Høringssvar til lovforslag om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven mv.

Til

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Dansk Socialrådgiverforening takker for muligheden for at give høringssvar til lovforslag om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven mv.

Vi må påtale det store hastværk, lovforslaget bliver behandlet med. Med foreslået ikrafttræden 1. marts 2019 vil en seriøs behandling i Folketinget blive svær, og de kommuner og andre myndigheder, der skal arbejde med de nye regler, vil få alt for kort tid til at forberede det. Et sådant hastværk er desværre ikke ukendt, og det er vores erfaring, at det både skaber dårlig lovgivning og gør det vanskeligt at administrere den vedtagne lov bagefter. DS finder det også meget kritisabelt, at lovforslaget på grund af dette hastværk allerede er fremsat i Folketinget før høringsfristen er udløbet. Det afspejler en manglende respekt for høringen.

DS mener, at lovforslaget markant svækker selve integrationsmålsætningen. Vi mener, at flygtninge og familiesammenførte skal fungere i Danmark i den tid, de er her, i et konstruktivt og deltagende liv sammen med den øvrige befolkning i Danmark. Lovforslaget trækker i den modsatte retning, og det kan medvirke til at vi får grupper af mennesker, der lever i Danmark i måske mange år, men som fastholdes i en venteposition i samfundets udkant. Lovforslagets ide er, at disse flygtninge og familiesammenførte er uden for og skal forblive det, uanset hvor længe de er her, og uanset hvor skadeligt en sådan position kan være både for dem selv, for deres børn og for samfundet som helhed. I værste fald kan det svække sammenhængskraften og skabe marginalisering, udstødning og fjendebilleder. Det er forbløffende, at lovforslaget slet ikke rummer overvejelser om disse virkninger.

Den nye linje formuleres i et ’nysprog’, som Georg Orwell ikke kunne have opfundet bedre: Integrationsprogram ændrer navn til ”selvforsørgelses- og hjemrejseprogram”; medborgerskabserklæringen bliver til ”opholds- og selvforsørgelseserklæringen”, integrationsydelsen omdøbes til ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse” og integrationskontrakten bliver bare til ”kontrakten”. De nye navne er afvisende besværgelser, der fejer de hidtidige målsætninger om integration af bordet.

Denne midlertidighed skaber stor usikkerhed for de mennesker, det drejer sig om. Det er et stærkt signal til dem om, at uanset, hvad de gør, så er de ikke velkommen – samtidig med, at vi forventer, at de yder deres bedste for at finde fodfæste i det nye land, lære sproget og finde sig et job. Det er et dårligt udgangspunkt for det møde, vi skal have med hinanden og for det liv, vi skal have sammen. Det bliver selvfølgelig særlig alvorligt for de traumatiserede og behandlingskrævende flygtninge, som vil have særligt svært ved at tilkæmpe sig en plads på trods af et paradigme, der søger at holde dem uden for. En sådan usikkerhed nedbryder mennesker og svækker motivationen til at yde noget for at blive integreret og opnå selvforsørgelse.

Man må overveje, hvornår man har været så længe i Danmark som flygtning, at man bør have ret til at blive her. Det gælder ikke mindst for børnene. Lovforslaget har ingen overvejelser om, hvad det vil betyde for dem at leve måske i årevis i grundlæggende usikkerhed. Og der kan være tale om børn, der måske er født her, kun taler dansk, gennemfører dansk skole, har danske venner og deltager i et normalt dansk fritidsliv. Det fremgår af bemærkningerne (afsnit 2.3.2.1.1.5), at lovforslaget går helt til grænsen for, hvad man efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan i vurderingen af børnenes tilknytning til Danmark – og dermed af, hvornår de vil kunne udvises. Man accepterer tilsyneladende endda en procesrisiko i den forbindelse og konkluderer, at tilknytning i de første 8 år af et barns liv ikke skal have betydning for udvisningsovervejelsen. DS vender sig imod, at børn på den måde i mange år kan være ’midlertidigt tilstede’ og have en stadig trussel om udvisning hængende over hovedet.

DS vender sig også imod, at deltagelse i samfundet, danskkundskaber og tilknytning til arbejdsmarkedet fremover skal tillægges ”mindst mulig betydning” ved vurdering af hjemsendelse. Det svækker bestræbelsen på at få flygtningene ind på det danske arbejdsmarked og gøre dem selvforsørgende. Og det udhuler den gode aftale, der blev indgået med arbejdsmarkedets parter om styrket integration i marts 2016. Aftalens centrale punkt er Integrationsgrunduddannelsen, en aftale, der nu er ved at bære frugt, og som har været stærkt medvirkende til at øge flygtninges arbejdsmarkedstilknytningen markant. Det er på den baggrund særlig problematisk, at lovforslaget nu slår fast, at deltagelse i videregående uddannelsesforløb eller Integrationsgrunduddannelsen ikke i sig selv kan føre til, at man kan forlænge en opholdstilladelse.

Reduktionen i integrationsydelsen vil medføre en yderligere stigning i fattigdommen i Danmark. Det kommer oveni en voldsom stigning siden indførelse af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen. Nedskæringen efter 36 måneder, når disse mennesker har optjent ret til den halve børne- og ungeydelse, vil ’fastfryse’ ydelsen på et så lavt niveau, at det i sig selv vil modvirke integration og deltagelse i samfundet. Det vil få alvorlige konsekvenser for de familier, det rammer. Børnene rammes særlig hårdt, og der er solid forskningsmæssigt belæg for, at selv kortere perioder med fattigdom i et barns liv kan få langvarige konsekvenser mht. uddannelse og arbejdsliv. Nedskæringen forstærker en politik, der skaber fattigdom, en politik, som DS finder både skadelig og urimelig. DS mener også, at nedskæringen af ydelsen er på grænsen af, hvad Grundlovens § 75,2 tillader, hvilket vi også mener, at Højesteretsdommen fra 2012 om starthjælpen bekræfter.

Stigningen i fattigdom, som lovforslaget medfører, vil få endnu større betydning, fordi flygtninge fremover kan anvises midlertidig bolig og ikke som hidtil en normal permanent bolig. Uanset, at de midlertidige boliger ikke vil være egnede som en langsigtet løsning. Og flygtninge på offentlig forsørgelse kan ikke flytte fra kommunen i de første fem år, så de kan sidde fast i utilstrækkelige boliger i årevis, også selvom de måske kan finde en bedre og billigere bolig et andet sted. DS finder også, at placering af flygtninge i midlertidige boliger kolliderer stærkt med indsatsen mod ghettodannelse – det vil netop skabe de enklaver af parallelsamfund, som man ønsker at undgå.

Lovforslaget efterlader det indtryk, at det foreslåede loft over familiesammenføringer kan sættes i værk ret vilkårligt. På den ene side understreges det, at loftet kun kan aktiveres, når der ”foreligger en meget betydelig stigning i antallet af asylansøgere på kort tid” (s. 99). På den anden side siges det, at det også vil kunne aktiveres, ”når der er en begrundet formodning om, at antallet af meddelte asyltilladelser og dertil knyttede ansøgninger om familiesammenføring vil komme til at udgøre en tilstrækkeligt stor absorptions- og kapacitetsmæssig udfordring” (s. 100). DS mener, at loftet over sammenføringer i sig selv er problematisk, fordi en afvisning eller udsættelse af familiesammenføring er et indgreb i retten til familieliv og en stor belastning for de børn, det rammer. På den baggrund bør det ikke være usikkert, hvornår det kan aktiveres.

Afslutningsvis vil vi nævne, at en udgrænsning og marginalisering i fattigdom og dårlige boliger og med en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet kan være et dårligt udgangspunkt for, at flygtninge og familiesammenførte faktisk er i stand til at rejse tilbage til deres oprindelsesland. Lovforslaget kan føre til, at den repatriering, som lovforslaget lægger så meget vægt på, faktisk bliver vanskeligere, fordi disse mennesker vil have færre kræfter, ressourcer og kompetencer til at gennemføre udrejsen efter måske mange år på bunden i det danske samfund. Det vil være den absolut dårligste situation for alle parter.

Med venlig hilsen

Mads Bilstrup
Formand
Dansk Socialrådgiverforening