Høringssvar: Kontanthjælpsloft og 225-timersregel

DS er enig i ambitionen om, at få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Lovforslagets metoder vil dog ikke have den tiltænkte beskæftigelseseffekt. De vil blot skabe mere fattigdom. DS vender sig derfor kraftigt i mod det foreslåede kontanthjælpsloft og 225-timersreglen.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Njalsgade 72A
2300 København S
Att.: Tina Holgaard Madsen
Anne Hedegaard

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar på forslaget om at indføre et nyt kontanthjælpsloft, en 225 timers regel og fire ugers ferie til uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere fremfor fem.

Indledende bemærkninger

DS er enige i regeringens ambition om, at få flere uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere i arbejde. DS mener dog, at de forslåede metoder i lovforslaget ikke vil have den tiltænkte beskæftigelseseffekt. De vil blot skabe mere fattigdom i målgruppen. DS vender sig derfor kraftigt i mod det foreslåede kontanthjælpsloft, 225-timersreglen samt forringelsen af retten til ferie for kontanthjælpsmodtagere.

Forslaget vil skabe øget fattigdom
Flere undersøgelser peger på, at økonomiske incitamenter har en ringe beskæftigelseseffekt overfor de mest udsatte ledige. De virker kun på den gruppe ledige, der reelt set kan respondere på dem. Størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne er vurderet til at være aktivitetsparate (ca. 78 %). Dvs. at de har andre problemer end ledighed, eksempelvis helbredsproblemer, sociale problemer, ringe kvalifikationer mv. der gør, at de ikke kan tage et arbejde. En lavere ydelse vil ikke ændre på dette billede.

Lovforslagets største udfald vil derfor være øget fattigdom fremfor en øget beskæftigelseseffekt for størsteparten af kontanthjælpsmodtagerne. Beregninger for lovforslagets bemærkninger understøtter denne påstand.

Ifølge lovforslagets bemærkninger, skønnes kontanthjælpsloftet at ramme 24.100 fuldtidspersoner. De vil få reduceret deres boligstøtte og særlige støtte med ca. 1.450 kroner per måned. Hertil kommer, at 225 timerreglen, ifølge lovforslagets bemærkninger, med betydelig usikkerhed vil medføre, at 670 ægtepar mister gennemsnitligt ca. 162.000 kroner på årsbasis og at 7.300 ugifte fuldtidspersoner mister gennemsnitligt 11.500 kroner på årsbasis, fordi 225-timers-kravet ikke er opfyldt. Det er rigtig mange personer, der rammes økonomisk og potentielt udsættes for fattigdom.

Samtidig fremhæves det i lovforslagets bemærkninger, at forslaget om et kontanthjælpsloft, en 225-timersreglen og ret til fire ugers ferie i stedet for fem, vil styrke beskæftigelsen med ca. 700 fuldtidspersoner. Prisen for at øge arbejdsstyrken med 700 fuldtidspersoner bliver, at op mod 30.000 personer potentielt må leve under fattigdomslignende vilkår. DS mener, at dette er en al for høj pris at betale.

Øget fattigdom vil ikke få målgruppen tættere på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Fattigdom medfører flere sociale problemer, såsom social isolation, helbredsproblemer, enorme økonomiske konsekvenser i hverdagslivet mv., som i værste fald blot vil marginalisere gruppen yderligere fra arbejdsmarkedet. Samtidig kan de øgede sociale problemer som følge af fattigdom medføre store ekstraudgifter for især kommunerne.

Hertil kommer, at børn der fremover vokser op i familier, hvor en eller begge forældre er på kontanthjælp, vil være i overhængende risiko for at vokse op i fattigdom. En sådan situation kan have alvorlige konsekvenser for børnenes liv. Flere undersøgelser peger på, at børn, der vokser op i fattigdom har dårligere kvalifikationer, lavere selvværd, lavere social netværksdannelse og generelt dårligere trivsel end børn, der vokser op under normale økonomiske vilkår. Det er en social arv, der kan sætte alvorlige spor i barnets voksentilværelse og i værste fald lede til sociale problemer, der på sigt kan koste samfundet – og den enkelte – dyrt.

Investeringer i de mest udsatte ledige
Fremfor at skære ned på denne gruppe igennem nedsatte ydelser, bør der i stedet investeres i det, vi ved virker, i forhold til at få denne gruppe tættere på arbejdsmarkedet. Der skal bl.a. investeres i 1) en velkoordineret indsats i kommunerne, 2) indsatser, der reelt set kan løse borgerens sociale, sundheds- og beskæftigelsesmæssige problemer, 3) jobåbninger og nye tiltag på arbejdsmarkedet, herunder det rummelige arbejdsmarked og 4) revalidering og god støtte til uddannelse.

DS så gerne, at regeringen i højere grad arbejdede på at iværksætte og understøtte ovenstående, da det ganske givet vil få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde end nedsatte ydelser og skærpede rådighedskrav.

Specifikke kommentarer: Kontanthjælpsloftet
Kontanthjælpsloftet er i praksis et loft over den maksimale boligsikring inklusive kommunernes mulighed for at yde særlig støtte til høje boligudgifter og/eller forsørgerudgifter ved en akut sociale begivenhed. Kontanthjælpsloftet betyder i praksis, at de berørte kontanthjælpsmodtagere skønnes at få reduceres deres boligstøtte og særlige støtte med 1.450 kroner per måned.

Det nye, moderne kontanthjælpsloft et langt mere restriktivt end det oprindelige kontanthjælpsloft fra før 2012, da det kun omfattede personer, som havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder, mens det nye loft omfatter alle kontanthjælpsmodtagere, så snart de begynder at modtage kontanthjælp.

§ 25b, stk. 4
Af denne paragraf fremgår det, at ydelser, der indgår under loftet er integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp samt aktivitets-, barsels- og bidragstillæg med de beløb, som ville være udbetalt, hvis ydelsen ikke var nedsat eller ophørt på baggrund af en sanktion eller manglende opfyldelse af 225-timersreglen.

Formålet med dette er, at en lavere udbetaling af hjælp på grund af sanktioner eller manglende opfyldelse af beskæftigelseskravet på 225-timer ikke skal kunne medføre, at der bliver plads under loftet til mere særlig støtte eller boligstøtte.

Dette skaber, ifølge DS, en giftig kombination mellem kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Der kan opstå situationer, hvor en borger både rammes af kontanthjælpsloftet ved træk i boligstøtte og særlig støtte og trækkes i ydelsen som følge af 225-timersreglen. I sådanne situationer vil der være tale om en betydelig indtægtsnedgang for den pågældende, der kan få alvorlige sociale konsekvenser.

For at formilde en sådan situation, opfordrer DS til, at et træk i ydelsen som følge af 225-timersreglen på en eller anden måde giver luft under kontanthjælpsloftet. Trækket i ydelsen som følge af 225-timersreglen behøver ikke nødvendigvis at modsvares 1:1 af særlig støtte og boligstøtte, selvom det selvfølgelig ville være mest optimalt set i DS’ øjne, men en anden løsning bør også være mulig at finde.

§25c, stk. 4
Da boligstøtten er forudbetalt, og integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp samt særlig støtte er bagudbetalte, kan Udbetaling Danmark ikke altid ved udbetalingen fastslå de endelige beløb, der skal indgå i loftsberegningen. Ifølge lovforslagets § 25c, stk. 4 og de dertilhørende lovbemærkninger foreslås dette løst ved, at der vil blive foretaget en foreløbig udbetaling af særlig støtte og boligstøtte, som senere kan reguleres i form af tillæg eller fratræk fra den enkeltes ydelser, når de korrekte oplysninger om vedkommendes indtægter, når kontanthjælpen udbetales, foreligger. Denne justering kan medføre, at hele boligstøtten bortfalder for den pågældende måned.
DS vil gerne understrege, at en sådan praksis vil skabe en urimelig usikkerhed omkring den enkelte kontanthjælpsmodtagers i forvejen spinkle økonomi. I en kontanthjælpsmodtagers ofte spinkle økonomi er der ikke nødvendigvis rum for, at en ydelse, der er bevilget foreløbigt, pludselig skal tilbagebetales. Et administrativt problem i lovens udformning løses med andre ord på bekostning af kontanthjælpsmodtageren, hvilket DS ikke finder rimeligt. DS opfordrer derfor kraftigt til, at der findes en anden praksis til at løse dette problem, der kan sikre økonomisk stabilitet i den enkeltes husholdning, før loven træder i kraft.

Specifikke bemærkninger: 225-timersreglen

Den 225 timers-regel, som nu foreslås indført, er mere restriktiv end den time-regel, der blev afskaffet i 2011. Den gamle 225-timersregel omfattede således kun ægtepar, hvor begge var på kontanthjælp. Den nye time-regel omfatter også enlige på kontanthjælp, mens kontanthjælpsmodtagere i parfamilier, hvor den anden ikke er på kontanthjælp, fortsat friholdes.

§13f, stk. 9
Det foreslås i § 13f, stk. 9, at en ægtefælle eller en ugift person, hvis arbejdsevne er så begrænset, at vedkommende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, ikke omfattes af kravet om 225 timers ordinært arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder. DS er meget glade for, at denne mulighed foreligger i loven, da det vil være nødvendigt i en række tilfælde at foretage denne undtagelse pga. helbredsmæssige eller alvorlige sociale problemer hos den enkelte kontanthjælpsmodtager.

DS er dog bekymrede for, at personkredsen for denne undtagelse ikke defineres klart nok i selve lovteksten, og at det derfor i praksis bliver svært at forvalte undtagelsen i kommunerne. Samtidig kan det være DS’ bekymring, at nogle kommuner vil underimplementere undtagelsen, da den ikke er tydelig nok defineret i selve lovteksten.

Det eneste sted, der laves en tilnærmelsesvis definition på, hvem personkredsen er, er i lovbemærkningerne. Her understeges det blandt andet, at ”Det må forventes, at en stor andel af de personer, der er vurderet aktivitetsparate, vil være omfattet af undtagelsen”. DS er glade for denne formulering, men mener, at den skal skærpes væsentligt.

DS mener, at alle aktivitetsparate skal undtages fra 225-timersreglen, da de allerede én gang af kommunen er blevet vurderet til ikke at kunne tage et arbejde. Et skærpet rådighedskrav bør ikke kunne ændre på denne vurdering, hvorfor skelnen mellem aktivitetsparate og job- og uddannelsesparate også bør lægge til grund for vurderingen af, hvem der skal undtages fra 225-timersreglen.

For at sikre, at denne skelnen kommer til at lægge grund for vurderingen af, hvem der skal undtages for 225-timersreglen, bør der, ifølge DS, ske to ting:

  1. Formuleringen i lovbemærkningerne skal skærpes. Ordene ”forventes” og ”en stor andel af” i sætningen ”Det må forventes, at en stor andel af de personer, der er vurderet aktivitetsparate, vil være omfattet af undtagelsen” er for upræcise og bør skærpes til, at alle aktivitetsparate undtages fra 225-timersreglen.
  2. En sådan skærpet beskrivelse af personkredsen, der kan undtages fra 225-timersreglen, bør herudover skrives direkte ind i lovtekstens § 13f, stk. 9 og ikke blot figurere i lovbemærkningerne. Alternativt skal den skærpede beskrivelse af personkredsen indskrives i vejledningen, før lovens ikrafttrædelse.

Herudover rummer lovbemærkninger også en konkretisering af, at personer under forrevaliering og revalidering samt personer, der er ved at få udarbejdet rehabiliteringsplanens forberedende del ikke omfattes af 225-timersreglen. Denne præcisering bør også indskrives direkte i lovtekstens § 13f, stk. 9 eller alternativt i vejledningen, før loven træder i kraft.

§ 13f, stk. 10
Det foreslås i § 13f, stk. 10, at perioden med hjælp i sammenlagt 1 år består af: 1) perioder med uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, 2) perioder med aktive tilbud, 3) perioder, hvor der har været fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen og 4) perioder med supplerende hjælp.

DS finder det urimeligt, at perioder, hvor der har været fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen tæller med i perioden med hjælp i sammenlagt 1 år. Her har borgeren jo netop ikke modtaget hjælp. Disse perioder bør således ikke tælle med i den samlede opgørelse. Ligeledes finder DS det urimeligt, at perioder med supplerende hjælp også tæller med i perioden med hjælp i sammenlagt i år. Supplerende hjælp gives i perioder, hvor borgeren sideløbende med kontanthjælpen har haft en lille arbejdsindtægt. Ved at tælle sådanne perioder med i perioden med hjælp i sammenlagt et år, skabes der, ifølge DS, en omvendt incitament struktur i forhold til resten af lovforslaget, hvor borgeren indirekte straffes for at tage et arbejde, der er kortvarigt. Disse perioder bør således heller ikke tælle med i den samlede opgørelse.

§ 13f, stk. 12,5
DS er glade for, at ”perioder, hvor den pågældendes arbejdsevne har været vurderet så begrænset, at vedkommende ikke har kunnet opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked” ikke tæller med i perioden på 12 måneder, hvori den enkelte kontanthjælpsmodtager skal præstere 225-timers arbejde. Det er kun rimeligt.

DS er dog igen bekymrede for, at personkredsen for denne undtagelse ikke defineres klart nok i selve lovteksten, og at det derfor i praksis bliver svært at forvalte undtagelsen i kommunerne. Samtidig kan det igen være DS’ bekymring, at nogle kommuner vil underimplementere undtagelsen, da den ikke er tydelig nok defineret i selve lovteksten.

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser står der, at der skal anvendes samme afgræsning, som beskrevet i lovbemærkningerne til § 13f, stk. 9. DS vil således igen opfordre til, at denne afgræsning skærpes, jf. DS’ pointe under § 13f, stk. 9, samt skrives direkte ind i lovtekstens § 13f, stk. 12,5 og ikke kun fremgår af lovbemærkningerne.

§ 13f, stk. 16
Det foreslås i § 13f, stk. 16, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for kommunens pligt til at vejlede om jobsøgning mv. for personer, der kan blive omfattet af 225-timersreglen. I lovbemærkningerne står der, at ”For personer, der er i risiko for at blive omfattet af 225-timers reglen, skal kommunen desuden være særlig opmærksom på at støtte borgeren i at få fodfæste på arbejdsmarkedet, herunder sikre, at borgeren får den nødvendige hjælp til at finde mulige arbejdsgivere og søge job. I den forbindelse har kommunen mulighed for at tilbyde borgeren en særlig jobformidler, give tilbud om mentorstøtte mv.”

DS vil opfordre beskæftigelsesministeren til hurtigst muligt – og gerne inden 1. oktober 2016, hvor 225-timersreglen starter sin indfasning – at fastsætte reglerne for kommunens pligt til at vejlede om jobsøgning for de personer, der er i risiko for at blive ramt af 225-timersreglen. Det er afgørende, at der sikres en særlig indsats for denne gruppe, hvis de reelt set skal have muligheden for at leve op til kravet om 225-timers ordinært og ustøttet arbejde, herunder at både stat og kommune forpligtes på at skabe reelle jobåbninger for denne gruppe. Det skal tydeliggøres, gerne i lovteksten, hvad kommunen reelt er forpligtet til overfor denne målgruppe.

Herudover vil DS gerne påpege, at det ikke er holdbart, at regeringen med dette lovforslag lægger op til, at kommunerne skal sætte stærkere ind med mentorstøtte overfor de personer, der er i risiko for at blive ramt af 225-timersreglen, når midlerne til mentorordningen netop er blevet kraftigt beskåret i finansloven. Det hænger ikke sammen.

§26, stk. 6
Det foreslås i § 26, stk. 6, at hvis ingen af ægtefællerne i et ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, opfylder betingelsen om 225-timersreglen, udbetales der fortsat hjælp til én ægtefælle. Kommunen skal vurdere, hvilken af ægtefællerne der er tættest på arbejdsmarkedet og som dermed fortsat skal have udbetalt kontanthjælp.

DS mener, at kontanthjælpen i dette tilfælde ikke bør bortfalde for den ægtefælle, der er længst fra arbejdsmarkedet. Kontanthjælpen bør derimod bortfalde for den, der er tættest på arbejdsmarkedet. I § 13f, stk. 13 fremgår det, at en ægtefælle, hvis hjælp er ophørt igen kan blive berettiget til fuld hjælp, når den pågældende dokumenterer, at han eller hun har haft mindst 225-timers ordinært og ustøttet arbejde indenfor de seneste 12 kalendermåneder.

Som § 26, stk. 6 og § 13f, stk. 13 tilsammen er udformet nu, er det altså den ægtefælle, der er længst fra arbejdsmarkedet, der skal præstere 225-timer, for at ægteparret kan opnå en situation, hvor de begge får kontanthjælp igen. Det er selvsagt sværere for den ægtefælle, der er længst for arbejdsmarkedet at opnå 225-timer end for den ægtefælle, der er tættest på arbejdsmarkedet. Derfor foreslår DS, at kontanthjælpen i dette tilfælde bortfalder for den ægtefælle, der er tættest på arbejdsmarkedet. Som lovforslaget er udformet nu, lægges der et urimeligt pres på et ægtepar i forhold til at genopnå en situation, hvor begge parter får kontanthjælp, hvilket DS ikke finder rimeligt.

I lovbemærkningerne til denne paragraf står der, at den ægtefælle, hvis kontanthjælp bortfalder, betragtes som reelt hjemmegående og skal derfor ikke stå til rådighed – og dermed heller ikke have aktive tilbud. Det er sådan set rimeligt nok, da den enkelte ikke længere modtager nogen ydelse. DS kan dog være bekymrede for borgerens situation i dette tilfælde, da personen uden ydelse kan risikere at blive ”glemt” af systemet, da den ikke længere figurerer i kommunens systemer. For det første vil den selvsagt være uden indkomst, hvilket er katastrofalt nok i sig selv, men derudover kan der opstå situationer, hvor vedkommende ikke tilbydes de aktive tilbud, der netop skal få borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.

§ 26, stk. 9
Det foreslås i § 26, stk. 9, at hvis ægtefællen, hvis hjælp er bortfaldet som følge af, at begge ægtefæller i et ægtepar på kontanthjælp ikke lever op til 225-timersreglen, igen opnår 225-timers ordinært og ustøttet arbejde og dermed igen opnår ret til kontanthjælp, bortfalder hjælpen i stedet hos den anden ægtefælle, indtil denne har præsteret 225-timer.

Dette forslag kan, ifølge DS, skabe en ond spiral, hvor det enkelte ægtepar i meget lang tid, skal leve på udelukkende én kontanthjælp med store fattigdomskonsekvenser som følge. DS foreslår derfor, at stk. 9 i § 26 bortfalder.

§79, stk. 3
Det foreslås i § 79, stk. 3, at der skal indbetales ATP-bidrag af den fulde uddannelseshjælp og kontanthjælp, selvom hjælpen nedsættes som følge af manglende opfyldelse af 225-timersreglen. På den måde sikres det, at personer, der i længere tid modtager nedsat ydelse som følge af 225-timersreglen ikke bliver ringere stillet end andre, når de skal have udbetalt ATP. DS er glade for, at dette sikres. Dog er det et problem, at ægtefæller, hvis kontanthjælp bortfalder som følge af 225-timersreglen, ikke længere anses som modtagere af kontanthjælp og dermed ikke vil få udbetalt ATP. Det kan have store konsekvenser for deres alderdom.

§ 34, stk. 4
Efter de gældende regler bevilges særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik som en skattefri ydelse til personer med særlig høje boligudgifter og/eller forsørgerbyrde. Det er en betingelse for at modtage særlig støtte, at modtageren har været udsat for en social begivenhed.

Med § 34, stk. 4. cementerer lovforslaget, at det ikke er hensigten, at personer, som omfattes af 225-timersreglen og som derved får en nedsættelse af hjælpen, skal have beregnet en højere særlig støtte som følge af nedsættelsen. Det bliver med andre ord ikke muligt at bruge § 34 som socialfagligt redskab overfor denne personkreds.

DS vil gerne understrege, at det kan have katastrofale følger, at de redskaber, der er i loven til at understøtte udsatte borgere i særlige situationer, over en kam tages væk for denne personkreds. Der kan opstå situationer, hvor en fattigdomssituation for en person ramt af både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen bliver så markant, at der er brug for at bevilge særlig støtte til personen for at afhjælpe den enkeltes situation (eksempelvis undgå boligudsættelse, sikre den nødvendige medicin mv.). Ved fuldstændigt at fjerne muligheden for at benytte § 34 overfor denne målgruppe, fjernes denne mulighed, hvilket er kritisabelt.

Ret til fire ugers ferie fremfor fem

Det foreslås i § 13, stk. 11 og § 54a, stk. 1, at kontanthjælpsmodtageres ferieperiode nedsættes fra 5 uger til 4 uger samt at en ferieperiode højest må vare 2 uger. De opnåede fire ugers ferie vil derfor fremover ikke kunne holdes samlet.

DS vender sig kraftigt imod denne forringelse i kontanthjælpsmodtagernes ret til ferie. Kontanthjælpsmodtagere står til rådighed for arbejdsmarkedet og har dermed brug for rådighedsfrie perioder på lige fod med andre. Forslaget vil samtidig ramme særligt kontanthjælpsmodtagernes børn, der med forslaget ikke vil få mulighed for en længerevarende, sammenhængende ferie, som det ellers anbefales af samtlige daginstitutioner mv.
Med venlig hilsen
Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening