Høringssvar vedr. udkast til et revideret kapitel 9 i vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed
Dansk Socialrådgiverforening kræver, at Justitsministeriets reviderede vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed også i fremtiden klart og utvetydigt skal sikre at medarbejderne i det offentlige som udgangspunkt har ret til at videregive ikke-fortrolige oplysninger.
Til
Justitsministeriet
Dansk Socialrådgiverforening takker for muligheden for hermed at fremsende vore bemærkninger til Justitsministeriets udkast til et revideret kapitel 9 i vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Af Justitsministeriets høringsbrev fremgår det, at målet med udkast til revision af vejledningens kapitel 9 er at præcisere, hvornår man som offentligt ansat må videregive ikke-fortrolige oplysninger.
Et sådant formål bakker vi op om i Dansk Socialrådgiverforening (herefter ’DS’). Målet med herværende vejledning skal være at skabe bedre klarhed for offentligt ansattes ytringsfrihed.
Udkastet, som det er præsenteret nu, fremstår desværre mere uklar end den hidtidige vejledning, og DS opfordrer derfor Justitsministeriet til at sikre en ændret formulering.
Udkastet indeholder en række uklarheder, der i praksis vil indebære en begrænsning af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat til skade for kvaliteten i den offentlige service og for den demokratiske indsigt i den offentlige service.
Som udgangspunkt er ytringsfriheden begrænset af reglerne om tavshedspligt, samt at ytringer ikke må medføre en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser. Derudover er der særlige begrænsninger for ansatte, der sidder særligt tæt på myndighedens beslutningsproces. Disse begrænsninger er tydeligt beskrevet i kapitel 6, 7 og 8 i den nuværende vejledning.
Den nuværende vejlednings kapitel 9, 2. afsnit, fremstiller med samme klarhed hovedreglen for offentligt ansattes videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger: ”Offentligt ansatte kan som udgangspunkt frit videregive ikke-fortrolige oplysninger til pressen eller andre eksterne parter. Det gælder også i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler.”
DS finder at dette for vore medlemmer opleves som en hjælpsom og klart formuleret hovedregel. På den baggrund anbefaler DS, at denne formulering af hovedreglen opretholdes.
Modsat opleves det ikke som en præcisering af vejledningen at fjerne denne hovedregel og i stedet erstatte hovedreglen med en række uklart formulerede forbehold (som i det foreliggende udkast), der i praksis lægger mundkurv på offentligt ansatte. Udkastet rummer en række afvejningspunkter, der er uklart formuleret og ikke fulgt op af konkrete eksempler, der kan tydeliggøre mere præcist, hvornår der er, og hvornår der ikke er adgang til videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger.
Offentligt ansatte vil med udkastet bl.a. skulle vurdere, om der ”er modstående hensyn til, at oplysningerne ikke videregives”, f.eks. myndighedens funktionsevne eller interne beslutningsprocesser. Sådanne vurderinger kan sjældent være entydige og derfor skaber de usikkerhed blandt ansatte. Det begrænser paratheden til at gå videre med oplysninger, som måske på kort sigt kan skade deres arbejdsplads – også selvom det har offentlighedens interesse og på sigt kan løfte kvaliteten i arbejdspladsens offentlige service.
Går man ud i offentligheden med kritik af sin arbejdsplads, kan der selvsagt argumenteres for, at det kan have negative konsekvenser for den pågældende myndighed. Offentligt ansatte skal kunne ytre sig om ikke-fortrolige oplysninger, når der er noget at kritisere, også selvom sådanne ytringer umiddelbart kan have negative konsekvenser for myndigheden, da ytringen meget vel samtidig kan være til gavn for offentligheden.
De seneste år har budt på en række afsløringer af svindel, manipulation og lovbrud i både det offentlige og det private. Det gælder f.eks. skandaler som Hvidvasksagen, Tibet-sagen, sagen om udbytteskat og svindlen i Socialstyrelsen. Sager, som vi kun kender til, fordi enkeltpersoner ansat i organisationer, virksomheder og ministerier har haft modet til at ytre sig og afsløre ikke-fortrolige oplysninger for offentligheden.
DS vil gerne supplere med et par konkrete eksempler, der illustrerer, hvorfor bl.a. offentligt ansatte socialrådgivere skal kunne ytre sig og videregive ikke-fortrolige oplysninger uden at være begrænset af uklare vurderinger af frygt for repressalier. Følgende tre eksempler havde muligvis ikke set dagens lys, hvis ikke de ansatte havde ytret sig og sat deres faglighed og samvittighed over hensynet til arbejdspladsens umiddelbare funktionsevne:
I 2015 kom det frem, at Odense Kommune gav socialrådgiverne på børneområdet besked om at lukke hver femte sag om udsatte børn på grund af et presset budget. Socialrådgiverne nægtede og valgte i stedet at gå til pressen og afsløre kommunens ulovlige adfærd. Sagen betød, at offentligheden fik kendskab til kommunens lovbrud, og kommunen vedstod efterfølgende offentligt at der var sket fejl.
I 2017 skrev en række socialrådgivere på Jobcenter Lærkevej i København en kronik om forholdene for borgere og ansatte tilknyttet Jobcentret. Det skete efter først uden held at have forsøgt dialogen internt i kommunen. Kronikken fra socialrådgiverne var medvirkende til, at Københavns Kommune satte en undersøgelse i gang af forholdene på beskæftigelsesområdet, og der blev konstateret fejl, hvorefter der skete ændringer omkring bl.a. deres kriterier for at tildele førtidspension og der blev sat flere penge af til området.
I 2018 skrev tillidsrepræsentanten for socialrådgiverne på børneområdet i Stevns Kommune et læserbrev til den lokale presse med kritik af forholdene i forvaltningen. Det forebyggende og opfølgende arbejde måtte vige for ”brandslukning” i sagerne, og socialrådgiverne meldte sig syge på stribe på grund af stress. De havde først uden held forsøgt en dialog om problemerne internt, men det var læserbrevet og den deraf følgende debat i offentligheden, der sikrede åbenhed og en konstruktiv dialog om og tilpasning af forholdene.
Det er blot tre konkrete eksempler – ud af en lang række – på offentligt ansattes ytringer om kritisable forhold i den offentlige service, som ethvert demokrati bør hilse velkommen. Eksempler, som vi alle bør lære af, og som kun kan understøtte en fortsat sikring af en høj kvalitet i den offentlige service.
Desværre viser den ene undersøgelse efter den anden, at en stor del af de offentligt ansatte lægger bånd på sig selv af frygt for personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at ytre sig om og videregive ikke-fortrolige oplysninger om kritisable forhold på arbejdspladsen. DS finder at uklarhederne i det foreliggende udkast til vejledning må forventes at øge denne frygt.
Med det afsæt anbefaler DS, at Justitsministeriet ændrer vejledningen, så vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed også i fremtiden klart og utvetydigt slår fast, at medarbejderne i det offentlige som udgangspunkt har ret til at videregive ikke-fortrolige oplysninger.
Med venlig hilsen
Ditte Brøndum
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening