Høringssvar: udkast til forslag til lov om ændring af integrationsloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl.

Først og fremmest er Dansk Socialrådgiverforening (DS) nødt til at anfægte en ikrafttrædelsesdato, som hedder d. 1. juli. Kommunerne har gennem de seneste år implementeret mange nye reformer og lovgivninger. Det har medført et stort pres og et højt tempo og gjort det vanskeligt at opfylde lovenes intentioner og sikre borgernes rettigheder.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Njalsgade 72A
DK-2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening (DS) vil gerne takke for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af integrationsloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.fl.

Først vil DS anføre nogle generelle bemærkninger til den fremsætte lovændring. Dernæst vil DS komme med nogle mere specifikke bemærkninger til de enkelte elementer i lovforslaget.

Generelle bemærkninger til den fremsatte lovændring

Lovhastværk

Først og fremmest er Dansk Socialrådgiverforening (DS) nødt til at anfægte en ikrafttrædelsesdato, som hedder d. 1. juli. Kommunerne har gennem de seneste år implementeret mange nye reformer og lovgivninger. Det har medført et stort pres og et højt tempo og gjort det vanskeligt at opfylde lovenes intentioner og sikre borgernes rettigheder.

I forhold til denne lovændring er det et yderligere pres, at der hurtigt skal etableres aftaler med en række virksomheder, for at kunne levere virksomhedsrettede indsatser til borgerne. DS tvivler på, at det er realistisk at levere disse aftaler inden den 1. juli.

Ressourcer

DS stiller sig undrende overfor udregningen af de direkte økonomiske konsekvenser af ændringerne i lovgivningen. Der er ikke budgetteret med mange ekstramidler i forhold til den meget mere ressourcekrævende lovgivning, der foreslås iværksat.

Der lægges f.eks. op til flere samtaler, flere virksomhedsforløb, tidligere og mere kompetencevurdering og styrket indsats for både jobparate, uddannelsesparate og aktivitetsparate. DS tror på, at den styrkede indsats, som der lægges op til i lovgivningen, tjener sig selv hjem på sigt. Men til en start vil der være behov for flere ressourcer, hvis indsatsen skal leve op til loven og være effektfuld.

Regelforenkling contra proceskrav

DS mener, der er mange gode tiltag i lovgivningen som fremsættes. Men det er også væsentligt for DS at bemærke, at dette ikke medfører en regelforenkling generelt. Der er mange detaljerede proceskrav i den foreslåede lovgivning.
DS mener, at der hele tiden må ske en afvejning af, hvor detaljeret og procestung lovgivningen udarbejdes. Det et spørgsmål om tillid til den enkelte kommune, men også til den enkelte sagsbehandler. Proceskrav kan på den ene side være med til at sikre socialrådgivernes muligheder for at lave et godt stykke arbejde ude i kommunerne, fordi proceskrav kan sikre et bestemt fokus og en prioritering af indsatsen. Men proceskrav kan på den anden side være med til at fastlåse indsatsen, så det ikke er muligt at lave et fleksibelt forløb, som følger borgerens behov og bidrager til progression.

Specifikke bemærkninger om de elementer som indgår i den fremsatte lovgivning

Visitation

Af § 16 a Stk. 9 fremgår det, at ”beskæftigelsesministeren fastsætter regler, om hvordan jobcenteret skal fortage vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud udlændingen skal følge, herunder regler om visitation.”
Visitationen er afgørende for forsørgelsesniveauet og får stor betydning for hvilken indsats enkelte tilbydes. Derfor mener DS, at det er meget afgørende, at der bliver stillet krav om en grundig visitation foretaget af personale med socialfaglig kompetence.

Personlig jobformidler, personlig uddannelsesformidler

Jf. § 16 b skal der et år efter modtagelse sættes ind med en styrket indsats. Der bliver sat ind med en personlig jobformidler for de, som er jobparate og en personlig uddannelsesformidler for de, som er uddannelsesparate. Det lyder umiddelbart rigtig godt, men det er ikke noget sted i loven anført, hvad disse formidlere helt præcist skal foretage sig til forskel for den sagsbehandler, borgeren hidtil har haft. Hvis sagsbehandleren skal være tættere på borgeren, mere tilgængelig, have en koordinerende funktion og være den som kontinuerligt følger op, så er det nødvendigt, at deres arbejdsmængde svarer til, at dette er muligt. Derfor mener DS, at sagsbehandlernes sagstal skal ligge på et niveau, så denne indsats er mulig. Det kræver ressourcer at gøre en ekstra indsats for borgeren, og det vil DS gerne henlede opmærksomheden på.

Koordinerende sagsbehandler

Jf. § 16 d har en udlænding, som er visiteret aktivitetsparat, ret til én koordinerende sagsbehandler. DS efterlyser en definition af begrebet én koordinerende sagsbehandler. Erfaringerne med koordinerende sagsbehandlere i kontanthjælpsloven og førtidspensionsloven viser, at det er meget forskelligt, hvordan kommunerne griber opgaven an. Nogle steder er den koordinerende sagsbehandler den, som har det administrative overblik over sagen. Andre steder er det en almindelig sagsbehandler, som blot har fået ændret titel. Hvis en koordinerende sagsbehandler skal være den, som kan foretage en tættere opfølgning og have en tættere kontakt med borgeren, er det nødvendigt, at der gives ressourcer til denne funktion.

I bemærkningerne på side 36 fremgår det, at ”der indføres ret til koordinerende sagsbehandlere for alle aktivitetsparate uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet. Forslaget skønnes udgiftsneutralt, da forslaget samlet set ikke skønnes at medføre øget sagsbehandlingstid.” DS stiller sig meget undrende overfor, hvordan man tror, at man kan få en tættere opfølgning uden at bruge flere ressourcer på det.

Én plan

Dansk Socialrådgiverforening har længe argumenteret for, at alle borgerens forskellige planer skal samles i én plan. Det vil skabe overblik for den enkelte borger og medvirke til, at det er den koordinerende sagsbehandler, og ikke borgeren, som koordinerer mellem de forskellige forvaltninger. Derfor ser DS også positivt på, at ”Min plan” fremover er den plan som integrationsprogrammets enkelte elementer skal indgå i.

Forelæggelse af sag for rehabiliteringsteam

Jf. 16 b Stk. 4 skal en borger, der er vurderet aktivitetsparat, i starten af det styrkede forløb, efter et år, have sin sag vurderet i rehabiliteringsteamet.

Det vigtigt at være opmærksom på, at mange flygtninge har det svært det første år, de er i Danmark. De venter på familiesammenføring og tankerne kredser omkring det faktum, at deres familie kan være truet på deres eksistens. Det kan betyde, at de ikke er jobklare efter et år, hvor de jf. § 16 b stk. 4 skal have deres sag for rehabiliteringsteamet og have lagt en tværfaglig og helhedsorienteret plan, det kan derfor være unødvendigt, hvis deres arbejdsevne ikke reelt er truet. Derfor forslår DS, at vurderingen af om en borgers sag skal for rehabiliteringsteamet må bero på en socialfaglig vurdering, i stedet for at det automatisk sker efter et år.

DS mener, det er rigtig fornuftigt, at der lægges op til en forlæggelse for rehabiliteringsteamet med henblik på tilrettelæggelse af en tværfaglig indsats. DS anbefaler det samme i forhold til kontanthjælpsmodtagerne, fordi det sikrer, at der bliver udarbejdet en tværfaglig og helhedsorienteret plan.

Indhold i styrket forløb med tværfaglig indsats

Jf. § 16 b Stk. 6 kan det tværfaglige forløb bestå af beskæftigelsesindsats, danskuddannelse og tilbud efter sundhedsloven og serviceloven. DS bifalder dette fokus på en tværfaglig indsats, men må også henlede opmærksomheden på, at det kræver midler, at sørge for at indholdet i disse forløb bliver kvalitetsfuldt.
Herudover vil DS vil opfordre til, at der jf. Carsten Koch-udvalgets anbefalinger, kommer beslutningskompetence i rehabiliteringsteamet, så der med det samme kan tages stilling til indhold i sådan et tværfagligt forløb.

Mere fleksibilitet i forløbet

DS hilser velkommet at § 17 ophæves og integrationsprogrammet fremover bliver mere fleksibelt.

Konsekvenser i forhold til manglende tilegnelse af Dansk

I § 20 stk. 8 fremgår det, at kommunen skal oplyse borgeren om, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte, hvis denne ikke tilegner sig det danske sprog systematisk og målrettet inden for den fastlagte tidsramme.  DS efterspørger en præcisering af hvilke konsekvenser, det kan være. Det lyder ret vidtgående, og vurderingen af, hvorfor den enkelte måske ikke er i stand til at tilegne sig sproget, bliver aldeles vigtig.

Der kan jo f.eks. være borgere, der pga. sygdom, traumer eller analfabetisme, ikke er i stand til at tillære sig dansk og de skal efter DS overbevisning ikke straffes. Herudover kan der for alle indvandrere og flygtninge komme uforudsete problemstillinger i deres integrationsperiode, som gør, at den lagte plan ikke længere er realistisk. Derfor må der lægges en socialfaglig vurdering til grund før evt. konsekvenser træder i kraft.

Uddannelse/revalidering

I § 23 a stk. 6 fremgår det, at der bliver mulighed for, at udlændige som er fyldt 30 år og udlændinge under 30 år, som er forsørgere, kan få tilbud om vejledning og opkvalificering i form af kompetencegivende uddannelse.

DS bifalder at denne mulighed i loven, fordi det er bevist, at uddannelse virker i forhold til at komme i varig beskæftigelse. Det ligner jo unægtelig meget revalidering, men på kontanthjælpsydelse. Der fremgår i forslaget ikke noget om ydelsen. DS ser selvfølgelig helst, at revalideringsordningen med tilhørende ydelse bliver brugt, i stedet for at deres findes på nye ordninger, på et lavere forsørgelsesniveau.

Den virksomhedsrettede indsats

Der er i lovudspillet meget fokus på den virksomhedsrettede indsats. Der er lagt op til, at der skal etableres ca. 30.000 nye virksomhedsforløb. Det skal overvejes, hvordan virksomhederne bliver forpligtet til at bidrage til etableringen af disse forløb. Herudover er det væsentligt at bemærke, at der vil være stor geografisk forskel i forhold mulighederne for at finde disse pladser.

Nytteindsatsen

I § 23 b, stk. 2 pkt. 2 fremgår det at ”tilbud om virksomhedspraktik i form af nytteindsats gives med det formål, at personen skal arbejde for sin ydelse”

DS forholder sig kritisk til indførslen af nytteindsats i denne lov. DS er nervøse for, at det bliver en passiv holdeplads for de borgere som kommunerne ikke kan finde virksomhedsforløb til, og at der ikke kommer kvalitet i nytteindsatsen. Det er vigtigt, hvad formålet med indsatsen er, nemlig at personen skal indgå i et almindelig arbejdsfællesskab. Netop det, at indgå på en rigtig arbejdsplads og i et arbejdsfællesskab, er særligt vigtigt for denne målgruppe. Integrationspotentialet i nyttejobs er ikke stort. DS mener, at det er på virksomhederne integrationen sker.

Hvis man ikke kan finde virksomhedsforløb til alle borgere, som kan deltage, må der planlægges en anden indsats, som giver mening i forhold til at komme nærmere arbejdsmarkedet. I forhold til forslaget om nytteindsats vil DS her gentage den kommentar, som DS også anførte i forhold til nyttejob i LAB loven:

”DS mener, at formuleringen i lovgivningen bør være mere præcis, så det tydeliggøres, hvad intentionen med nytteindsatsen er, udover at personen skal arbejde for sin ydelse. Der bør være et arbejdsmæssigt sigte i nytteindsatsen, som enten peger på et kompetenceløft eller på en mulighed for et fremtidigt ordinært arbejde.”

Transportudgifter

DS bemærker, at der ikke er taget skidt i forhold til at sikre transportudgifter, som målgruppen for loven har ift. at deltage i de planlagte tilbud og virksomhedsforløb. På nuværende tidspunkt er det en økonomisk vurdering, som stiller gruppen dårligere ift. persongruppen for LAB-loven. Det mener DS, at der bør gøres noget ved. Evt. en ligestilling med persongruppen for LAB-loven på området.

Med venlig hilsen
Majbrit Berlau