Høringssvar: Lovforslag om ændring af integrationsloven, danskuddannelsesloven, lov om almene boliger m.v.

Til

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Integrationskontoret
Slotholmsgade 10
1216 København K

Integrationsministeriet har d. 5.april 2016 sendt ovennævnte lovforslag om en bedre ramme for at modtage og integrere flygtninge og for at styrke et virksomhedsrettet integrationsprogram i høring.

Dansk Socialrådgiverforening (DS), takker for muligheden for at afgive svar på høringen men må samtidige bemærke, at den korte hørringsfrist til et omfattende lovforslag med vigtige nyskabelser har gjort det vanskeligt at få en grundig behandling af alle dele af lovforslaget. Det finder vi kritisabelt, og det øger risikoen for lovsjusk.

Dette høringssvar er opdelt i syv afsnit:

1. Generelle bemærkninge
2. Risiko for mere bureaukrati i integrationsprogrammet
3. Nye regler om visitation til virksomhedsrettede tilbud eller tilbud til aktivitetsparate
4. Virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate
5. Udvidelse af integrationskontrakten med elementer fra integrationsplanen
6. Kommunalt skøn om afdækning af helbredsforhold
7. Uddannelsespålæg

1. Generelle bemærkninger

DS hilser meget velkommen, at der i lovforslaget er en række ændringer, som vil forbedre praksis ift. nogle forhold, og som i dag gør socialrådgivernes arbejde i kommunerne, i IT-systemerne og i det tværsektorielle samarbejde tungt og usmidigt.

DS ser det således som vigtige fremskridt, at man lovfæster konkrete regler for fleksibilitet i de fire årlige opfølgningssamtaler, samt at man ophæver trangsvurderingen ved dækning af transportudgifter.

Vi ser tilsvarende præcisering af forpligtigelsen til at overtage integrationsansvaret ved flytning til en anden kommune på grund af arbejde som et vigtigt fremskridt. Det samme er ændringen, at overtagelsesdatoen for kommunens integrationsansvar skal falde på hverdage.

DS hilser også velkommen, at der er forbedringer på andre områder, selvom vi mener, at der er behov for mindre justeringer af de konkrete forslag.

Vi er således positive overfor, at visiteringen til kommunerne kommer til at foregå mere gennemtænkt og med inddragelse af et beskæftigelsesperspektiv. Men vi vil opfordre til, at netværk og slægtninge også inddrages som et centralt fokus. DS anerkender fuldt ud, at kommunerne har udfordringer med at finde boliger til nyankommne flygtninge – sådan som de kan have det til andre grupper i samfundet. Dog vil vi bemærke, at det for mange flygtninges tilfælde kompliceres yderligere af et meget lavt ydelsesniveau samt et ringe netværk. Det er også et problem, at flygtninge er henvist til kun at søge bolig i den kommune, de er visiteret til, og lovforslaget lægger op til at bindingen til opholdskommunen blive forlænget fra de nuværende3 år til 5 år.

DS mener også, at de kollektive bofællesskaber for flygtninge som udgangspunkt er et godt tiltag, der kan afhjælpe boligsituationen og i bedste fald styrke integrationen. DS vil dog opfordre til, at det slås fast, at kommunen ved beslutning om nye beboere til fællesskabet i høj grad skal inddrage de personer, der i forvejen bor der, for at sikre et godt match samt en tryg base for alle beboere.

DS glæder sig over, at man vil styrke en tidlig afdækning i asylcentrene, samt at man vil ensrette proceduren for videregivelse af oplysningerne. Denne forbedring skal dog følges op af flere ressourcer til asylcentrene, da det er en ekstra opgave på et område, der i forvejen er meget presset. DS glæder sig også over at regeringen vil fremme informationsudvekslingen mellem asylcenter og kommune, og vi opfordrer til, at man samtidig afsætter ressourcer til en ordentlig digital løsning. DS beklager, at regeringen kun forpligter sig til at ”fremme” informationsudvekslingen, og at forslaget ikke bakkes op konkret i lovforslaget.

Forslaget om, at den formelle kompetenceafklaring allerede skal påbegyndes i overgangsfasen, kan blive en vigtig forbedring, der netop vil kunne kombinere indsatsen i asylcentrene med den i kommunerne. Også her må det følges op med ressourcer, fordi det er endnu en arbejdsopgave, der kræver tid for medarbejderne på asylcentrene.

2.Risiko for mere bureaukrati i integrationsprogrammet

Det er positivt, at der er et øget virksomhedsrettet fokus det første år af integrationsprogrammet, samt at det kan forlænges op til 5 år. Reglerne om forlængelse af integrationsprogrammet er dog omfattende og vil i praksis betyde risiko for mere bureaukrati.

Der er på nuværende tidspunkt meget få, som er selvforsørgende efter et år, og DS forventer, at der på trods af intensiveret indsats første år stadig vil være mange, der skal forlænges. Gevinsten ved at intensivere det første år, kan blive udhulet af, at der skal bruges ressourcer til at revurdere mål og indsats efter det første år, fordi tiden går til bureaukrati fremfor indsatsen.

Forlængelseskriterierne indebærer, at der skal formuleres et nyt beskæftigelsesmål og en ny indsats. Socialrådgivere er fagligt klædt på, til løbende at vurdere, hvornår mål og indsats skal vurderes og revideres. Opfølgning og vurdering af mål og indsats foretages i forvejen ved opfølgningssamtaler, og der arbejdes med forskellige delmål for at gøre vejen til beskæftigelses så effektiv og realistisk som muligt. Disse vurderinger er således allerede en naturlig del af socialrådgivernes arbejde, og vedtagelsen af et krav om, at der efter et år skal formuleres et nyt beskæftigelsesmål og en ny indsats, forekommer derfor unødvendig. I værste fald kan det afbryde en indsats, som den professionelle og borgeren allerede arbejder med. Den obligatoriske nyvurdering kan derfor blive en opgave, der foretages for systemets skyld og ikke for at sikre fremdrift i sagen.

DS er helt enig i, at det skal sikres, at flere kommer i arbejde, men vi er bekymrede for indholdet i forlængelseskriterierne, Vi mener, at de bør være mere enkle, end det der lægges op til i lovforslaget.

DS anbefaler, at sagsbehandleren, der har faglige kompetencer og erfaringer med beskæftigelsesrettet socialt arbejde, skal vurdere, om mål og indsats skal revideres, og at det sker ud fra det konkrete behov og ikke som en del af en forlængelsesbeslutning.

3. Nye regler om visitation til virksomhedsrettede tilbud eller tilbud til aktivitetsparate

Det foreslås, at de nuværende visitationskriterier efter § 3 i bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats ophæves og erstattes af et kriterie om, at nyankommne flygtninge kun skal anses som aktivitetsparate i de tilfælde hvor det er helt åbenbart at de grundet væsentlige sociale, helbredsmæssige, eller andre udfordringer ikke er i stand til at deltage i virksomhedsrettede tilbud.

Det nye visitationskriterium fokuserer på deltagelse i et virksomhedsrettet tilbud og ikke på, at man skal kunne påtage sig et ordinært arbejde som de nuværende visiteringskriterier efter § 3 i bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats. DS finder det problematisk at indføre et visitationskriterium, der kun sigter mod en indsats og ikke mod et mål om egentlig selvforsørgelse. Det svækker det sociale arbejde hvis vi visiterer efter indsats og ikke efter mål om selvforsørgelse. Indsatsen bør være midlet til målet og ikke målet i sig selv. DS opfordrer i stedet til at indføre kriterier, der er mere realistiske. Fx at forlænge fristen for, hvornår en aktivitetsparat i integrationsprogrammet forventes at kunne være selvforsørgende. Den vil man med fordel kunne øge fra 3 til 6 måneder.

4. Virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate

Det er i lovforslaget uklart hvilke krav om en virksomhedsrettet indsats, der vil blive stillet til aktivitetsparate. I bemærkningerne til lovforslaget står, ”at for de aktivitetsparate, hvor det er åbenbart, at de ikke med det samme kan magte et tilbud som virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, skal der ligeledes tilbydes en virksomhedsrettet indsats. For denne gruppe forslås det, at den virksomhedsrettede indsats i begyndelsen kan gives som et forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud” (et ”forforløb”).

Uklarheden er knyttet til begreberne skal og kan. Sætningen slår fast, at disse borgere, som ikke kan magte et virksomhedsrettet tilbud skal tilbydes det, mens det i sætningens slutning kun åbnes for, at der kan gives et forberedende forløb. Videre i bemærkningerne står der, at det forberedende forløb kan gives til aktivitetsparate i de første 6 måneder efter kommunens overtagelse af integrationsansvaret. Efterfølgende skal indsatsen for aktivitetsparate tilrettelægges som en kontinuerlig virksomhedsrettet indsats med tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, i det omfang den enkelte udlændinge er i stand til at deltage i dette. Det er uklart, hvordan det skal harmonere med, at en aktivitetsparat netop ikke kan magte et virksomhedsrettet tilbud.

Både her og i de specielle bemærkninger savner vi en præcisering af, om det for aktivitetsparate forsat vil være muligt at tilbyde alle former for indsatser efter § 23a, herunder indsatserne i stk. 1, nr. 1-4. Det er 1) korte vejlednings- og afklaringsforløb, 2) særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb mm., 3) ordinære uddannelsesforløb og 4) særlige opkvalificerende forløb. Det er heller ikke klart, om indsatsen efter 6 måneder – uanset om personen har været i et forforløb eller ej – alene skal tilrettelægges som en kontinuerlig virksomhedsrettet indsats. Det er bekymrende, hvis det alene er indsatser efter §§ 23b og 23c, der, man i første omgang skal tilbyde disse personer og dernæst (måske) kan vurdere, om en indsats efter § 23a, stk. 2, nr. 1-4 vil være relevant. Vi er bange for, at det i praksis vil være uklart, om man kan anvende disse indsatser, og det kan I værste fald afskære socialfaglige indsatser, som er helt nødvendige for de personer, som faktisk ikke vil kunne fungere i og profitere af et virksomhedsrettet tilbud.

DS ønsker derfor en præcisering af, hvilke virksomhedsrettede krav, der stilles til de aktivitetsparate. DS opfordrer kraftigt til, at tilbuddet om virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate træffes på baggrund af en faglig vurdering fremfor et bastant og tilsyneladende inkonsistent generelt krav.

DS bakker fuldt op om en styrket virksomhedsrettet indsats for alle de personer, der overhovedet vil kunne profitere af den, men det er afgørende, hvis det skal lykkes, at flere virksomheder er villige til at tage aktivitetsparate flygtninge i praktik. Hvis dette ikke sker, kan DS være bekymret for, at jobcentrenes virksomhedsservice vil få både flaskehalsproblemer og massivt arbejdspres i en tid, hvor der er mange andre opgaver som fx IGU’en, som også skal passes ind på virksomhederne.

DS mener, at der er behov for at tænke mere kreativt i forhold til målgruppen af aktivitetsparate, og vi vil foreslå, at der åbnes for en vifte af socialfaglige tilbud med indsatser med et socialfagligt og tværfagligt indhold i stedet for, at man alene at fokusere snævert på virksomhedsrettede tilbud.

5. Udvidelse af integrationskontrakten med elementer fra integrationsplanen

DS er meget positiv overfor forslaget om forenkling ved at slå integrationskontrakten og integrationsplanen sammen. Det har længe været et ønske for DS, og vi er derfor glade for at se det blive imødekommet. Det er også meget positivt, at integrationskontrakten bliver indarbejdet i det eksisterende IT-værktøj “min plan”.

Integrationskontrakten er beskæftigelsesrettet og er rettet mod den enkelte, som også forpligtes til at underskrive de planlagte aktiviteter. Integrationsplanen har et helhedsorienteret perspektiv og retter sig mod den samlede families situation og tager hensyn til de ressourcer og barriere, der kan være for at opfylde kommunens mål for både den beskæftigelsesrettede indsats og i forhold til integrationen.

DS er bekymret for, om den helhedsorienterede indsats, der er grundlaget for integrationsplanen, er tilstrækkeligt indarbejdet i integrationskontrakten. Afskaffelse af integrationsplanen kan medføre, at man overser vigtige ressourcer og barriere i den samlede familie og særligt bekymringer ift. børn kan blive overset. DS opfordrer derfor til, at der indarbejdes flere af de helhedsorienterede elementer fra integrationsplanen i integrationskontrakten.

Ifølge lovforslaget skal det nu af integrationskontrakten fremgå, hvem der er den koordinerende forvaltning og dermed har ansvaret for, at mål og indsatser i integrationskontrakten tager udgangspunkt i udlændingens samlede situation. Med denne lovændring vil der være et stærkt incitament til at lægge den koordinerende forvaltning i jobcenteret. Det kan give sagsbehandlerne i dette regi en ekstra arbejdsopgave og en ny rolle.

Sagsbehandlerne i jobcentrene vil skulle yde en mere helhedsorienteret indsats, som udvider det nuværende beskæftigelsesrettede perspektiv. Det understreger, at der skal sikres efteruddannelse og kurser om de love, som sagsbehandlerne i jobcenteret fremover vil skulle forholde sig til.

Det er også meget vigtigt, at der afsættes tid til at kunne varetage den koordinerende rolle, hvilket indebærer et lavere sagstal. Det er en vigtig erfaring fra indførelsen af koordinerede sagsbehandlere i førtidspensions- og sygedagpenge-reformerne, både af hensyn til kvaliteten i denne vigtige koordinering og for at sikre medarbejdernes arbejdsmiljø.

6. Kommunalt skøn om afdækning af helbredsforhold

Det stigende antal flygtninge vil lægge et øget pres på de kommunale ressourcer, og det foreslås derfor, at tilbuddet om en helbredsvurdering skal foretages ud fra et kommunalt skøn (med undtagelse af kvoteflygtninge). Det gælder både voksne og børn, herunder uledsagede mindreårige. For familiesammenførte ændres den nuværende skal-bestemmelse til en kan-bestemmelse. Samtidig udskydes fristen fra 3 til 6 måneder.

DS er klar over, at det har været vanskeligt at få udført helbredsundersøgelserne. Ikke desto mindre er forslaget en forringelse af både en forebyggende sundhedsmæssig indsats og af introduktionen af det danske sundhedssystem til nyankommne udlændinge.

DS er som nævnt tidligere positiv over for, at regeringen vil fremme informationsudvekslingen mellem asylcenter og kommune, da det er gennem materialet fra centret og efter en samtale med borgeren, at sagsbehandlere skal vurdere om der er behov for en bred helbredsundersøgelse.

Der er dog risiko for, at mennesker, som kunne have behov for en helbredsundersøgelse af mere bred karakter, vil blive overset. Sagsbehandlere har naturligvis mulighed for i samtalen at vurdere, om personer med helt åbenlyse symptomer skal have en mere omfattende helbredsundersøgelse, men der er risiko for, at sagsbehandleren ikke fagligt vil være i stand til at opfange andre mere skjulte oplysninger, som fx læger vil kunne vurdere, og som bør udløse en bred helbredsundersøgelse.

DS mener, at man skal fastholde fristen på 3 måneder og ikke udvide den til 6 måneder for at sikre en tidlig indsats, men vi er opmærksomme på de udfordringer, der ligger i at kunne tilbyde en tidlig indsats på grund af mangel på praktiserende læger. DS foreslår derfor, at man i højere grad benytter de kommunale lægekonsulenter og sygeplejersker, der er tilknyttet kommunerne, til disse opgaver.

Der bør særskilt være større opmærksomhed på undersøgelser af smitsomme sygdomme som fx tuberkulose. Man bør udvide den medicinske screening i asyl-fasen til at indeholde en forebyggende indsats, der med blodprøver kan afsløre smitsomme sygdomme i god tid. Dette er vigtigt for både den enkeltes sundhed og beskæftigelsespotentialet, men også for at reducere smittefaren for personalet i fx jobcentre, virksomheder og på sprogskoler.

7. Uddannelsespålæg

Lovforslaget fastholder uddannelsespålægget til udlændinge under 25 år. Samtidige forslås der et krav om virksomhedspraktik på minimum 15 timer om ugen for jobparate.

Da der ikke er mulighed for at visitere udlændinge til at være uddannelsesparate, må det antages, at de, der visiteres som jobparate sideløbende med et uddannelsespålæg, også skal opfylde et krav om et virksomhedsrettet tilbud på minimum 15 timer om ugen. DS er positiv overfor, at man med et uddannelsespålæg fastholder et uddannelsesfokus for de unge udlændinge, men finder det urealistisk og ulogisk samtidig at kræve en virksomhedsrettet indsats. Det kan gøre det umuligt at leve op til uddannelsespålægget, og det vil besværliggøre tilrettelæggelsen af integrationsprogrammet, da det virksomhedsrettede timekrav vil komme i vejen for relevante indsatser som fx forløb på VUC.

DS anbefaler, at man gør det muligt at fastholde et målrettet uddannelsesfokus for dem der modtager et uddannelsespålæg, uden at det skal besværliggøres af et krav om samtidig virksomhedspraktik.

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening