Høringssvar til lovforslag om bedre ressourceforløb

Til

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om bedre ressourceforløb.

Vi har fulgt ressourceforløbene lige fra de første streger til dem blev tegnet, og vi er glade for, at den omfattende og relevante kritik af dem nu har båret frugt med den første egentlige revision af ordningen. Lovforslaget rummer flere forbedringer, men grundlæggende må vi konstatere, at det kun er en justering, der efterlader en del problemer uløste. Lovforslaget bringer os på vej men ikke i mål, og vi er på flere punkter skuffede over ambitionsniveauet.

DS finder det beklageligt, at lovforslaget ikke indtænker de erfaringer, som mange kommuner har indhøstet i de senere år – senest bekræftet i frikommuneforsøget om Én plan – erfaringer, som understreger, at der skal være en forpligtende dialog med borgeren om, hvad der skal ske; at man i høj grad skal give borgeren medejerskab til den indsats, der vælges; at man skal arbejde helhedsorienteret; og at der skal være handlerum til en fleksibel og løbende tilpasning af indsatsen i dialog med borgeren.

Vi finder det også paradoksalt, at arbejdet med lovforslaget er gennemført helt uden reference til arbejdet med Hovedloven, der netop er et initiativ, der skal sikre en helhedsindsats til stort set de samme målgrupper, som vil kunne få ressourceforløb.

DS har længe kritiseret, at borgerne i alt for lang tid har kunnet være i reelt indholdsløse ressourceforløb. Derfor er det godt, at der kommer en bestemmelse om behandling i rehabiliteringsteamet efter 6 måneders passivitet. Men seks måneder er stadig lang tid i en passivitet, som skader borgerens motivation og tro på forløbet. Ydermere giver kravet om, at det skal drøftes i rehabiliteringsteamet efter 6 måneder, ikke nogen garanti for et reelt indhold efterfølgende. Bevilling af en mentor i få timer kan måske gøre det. Og borgeren får ingen rettigheder til selv at bede om en indsats. Kommunernes praksis på dette område skal efter lovforslaget alene styres ved at fastsætte resultatmål med mulighed for at underlægge kommunerne skærpet tilsyn, hvis de ikke lever op til målene. Det er en meget indirekte sikring af, at der sker noget i de enkelte forløb, og det er en ordning, der vil medføre mere bureaukrati i kommunerne, fordi målstyring, benchmark og skærpet tilsyn erfaringsmæssigt skaber bureaukrati og et regelorienteret regime i den enkelte kommune. Det er stik mod tankerne i den nærhedsreform, der skulle sætte fagligheden fri og gøre det muligt at møde borgerne på deres egne præmisser.

Lovforslaget ændrer ikke ved, at mange kontanthjælpsmodtagere venter alt for længe, inden de får bevilget et ressourceforløb. Det er ellers tiltrængt, fordi mange får forværret deres situation, mens de venter. Det er særlig skadeligt, at mange unge må vente længe på at få bevilget et ressourceforløb.

Lovforslaget rummer heller ikke en afklaringsgaranti for kontanthjælpsmodtagere. Det beklager vi meget, fordi selve det at få afklaret sin situation er et stort problem for mange borgere, og det blokerer for, at de kan komme videre.

DS har også mange gange påpeget, at sagsbehandlerne bør have indstillingsret til det rehabiliterende team. Det er der ikke i dag, og det åbner lovforslaget heller ikke for, selvom det skaber besvær i hverdagen.

Tilsvarende er der heller ikke ændret på, at rehabiliteringsteamet kun har indstillingsret over for de øvrige forvaltninger, så vi vil stadig se, at velbegrundede indstillinger fra teamet efterfølgende kan støde på grund, fordi de enkelte sektorforvaltninger trods teamets beslutning ikke bagefter bevilger indsatser, der skulle indgå i det samlede forløb.

Generelt savner DS initiativer for at styrke de koordinerende sagsbehandleres rolle. De er ofte i en meget usikker position, hvor de skal koordinere med alt for mange sager og uden kompetence over for de enkelte forvaltninger. Det er et selvstændigt problem i relation til ressourceforløbene, som gør det sværere at få dem til at fungere i praksis.

DS bakker op om, at ressourceforløbene afkortes til 3 år, at der kommer en max-grænse på 5 år for borgere mellem 40 og 50 år, og at de bliver et tilvalg for borgere over 60 år. Mange borgere har oplevet at være parkeret i årevis i flere forløb, så afkortningen bør få kommunerne til at levere hurtigere og mere målrettede forløb – kortere forløb bør jo ikke medføre, at borgerne får en mindre indsats. Afkortningen betyder desværre også, at borgeren efterfølgende let kan ende på kontanthjælp igen, hvis der ikke arbejdes aktivt for et flexjob, eller at reglerne om førtidspension lempes. Det understreger behovet for, at korte forløb følges op af en forstærket indsats.

Lovforslaget fortsætter et stærkt fokus på virksomhedsrettet indsats, og DS bakker op om, at der er et sådant fokus, og at borgeren får ret til at bede om en virksomhedsrettet indsats. Men man skal være opmærksom på, at netop borgere i ressourceforløb har brug for en helhedsindsats, der samlet gør noget for deres helbred, sociale situation, ledighed og manglende uddannelse. DS frygter, at der ikke bliver plads til helhedssynet, hvis man ensidigt prioriterer den virksomhedsrettede indsats.

Borgerens ret til en jobformidler er et fremskridt. Det skal så i den konkrete umøntning af ordningen sikres, at man ikke skubber den koordinerende sagsbehandler væk eller forvirrer med flere fagfolk med uklar rollefordeling.

DS bakker helt op om, at borgerne får ret til en sundhedsfaglig rådgivning om, hvorvidt et tilbud tager tilstrækkeligt hensyn til deres helbredssituation. Men det bør åbne for en vurdering og ikke kun en rådgivning.

Vi bakker også helt op om, at der kommer et mindre fradrag for lønindtægter, når en borger tager et job sideløbende med et ressourceforløb.

Afslutningsvis skal det understreges, at DS finder det meget kritisabelt, at lovforslaget samtidig med at indføre vigtige forbedringer af ressourceforløbene afskaffer refusionen af kommunernes udgifter til beskæftigelsesindsatsen i forløbene. Det er stærkt kontraproduktivt ift. målet om en mere aktiv og helhedsorienteret indsats. De gode elementer i aftalen bliver dermed undermineret af en besparelse, som gør, at kommunerne skal levere mere og tidligere, men får færre penge til det. Ydermere er der tilsyneladende et hul i de modelberegninger, det økonomiske regnestykke hviler på. Der er ikke indregnet, at en forstærket indsats fører til, at flere kommer fri af kontanthjælp og kommer i arbejde. De negative effekter på arbejdsudbuddet fremstår også spekulative (et minus på 50 personer, når det er helt indfaset efter 35 år), hvilket gør det samlede regnestykke meget usikkert.

Med venlig hilsen

Mads Bilstrup
Formand
Dansk Socialrådgiverforening