Dansk Socialrådgiverforenings høringssvar til Lov om systematisk gennemgang af udvalgte sager om førtidspension m.v.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Generelle bemærkninger

Beskæftigelsesområdet er midt i implementeringen af en meget stor reform, som medfører store forandringer og besparelser. DS mener, at det er en forkert brug af kommunernes ressourcer at gennemgå og vurdere sager, hvor der allerede er truffet afgørelse. Vi deler ambitionen om, at flere borgere bliver helt eller delvis selvforsørgende. Det kræver en aktiv indsats for de borgere, som er i fare for at ende på førtidspension, men hvor dette kan forhindres med rette hjælp. I stedet for at genvurdere sager, bør ressourcerne bruges på forebyggende indsatser som fx Individuelt Planlagt job med Støtte (IPS-indsatser).

Den systematiske gennemgang og genvurdering af sager står desuden i kontrast til den faglige frisættelse, som er en central del af beskæftigelsesreformen. Lovforslaget detailstyrer hvilke borgere, socialrådgiverne skal bruge ressourcer på, i stedet for at give socialrådgiverne mulighed for at bruge deres faglighed til at vurdere, hvordan de bedst muligt hjælper borgerne. Det var netop en intention i beskæftigelsesreformen, at denne type af detailstyring og underkendelse af den faglige vurdering skulle fjernes. DS er uforstående overfor, at man fra centralt politisk hold på den ene side ønsker at fjerne unødvendigt bureaukrati og samtidig med den politiske aftale og nu lovforslaget skaber bureaukrati, som risikerer at være meningsløst for både borgere og medarbejdere.

DS genkender ikke billedet fra den politiske aftale, som ligger bag lovforslaget, om at enkelte sagsbehandlere presses til at tilkende førtidspension. Det er en del af socialrådgivernes faglighed at arbejde med mennesker i udsatte situationer, og lave faglige vurderinger i overensstemmelse med lovgivningen, som kan have store konsekvenser for borgerne. Det gælder både på beskæftigelsesområdet og i de andre myndighedsfunktioner, som socialrådgivere varetager. Derfor bidrager DS også gerne til den undersøgelse af, hvilke dilemmaer og udfordringer, socialrådgiverne kan opleve, som er en del af den politiske aftale. Desuden er en gennemgående misforståelse, at socialrådgivere og andre sagsbehandlere egenhændigt beslutter om en borger kan få tilkendt førtidspension. Dels skal der indhentes oplysninger fra fx sundhedspersoner, og dels træffes den endelige beslutning om at tildele førtidspension ikke af en enkelt sagsbehandler.

DS er også bekymret over den usikkerhed, lovforslaget skaber blandt udsatte borgere, som bliver i tvivl om, om deres forsørgelsesgrundlag kan blive frataget dem. DS’ medlemmer oplever, at førtidspensionister som ikke er omfattet af lovforslaget, udtrykker utryghed for om deres forsørgelsesgrundlag også er i fare i fremtiden. Det gælder både borgere som omfattes lovforslaget og borgere, som ikke er i målgruppen, men bliver bekymrede for deres fremtidige forsørgelsesgrundlag.

Specifikke bemærkninger

Behov for aktiv opfølgning

Den systematiske gennemgang af sager skal ifølge lovforslaget føre til at borgerens pension fastholdes, gøres hvilende eller frakendes. Hvis borgerens pension gøres hvilende eller frakendes, er det vigtigt, at der sker en aktiv opfølgning for borgeren. Borgere som modtager førtidspension har ofte været uden tilknytning til arbejdsmarkedet i længere tid. Derfor er der brug for en aktiv indsats og opfølgning, som kan hjælpe borgeren videre i beskæftigelse eller fleksjob. Det bør være en del af lovforslaget, at der skal ske en aktiv indsats sammen med de borgere hvis førtidspension gøres hvilende eller frakendes.

Positivt at kommunen kan henlægge sager

Det fremgår af den politiske aftale, at kommunen skal indkalde alle borgere i den systematiske gennemgang til samtale. Det er positivt, at lovforslaget muliggør, at kommunerne kan henlægge sager, når der grund af pensionistens helbredsmæssige forhold ikke er grundlag for at vurdere, om der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, samt at borgeren orienteres om dette, uden at skulle til samtale.

På side 67 i bemærkningerne til lovforslaget står der, at kommunen kan henlægge sagen uden en
samtale hvis:

”Det vil f.eks. kunne være, fordi pensionisten er terminalt syg, får omfattende hjælp i hjemmet for at klare hverdagen eller på grund af alvorlig fremadskridende sygdom uden udsigt til bedring. Det samme vil gælde for personer, der f.eks. er tilkendt førtidspension pga. betydelig nedsat psykisk funktionsevne som følge af alvorlig udviklingshæmning, personer med alvorlig hjerneskade eller en alvorlig sindslidelse samt personer med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er udtømte, og prognosen er, at sygdommen er fremadskridende og/eller kun giver kort restlevetid.”

I den gældende vejledning om tilkendelse af førtidspension er målgruppen for de åbenbare sager udvidet. Den indeholder også mulighed for at lave en samlet vurdering af helbredsoplysninger sammen med øvrige oplysninger om fx tidligere forsøg på at udvikle arbejdsevnen. For at undgå at genåbne sager, hvor det er formålsløst at genvurdere arbejdsevnen, vil vi derfor foreslå, at formuleringen i det nye lovforslag svarer til formuleringen i vejledningen i dag. Så der tilføjes denne sætning:

”eller– helbredsoplysninger sammen med øvrige oplysninger om personens ressourcer, personlige og faglige kompetencer, samt oplysninger om resultatet af relevante indsatser som personen har modtaget for at udvikle arbejdsevnen, dokumenterer, at der er ret til førtidspension (helt åbenbart på grund af dokumentation).”

Risiko for mere bureaukrati og mindre sammenhæng

Lovforslaget indebærer en model, hvor pensionistens bopælskommune foretager den indledende gennemgang og afgiver en begrundet indstilling en udvalgt kommune, som skal træffe den endelige afgørelse om hvorvidt førtidspensionen fastholdes, gøres hvilende eller frakendes. I modsætning til intentionen bag beskæftigelsesreformen om at mindske unødvendigt bureaukrati, betyder dette, at to kommuner skal behandle den samme sag. DS mener, at dette øger risikoen for dobbelt sagsbehandling, længere sagsforløb og uklarhed om myndighedsansvaret. Samtidig betyder modellen, at den udvalgte kommune, der træffer den endelige afgørelse, ikke har haft den løbende kontakt med borgeren. Det er vigtigt, at borgerens mulighed for at blive hørt og inddraget i sin egen sag ikke svækkes, og at den udvalgte kommune har et fuldt og tilstrækkeligt oplyst grundlag for sin afgørelse.

Med venlig hilsen

Signe Færch
Forkvinde