Fastsættelse af serviceniveauer, inddragelse af økonomiske hensyn, refusion af særligt dyre enkeltsager mv.

Høringssvar til lovforslag om fastsættelse af serviceniveauer, inddragelse af økonomiske hensyn, refusion af særligt dyre enkeltsager mv.

Til

Socialministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening og HK/Kommunal takker for tilsendelse af lovforslaget om fastsættelse af serviceniveauer, inddragelse af økonomiske hensyn mv.

Vi mener, at det er svært at finde begrundelse for de bestemmelser i lovforslaget, der skal præcisere forholdene vedr. kommunale serviceniveauer og inddragelse af økonomiske hensyn. Vi mener ikke, at lovforslaget giver større klarhed, men at det derimod vil kunne medføre uklarhed ude i kommunerne, fordi dets budskab så at sige er tvetydigt. På den ene side slås det fast, at der alene er tale om præciseringer vedr. saglige økonomiske hensyn og inddragelse af serviceniveau, som ikke ændrer ved gældende retstilstand. På den anden side sender forslaget et signal til kommunerne om, at de kan arbejde med servicestandarder og inddrage økonomiske hensyn.

Vi er på den baggrund bekymret for, at der vil ske ændringer i den kommunale praksis, som indebærer, at kommunale serviceniveauer sættes over lovens tekst og intension, og at der sker en udhuling af princippet om ikke at sætte skøn under regel. Uanset, at lovforslaget altså slår fast, at gældende retstilstand ikke ændres. Dansk Socialrådgiverforening og HK/Kommunal mener på den baggrund, at denne del af lovforslaget både er unødvendig og kritisabel og må afvises.

Der må ikke direkte eller indirekte pilles ved, at borgerne som hidtil kan få behandlet klager i ankesystemet, og at Ankestyrelsen uændret har kompetence til at gribe ind i kommuner, der ikke overholder loven. Det er vores opfattelse, at de fleste kommuner arbejder seriøst med deres sociale forpligtelser, men at der er situationer, hvor enkelte kommuner ikke gør det. Ankesystemets muligheder for at gribe ind handler netop om at få forsømmelige kommuner til at ændre praksis. Det er en sikring af borgernes retssikkerhed og retskrav, og det kan ikke genere de kommuner, der overholder loven.

Vi mener, at Ankestyrelsen med en systematisk rådgivning og vejledning skal hjælpe kommunerne til at forstå loven og overholde deres forpligtelser i forhold til den, når de viser sig at være usikre i deres fortolkning af loven.

Dansk Socialrådgiverforening og HK/Kommunal ønsker i høj grad en ændring af finansieringsreglerne. Den vidtgående kommunale finansiering, der blev indført med kommunalreformen, er alt for belastende for de kommuner, som huser borgere, som har brug for en meget omfattende social indsats. Vi mener, at det i nogle kommuner medfører kritisable afgørelser med ingen, tøvende eller utilstrækkelig hjælp, fordi det kan spare kommunerne for meget store udgifter. Det er ikke hjælpsomt for debatten om, hvordan vi som samfund kan blive bedre til f.eks. at hjælpe familier med mange sociale problemer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt det er kyniske økonomiske hensyn, der betinger, hvilken hjælp der iværksættes – eller ikke iværksættes. Dansk Socialrådgiverforening har tre gange undersøgt socialrådgivernes vurdering af sammenhængen mellem økonomi og faglighed på børne-familiesagsområdet, og senest i 2011 fortæller 55 pct. af socialrådgiverne, at økonomiske hensyn vejer tungere end socialfaglige hensyn ligesom 44 pct. oplyser, at de på grund af økonomiske hensyn har vanskeligt ved at varetage barnets tarv. Disse svar får os til at mene, at finansieringsmodellen er af afgørende betydning for kvaliteten i opgaveløsningen på dette omkostningstunge område, og derfor mener vi, at det fremlagte forslag ikke er vidtgående nok.

Det er ikke tilstrækkeligt at føre refusionsordningen tilbage til 2009-niveau, men man bør som minimum gå tilbage til de refusionsgrænser, der var gældende i 2007 ved kommunalreformens indførelse. Man kunne også overveje at gøre hele finansieringen af dette område til et fælles kommunalt anliggende ved at etablere en særlig ”kasse”, hvor alle kommuner trækker betalingen fra.

Det er under alle omstændigheder en forudsætning for en substantiel lettelse af kommunernes udgifter til de dyreste enkeltsager, at der tages mere grundlæggende fat i finansieringen, end dette lovforslag vil. Vi mener desuden, at ændringen bør udvides til at omfatte andre sager efter Serviceloven, herunder de dyre handicapsager. Der er ingen faglige begrundelser for at undtage dem. Den nuværende finansieringsordning medfører også en skæv fordeling af udgifterne mellem kommunerne, når de sociale opgaver er uens fordelt, hvilket efter vores vurdering gælder for flere typer sager, f.eks. børne-familiesager.

Uanset vores ønske om en mere generel ændring af finansieringsordningen kan vi helt tilslutte os, at der sker en justering af refusionsordningen i særligt dyre enkeltsager om børn, unge og familier, som foreslået i lovforslaget. Vi kan ligeledes støtte forslaget om at yde en særlig refusion til kommuner, der er nødt til at anbringe 4 eller flere børn fra samme familie. Ændringen er nødvendig, fordi store søskendeflokke kan medføre særdeles store udgifter for en kommune, hvis den er nødt til at anbringe flere børn. Den foreslåede ordning kan aflaste kommunerne i en sådan situation.

Endelig kan vi kun støtte, at lovforslaget indfører en tidsgrænse for, hvor længe kommunerne kan vente med at sende regninger til hinanden. En 12 måneders grænse forekommer rimelig.

Med venlig hilsen

 

Bettina Post
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Per Støve
Formand, Socialpolitisk udvalg
HK/Kommunal