Det foreliggende udspil synes ikke tænkt igennem.
Der er tre vigtige forudsætninger for, at kvaliteten ikke sænkes på familieplejeområdet. 1) Det er afgørende, at det nye tilsyn ikke alene udøver kontrol, men også bliver til en rådgivende myndighed, der kan tage et fagligt medansvar, når behovet melder sig. 2) Det er afgørende, at finansieringen heraf ikke sker på bekostning af det specifikke tilsyn i kommunerne. 3) Endelig er det afgørende, at tilsynsenhedens driftsorienterede tilsyn ikke sker på bekostning af det personrettede tilsyn udført af familieplejekonsulenter i kommunen. Samarbejdet mellem familieplejekonsulenter og sagsbehandlere sikrer en fortsat sammenhængskraft i anbringelsen. DS’ udgangspunkt på familieplejeområdet er, at socialrådgiverne gerne vil kigges over skuldrene, hvis socialrådgiverne fortsat kan udføre det arbejde, som de har gjort hidtil.
Kommunerne skal stadig godkende og føre tilsyn med aflastningsfamilier, netværksplejefamilier og andre konkret godkendte plejefamilier, og de skal stå for den løbende efteruddannelse af plejefamilierne, så grænsedragningen mellem kommunens og socialtilsynets opgaver forekommer tilfældig. Den efterlader betragtelige opgaver i kommunerne, herunder godkendelseskurser og efteruddannelsesdage for de familier, som fortsat skal godkendes her. Ydermere er der en del familier, der både er aflastningsfamilier og plejefamilier, som bliver særligt svære at placere i den nye opdeling.
Kommunerne skal finde plejefamilierne, de har forsyningsforpligtelsen, og de står for det specifikke match mellem plejefamilier og det anbragte barn. Hvis socialtilsynet skal gennemføre godkendelse af plejefamilier og kommunale plejefamilier, så vil det i praksis betyde, at kommunerne skal finde plejefamilien, indstille familien til tilsynsenheden, som så skal godkende den. Der er fare for dobbeltarbejde og en ny tung bureaukratisk procedure. Der er også fare for, at det vil svække kvaliteten i match af barn, fordi familieplejekonsulenten ikke lærer plejefamilien at kende gennem godkendelsesproceduren. Kommunen vil skulle delagtiggøre socialtilsynet i dens førstehåndskendskab og kvalitative viden om familien. Kommunen har i udgangspunktet allerede den viden, der skal til, for at træffe beslutningen. Det giver således ikke mening at lægge kompetencen til at godkende i socialtilsynet, da det ikke vil understøtte formålet med arbejdet ift. børnene. Proceduren vil gøre kommunen afhængig af, at tilsynet arbejder hurtigt, så der ikke bliver stilstand i et sagsforløb, der ofte kræver hurtige løsninger. Det kan forlænge ventetiden yderligere i muligvis ret lang tid, hvilket vil være problematisk for både barnet, forældrene og de kommende plejeforældre, som formentlig i forvejen er på venteliste til en plejefamilie. Proceduren forekommer ufleksibel og usmidig kan føre til dobbeltarbejde og forhaling. Dobbeltarbejdet vil fx optræde, når kommunen skal gøre sig klar over, om en plejefamilie er egnet til at løse en given opgave. Hvis man vil gøre dette arbejde ordentligt, så kræver det 1-2 møder med plejefamilien. Herefter skal man indstille plejefamilien til godkendelse i tilsynsenheden, som i et vist omfang ville skulle gentage den samme proces.
Forslaget om at lade kommunerne godkende plejefamilier konkret kan medføre, at nogle kommuner konkret vil godkende plejefamilien i de tilfælde, hvor det skal gå hurtigt, og hvis der fx er uenighed mellem kommune og tilsynsenhed om godkendelsen. DS vurderer derfor, at der vil komme flere konkret godkendte plejefamilier som konsekvens af reformen. Det ser vi som et utilsigtet og negativt resultat.
Både rekruttering og godkendelse af plejefamilier bør derfor være placeret kun ét sted, og det bør være i kommunen, da kvalitet i sagsarbejdet fordrer et førstehåndskendskab til barnet og familien, som i sagens natur findes både i kommunens sagsarbejde og i det specifikke tilsyn. At trække denne opgave ud af kommunen er et brud på nærhedsprincippet, dvs. princippet om at førstehåndskendskab og lokalkendskab skaber kvalitet og gennemslagskraft i sagsarbejdet. Det er sagsbehandleren og familieplejekonsulenten, som kender barnet og som kan foretage et kvalitativt og socialfagligt match mellem barn, barnets forældre og plejefamilie. Det er afgørende for at undgå dårlige forløb eller i yderste fald sammen-brud i anbringelsesforløb.
Hvis intentionen er at forebygge overgreb i familier, så vil man med kun ét årligt kontrolbesøg højest kunne afdække, om forholdene ser fornuftige ud på overfladen. Her skal vi i stedet for styrke indsatsen, som findes lokalt i et samspil mellem familieplejekonsulent og plejefamilie, hvor der indgår supervision og vejledning suppleret af sagsbehandlerens to årlige børnesamtaler, som tilsammen kan sikre barnets trivsel og et tæt kendskab til plejefamilien. Omvendt kan et årligt besøg fra en uvildig tilsynsenhed med fordel anvendes til at drøfte evt. udfordringer i samarbejdet, som kan føre til en kvalificeret faglig drøftelse, der både kan komme barnet, forældre, plejeforældre og de professionelles arbejde til gode.
Godkendelsen i socialtilsynet kan blive særlig indviklet for dem, der først af kommunen godkendes til at tage et barn i aflastning og senere skal have det i familie-pleje, hvilket er en meget almindelig situation. De vil skulle gennem en fornyet godkendelse i socialtilsynet med det besvær og den forsinkelse, det indebærer. Det vil uden tvivl friste kommunerne til i stedet selv at lave en konkret godkendelse af familien med de tovtrækkerier, som det kan medføre mellem kommune og socialtilsyn. Endvidere vil muligheden for at godkende plejefamilien konkret ikke give plejefamilien en generel godkendelse, som den kan bruge til at få et barn mere eller til at få et nyt barn senere. Det kan også føre til udfordringer i samarbejdet, som kan undgås ved at placere kompetencen til at udpege og godkende plejefamilier i kommunen.
En flytning af godkendelse og tilsyn med plejefamilier til socialtilsynet vil også medføre, at kommunernes kendskab til nye plejefamilier svækkes. I dag møder kommunerne plejefamilierne, når de rekrutterer dem, under godkendelseskurset og i godkendelsesproceduren. Nogle kommuner arrangerer også temaaftener og danner netværksgrupper for plejefamilier, der har været sammen på grundkursus. Dermed får kommunerne på forhånd et kvalificeret kendskab til familierne, når de efterfølgende skal vurdere de konkrete match med de børn, der skal anbringes. Den tætte, indledende kontakt mellem kommunen og plejefamilien forsvinder selvfølgelig ift. de familier, der bliver godkendt og tilset af socialtilsynet, med alle de negative konsekvenser, det kan få for muligheden for et kvalificeret match ved anbringelsen.
Man kan desuden skærpe lovgivningen om kommunernes godkendelse og tilsyn med plejefamilier med udgangspunkt i erfaringerne fra de kommuner, der har oparbejdet en veludviklet praksis på dette område. DS er bekendt med, at en række kommuner har prioriteret dette arbejde og i dag har gode erfaringer med det. Socialstyrelsen kan medvirke til at udbrede disse gode erfaringer i resten af landet.
Kommunerne er i forvejen udfordret på at sikre kontinuerlig supervision, at overholde alle tilsynsbesøg, og at plejefamilier får de nødvendige vilkår til at løse fortsat mere komplicerede opgaver. Det er vigtigt at fastholde fokus på, at ressourcerne skal prioriteres dér og at der bredt skal investeres endnu mere i familieplejeområdet som den store socialpolitiske satsning, området blev udråbt til i forlængelse af både Anbringelsesreformen og Barnets Reform. Her blev der lagt stor vægt på de svenske erfaringer med at anvende familiepleje som en centralt prioriteret anbringelsesform, der sikrer kontinuitet og stabilitet for barnet – og dermed udviklingsmuligheder – over længere tid.
Uddannelse af plejefamilier
Der er brug for at sikre et ensartet og et fagligt kompetent niveau for uddannelse blandt plejefamilier. Lige nu er der tale om et bredt varieret uddannelsesbillede blandt plejefamilierne, hvor det er uigennemsigtigt, om plejeforældre bliver rustet til opgaver, som bliver fortsat mere udfordrende. Det er afgørende, at plejeforældrene har de fornødne kompetencer for at sikre positive resultater af familieplejeanbringelserne. Uddannelseskapaciteten kan derfor med fordel placeres i tilsynsenheden, således at der sikres et fagligt uddannelsesniveau i forhold til den givne opgave.
Opbygning af et nyt kvalitetssystem
Et af de store mål med reformen er at etablere et godt ’kvalitetssystem’ med 7 kvalitetstemaer, som beskrevet i § 6. DS er enig i bestræbelsen på at styrke kvaliteten i de sociale døgntilbud og bakker op om de skridt, der tages i tilsynsreformen. Vi vil understrege, at tilsynet skal være udviklings- og ikke kontrolorienteret. Det er af stor betydning, at tilsynet inspirerer til interne diskussioner i det enkelte tilbud og danner basis for en kollektiv udviklingsproces på stedet. Optimalt skal det fremme en aktiv refleksions- og udviklingskultur.
Vi vil i den forbindelse pege på, at de foreslåede kvalitetskriterier og -indikatorer skal fastlægges, så der ikke skabes et nyt, tungt bureaukrati. Det er der en reel risiko for med en så detaljeret og kontrolorienteret model, som den valgte. Den kan forlede til, at der udarbejdes en lang række procedurer og krav til tilbuddene, hvis overholdelse efterfølgende skal kontrolleres. DS vil i stedet foreslå, at et nyt kvalitetssystem konstrueres ud fra en målsætning om, at det skal være en reform, som bygger på tillid til personalets faglighed og kompetencer, og som har som ambition at fremme deres ansvarlighed over for opgavernes løsning og ift. Den løbende forbedring af kvaliteten i indsatsen. Vi skal arbejde på målrettet at styrke og mobilisere deres faglige viden i tilbuddene gennem en vidensbasering af praksis. Vidensbasering handler om at forskningsbasere praksis og at bringe forskellige vidensformer i spil, hvor de hver især kan få en gennemslagskraft. Vidensbasering består i høj grad også i at dele praksisnær værdifuld viden, eksempler og erfaringer på tværs af kommuner for at skabe øget faglig handlekraft lokalt. At facilitere denne vidensdeling er en vigtig opgave i forhold til at styrke praksis og den kan også være placeret i Socialstyrelsen. DS hjælper gerne til med at udvikle en model, som netop kan tjene dette formål.
Et afgørende kvalitetsmål er efter DS’ vurdering, at man i det daglige tilsyn prioriterer det direkte møde og samtalen med de borgere, der bor/er anbragt i tilbuddene. Det afgørende for dem er besøg, samtale og udvikling af tillid. Det er en forudsætning for, at man kan skabe den nødvendige åbenhed og kan komme til bunds i forholdene. De tilsynsførende skal som fagpersoner være på stedet og bruge deres sanser og fornemme hverdagen, stemninger, dynamikken og den faktiske indsats i tilbuddet. På den baggrund mener vi, at de informationskilder, der nævnes i § 7, stk. 2, er for snævre og formalistiske, og at de i for høj grad prioriterer andre informationer end dem, man får ved at være på stedet og ved at møde borgerne.
Tilsynets omfang og form
Kravet om, at der som minimum skal være ét årligt besøg som led i tilsynet, er utilstrækkeligt. Det er reelt en svækkelse af tilsynet, fordi mange kommuner med en veletableret praksis har flere besøg på tilbuddet. Der er i dag f.eks. fire årlige generelle tilsyn med opholdssteder og institutioner i Haderslev. Når der kun skal aflægges et årligt besøg, så bliver det også ligegyldigt, at der er krav om, at der skal tales med børnene ved besøget. De vil ikke kende den tilsynsførende, og de vil derfor ikke åbne sig over for vedkommende. De vil mangle den afgørende forudsætning, nemlig relationen og tilliden til vedkommende.
Bestemmelsen i § 11 om, at alle borgere kan henvende sig til socialtilsynet anonymt med oplysninger eller anmeldelser af forholdene i et tilbud, ser DS som alt for stramt formuleret. Vi er helt enige i behovet for en whistleblowerfunktion, og at man skal kunne henvende sig anonymt, men vi mener, at en institution og især en plejefamilie skal gøres bekendt med de henvendelser, der måtte komme. Dels fordi det er en forudsætning for, at der kan arbejdes med de forhold, henvendelsen drejer sig om, dels fordi det vil være meget svært for den tilsynsførende ikke at måtte tale direkte om det. I værste fald vil det kunne sætte alvorlige skår i tilliden mellem tilbuddet og den tilsynsførende, hvis vedkommende skal fortie vigtig viden og ikke må omtale den måske alvorlige årsag til et tilsynsbesøg.
Især plejefamilier, der bliver anonymt anmeldt, kan blive hårdt ramt på deres stolthed og faglighed. De arbejder alene og yder ofte en meget stor indsats. Mistænkeliggørelse kan få dem til at reagere kraftigt, og de kan miste troen på deres evner i plejeforholdet. Derfor kan henvendelser, som ikke kan tackles åbent og omhyggeligt, gå ud over plejeforholdet og i sidste ende true dets fortsættelse. På familieplejeområdet arbejder man primært med tillid, og det forudsætter også en mulighed for åbent at kunne forholde sig til eventuelle henvendelser til tilsynsmyndigheden.
Uanmeldte besøg som beskrevet i § 7, stk. 2 kan uden tvivl være relevante og oplysende i institutioner og institutionslignende tilbud, men de er ikke rimelige i plejefamilier. Uanmeldte tilsynsbesøg er meget indgribende i private hjem, både for de anbragte børn, for plejeforældrene og for plejefamiliens egne børn. Plejeforældrene kan opleve det som mistænkeliggørende, og det kan skade forholdet til dem unødigt. Ydermere må man stille spørgsmålstegn ved, hvilke oplysninger man kan få ved uanmeldte besøg i en familie. Vi er sikre på, at man kan få de relevante oplysninger om, hvad der sker i plejefamilien, på anden vis.
Grundkurserne bør styrkes
I forbindelse med reformen bør kravene til grundkurserne til plejeforældre strammes op. Kommunerne har meget frit slag i dag, og kommunerne bruger mange forskellige kurser med forskelligt indhold og længde. Derfor er reformen en oplagt mulighed for at stramme op på standarden i grundkurset. DS foreslår, at det bliver et krav til de fem nye socialtilsynsenheder, at de anvender samme grundkursus, og at det bliver på et niveau, der mindst svarer til RUGO-kurset.
Dimensioneringen
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget om socialtilsyn skal der arbejde 50-60 tilsynsførende i hver af de fem tilsynsenheder. Det er umuligt at se af bemærkningerne, hvor det tal kommer fra, og om det svarer til behovet. Ydermere er der ingen anvisning på, hvordan kommunerne skal afklare, hvor mange ressourcer, de skal afgive til socialtilsynene. Vi frygter, at det vil være ret vilkårligt, hvordan det ansættes, og at nogle kommuner vil benytte anledningen til at skære i antallet af konsulenter ud over det, der skal overføres til socialtilsynene.
Sæt socialtilsynene fri mht. at sælge service
Ifølge § 3 skal socialtilsynenes mulighed for at sælge serviceydelser til andre kommuner reguleres med en bekendtgørelse. Det forekommer unødvendigt og bureaukratisk. Det er meget svært at se behovet for at begrænse mulighederne for, at den enkelte kommune sælger serviceydelser til den anden kommune, så den statslige styring virker overflødig og bureaukratisk. Lad kommunerne ordne det selv – der er i forvejen en række private firmaer, der sælger ydelser til kommunerne, så det er svært at se problemet i, at kommunerne også gør det.
Ekstraarbejde ved nygodkendelsen
Endelig skal vi understrege, at den nygodkendelse, som alle nu godkendte tilbud efter § 22 skal igennem, vil være et stort ekstraarbejde. Det må sikres ressourcemæssigt ved de DUT-forhandlinger, der skal være efter lovens vedtagelse, så det ikke bare væltes oven i de opgaver, medarbejderne sidder med i forvejen.
Pas på overdreven styring
I det hele taget må vi advare mod en overdreven styring i kølvandet på lovens vedtagelse. Der er mange bemyndigelser i loven, så man kan frygte en række bekendtgørelser fra ministeriet, der udmønter den i detaljer. Det er en tendens, vi vil advare mod. Man skal grundigt overveje, hvilke dispositioner og hvilken yderligere regulering, der faktisk er behov for. Ellers vil man bare bidrage til det bureaukrati, der allerede plager det sociale område. Et bureaukrati, som forringer kvaliteten i arbejdet, og som medfører, at vi ikke anvender ressourcerne rigtigt. Det har vi ikke længere råd til som samfund.
Struktur for samarbejdet mellem kommune og socialtilsyn
Da det forekommer uklart i lovforslaget, hvordan snitfladerne konkret vil tage sig ud, så præsenteres der her en struktur for, hvordan de overordnede snitflader kan struktureres mellem tilsynsenhed og kommune. Denne struktur har fokus på, hvordan man kan skabe et fagligt udbytterigt samarbejde mellem kommune og tilsynsenhed, så kvaliteten hæves og barnets tarv sikres.
Alene decentralisering er ikke en tilstrækkelig løsning.
Alene centralisering er heller ikke en tilstrækkelig løsning.
Et frugtbart samarbejde mellem decentralisering og centralisering kan i højere grad sikre kvaliteten på området.
Tilsynsenheden må varetage uddannelse af plejefamilier
Selve uddannelsen af plejefamilierne kan med fordel foregå i socialtilsynet. I dag er der stor variation på, hvordan plejefamilier bliver uddannet – både på indhold og varighed, om man uddanner selv i kommunen eller om man køber ydelser på det private marked. Nogle kommuner har så få plejefamilier, at de skal bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at løfte uddannelsesopgaven alene. Hvis tilsynsenheden bredt varetager uddannelsen vil vi både professionalisere uddannelsesindsatsen, det vil løfte kvalitetsniveauet og skabe større ensartethed.
Regionalt udbud af plejefamilier skaber bedre match
I dag er det vilkårligt, hvor mange plejefamilier, der findes i hver kommune ligesom behovet for foranstaltninger er varierende. Udbuddet og behovet er derfor meget forskelligt. Hvis tilsynsenheden har overblik over det samlede udbud i regionen, så udlignes forskellene og det kan nedsætte ventetiden. Dertil vil man kunne foretage fagligt bedre match, fordi der kvalitativt er et større udbud at trække på. Det giver igen en mere professionel indsats, et løft af kvalitetsniveauet og en større ensartethed.
Generel godkendelse skal placeres i kommunen
Forsyningsforpligtigelse og rekruttering skal stadig foregå i kommunen tæt på den enkelte sag. Barnets sagsbehandler og familieplejekonsulenten har en plejefamilie på hånden, som anses for at være egnet til opgaven. Kommunen godkender fortsat plejefamilien – dvs. om plejefamilien er egnet til at være plejefamilie. Denne godkendelse kan kun ligge ét sted. Det er bedst placeret i kommunen, fordi de har lokalkendskabet.
Mulighed for samarbejde omkring specifik godkendelse og match
Det specifikke match af barn og plejefamilie bør som hovedregel være placeret i kommunen. Der er dog mulighed for, at kommune og tilsynsenhed kan samarbejde omkring match af barn, Det vil dermed være en faglig kvalificering af forslaget, som vil ligge ud over alene indsatsen forbundet med ét årligt kontrolbesøg i en plejefamilie. Muligheden handler om, at kommunen og tilsynsenheden kan samarbejde omkring den specifikke godkendelse og iværksættelse af den enkelte opgave med fokus på opgavens omfang og at foretage det bedste match. Det kunne tænkes, at tilsynsenheden havde kendskab til andre familier, som kunne varetage den konkrete opgave – igen mere professionel indsats, løft af kvalitetsniveau og større grundlæggende ensartethed. I selve dette match får vi skabt det potentielt interessante samarbejde mellem tilsynsenhed og kommunen. Tilsynsenheden får dermed en vigtig opgave i at være med til at vurdere, hvad en plejefamilie kan magte af opgaver. På den måde får en uvildig instans sin berettigelse og man undgår i højere grad risiko for, at kommunen bliver blind på samarbejdet. Her bliver udgangspunktet mere fagligt.
Et fagligt fundament til akutte anbringelser
Man kan forestille sig, at man skal anbringe et barn akut. Den enkelte kommune har en plejefamilie på hånden, men plejefamilien er ikke kvalificeret nok. Problemerne har en kompleksitet, som gør familieplejekonsulenten i tvivl om, hvorvidt plejefamilien kan magte opgaven. Tilsynsenheden kontaktes og de finder en plejefamilie, som kan påtage sig opgaven – fordi tilsynsenheden har et større rekrutteringsgrundlag. I den akutte sag kender tilsynsenheden også institutionsområdet og ville også kunne pege på, om det ville være mere relevant med en akutinstitution eller en familielignende institution – afhængig af barnets udfordringer og sagens karakter. De tager dermed også et overordnet ansvar.
Tilsynsenheden må ikke kun være en kontrolfunktion
Det er helt afgørende, at tilsynsenheden ikke alene bliver en ny kontrolfunktion. Hvis kommunen alene fortsætter som nuværende og hvis tilsynsenheden alene skal komme på ét årligt kontrolbesøg, så har vi intet vundet i samarbejdet. Det må forventes, at tilsynsenheden bidrager fagligt til kommunens arbejde og at tilsynsenheden får denne faglige kapacitet. Dvs. hvis enheden finder hjælpen utilstrækkelig omkring plejefamilien, så har de også ansvar for at pege på løsninger og at bidrage til et fagligt løft. Derudover vil fx plejefamiliekonsulenten have et sted at gå hen, hvis situationen omkring en familieplejeanbringelse er fastlåst i samarbejdet i kommunen. Her kan plejefamiliekonsulenten få rådgivning fra tilsynsenheden, som kan have et uvildigt syn udefra på sagen. Socialtilsynet vil dermed både være tilsynsinstans, men også rådgivende instans svarende til den rolle, VISO har i dag.
Opsummering
Opsummeret ser strukturen overordnet således ud:
- Godkendelse af plejefamilie er placeret i kommunen – nærhedsprincippet er afgørende
- Driftstilsyn i et samarbejde mellem familieplejekonsulent og sagsbehandler sikrer kvalitet og sammenhængskraft – igen nærhedsprincippet er afgørende
- Rekruttering i kommunen, familiekonsulent finder familie der findes egnet til match med barn
- Match af plejefamilie foretages i et samarbejde mellem kommune og tilsynsenhed – for at højne faglig kvalitet
- Tilsynsenhed foretager ét årligt besøg mhp. at føre tilsyn med især kommunens arbejde – tilsynsenhedens funktion er at være det tredje øje
- Uddannelse er placeret i socialtilsynet – for at sikre ensartethed og højere kvalitet
- Temadage for plejeforældre er placeret i kommunen
- Netværksgrupper af plejeforældre er placeret i kommunen
- Børnegrupper for plejebørn er placeret i kommunen
- Familieplejekonsulenter skulle deltage i temadage, som socialtilsynet arrangerer og hvor plejefamilier deltager – det vil skabe bedre sammenhæng og højne faglighed
Tæt samarbejde mellem det indledende lovarbejde og praksis
Afslutningsvist vil vi komme med et forslag til Social- og Integrationsministeriet. Vil det være muligt at integrere professionsviden fra praksis allerede i det indledende arbejde med at formulere lovforslag? Dvs. mere målrettet at inddrage praksis allerede i de første tanker i udviklingen af nye love, især når det handler om velfærdsydelserne i det sociale arbejde. Et udviklingsorienteret samarbejde kan kvalificere praksis og gøre en større forskel for borgerne. Og på den måde vil vi også kvalificere arbejdet med høringssvar og udnytte ressourcerne endnu bedre i samarbejdet mellem ministre, politikere, embedsmænd og de faglige organisationer. Vi står meget gerne til rådighed for at afsøge, hvordan vi kan koordinere dette samarbejde i fællesskab.
Med venlig hilsen
Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening