Bemærkninger til Barnets lov

Til

Social- og Ældreministeriet

Dansk Socialrådgiverforening (DS) har den 25. maj 2022 modtaget Forslag til Barnets lov i høring. Vi takker for muligheden for at afgive bemærkninger.

Helt indledningsvis vil vi gerne bemærke, at DS er meget tilfreds med, at ministeren valgte at udskyde fremsættelsen og iværksættelsen af Barnets lov med henblik på at sikre en inddragelse af interessenter i tilblivelsen af loven. Dette har efter vores overbevisning kvalificeret det udkast til lov, der foreligger. Det har også betydet, at DS har kunne inddrage medlemmer fra praksis i arbejdet med loven, hvilket efter vores overbevisning vil give bedre vilkår for implementering af en helt ny lov.

I det følgende har DS en række generelle bemærkninger til Barnets lov og en anførelse af vores væsentligste forslag til ændringer af loven. Herefter følger en række mere specifikke bemærkninger, der følger kapitlerne i Barnets lov kronologisk.

To socialrådgivere på de vanskelige sager

Socialrådgivere på børneområdet arbejder under vanskelige vilkår. De står med store og vanskelige afvejninger og beslutninger hver dag. De løfter et ansvar for børn og familier som for nogles vedkommende er i meget udsatte livsvilkår – og det kan være tungt. Derfor er det også velkendt at socialrådgiverne på dette område er meget ramt af stress og sygemeldinger, og at der er en stor personaleomsætning på området. Det er ikke optimalt for de børn, unge og familier, som har kontakt og måske meget skiftende kontakt til børnesagsmyndighedsområdet i kommunen.

Derfor er det også overordentligt positivt, at der med Barnets lov foreslås, at der skal være to sagsbehandlere til stede ved samtaler med børn og unge under en udredning, og at der skal være to sagsbehandlere med til de to årlige samtaler, der skal være med anbragte børn og unge ved tilsynsbesøgene. Det sikrer kontinuitet for børn og unge, det sikrer vished for, at der er én barnet kender og det sikrer, at det ikke er barnet, som skal være overbringer af viden i deres sag.

Det er naturligvis også meget positivt for socialrådgiveren, som har en kollega, som hun kan drøfte barnets situation, udvikling og andet med.

Det er ikke alene pga. det ansvarstunge arbejde på børne- og ungeområdet, at socialrådgiverne er presset. Stress og personaleomsætning skyldes også, at socialrådgiverne mange steder har alt for mange sager og ikke har den nødvendige tid til arbejdet med børn, unge og familier. Derfor er det også overordentligt vigtigt, at der afsættes de nødvendige ressourcer til arbejdet. Hvis de ekstra samtaler og de ekstra tilsynssamtaler lægges oven i den nuværende opgaveportefølje for de nuværende sagsbehandlere på børneområdet, så ser vi efter DS’ opfattelse ind i en alvorlig situation for området. To sagsbehandlere på de vanskelige sager er en ekstraopgave, som kræver, at der afsættes de tilstrækkelige økonomiske midler til det.

Nyt sagsflow

DS synes det er overordentlig positivt, at der er blevet lyttet til de gode erfaringer fra praksis – fx i frikommuneforsøgene, hvor der arbejdes mere dynamisk med børn, unge og familier. DS synes helt grundlæggende, at den model for sagsflow med screening, indsats sideløbende med afdækning og udredning, mv. er velafbalanceret og gennemtænkt. DS har et par enkelte forslag til justeringer i forhold til sagsflowet, men er overbevist om at modellen kan fungere i praksis og vil sikre en tidligere indsats og et bedre samarbejde med børn, unge og familier.

DS mener der er overordentligt vigtigt i forhold til implementeringen af modellen i praksis, at det fastholdes, sådan som det er på flere måder er formuleret i aftalen om Børnene Først, at det nye sagflow ikke er ensbetydende med, at der skal gøres mindre i forhold til børn og familier, men at der skal arbejdes på en anden måde. Det er således også godt, at der i regi af partnerskabet og andre tiltag i regi af Børnene Først arbejdes målrettet med at sikre kvalitet i sagsbehandlingen. DS vil i det regi og i andre sammenhænge have en stor opmærksomhed på, at de ændrede regler ikke medfører en svækkelse af samarbejdet med børn og familier eller af retssikkerheden.

Barnet i centrum

DS synes helt grundlæggende at barnet i sin egen ret er blevet styrket i Barnets lov. DS mener imidlertid at der på enkelte områder kan ske en yderligere styrkelse. Bl.a. ser vi gerne at børn og unge får ret til en opfølgning, at børn og unge kan bede om en udredning og at rettighederne for børn og unge med funktionsnedsættelser styrkes mere grundlæggende.

DS synes, at forslaget om at kommunerne skal etablere en barnets indgang er et godt forslag. DS havde dog gerne set, at den kommunale forpligtelse til at tilbyde børnene en indgang til hjælp og støtte var mere omfattende end det foreslåede, dels via fremskudte indsatser, hvor børn og unge færdes og dels via en forpligtelse til døgnbemanding med fagprofessionelle med kompetencer til at tale med børn.

DS synes som sagt, at det er meget positivt, at børn og unges rettigheder skærpes. Vi kan tillige tilslutte os, at børn får rettigheder tidligere. Børn er meget forskellige – og det er børn på 10 år også. Det er en stor opgave, som kræver stor faglighed og tid, at inddrage og støtte børn i deres anvendelse af rettigheder. En opgave som stiger betragteligt, når der er tale om yngre børn. Det er væsentligt, at der sker en konkret og faglig afvejning af børnenes inddragelse, herunder at mindre børn ikke tillægges et ansvar som de hverken kan eller bør bære. Det er væsentligt, at inddragelsen af de mindre børn får stort fokus både lokalt og centralt. Det er vigtigt at der er de nødvendige ressourcer og faglighed hos socialrådgiverne til at løfte opgaven med inddragelse af børn og unge, ikke mindst de yngre børn samt børn og unge der er udfordret fx grundet deres funktionsnedsættelse.

DS må tillige bemærke, at der er kommet en del flere og forskellige bestemmelser om aldersgrænser ind i Barnets lov og i andre relevante love. DS vil anbefale at der lavet noget let tilgængeligt materiale, som fastlægger ret, pligt og muligheder for børn på forskellige alderstrin, så børn og unge bedre vejledes i deres rettigheder.

Børn og unge anbragt på børne- og ungehjem får med Barnets lov ret til en venskabsfamilie. DS synes det er godt at der kommer mere fokus på anbragte børn og unges relationer og netværk – og tænker at venskabsfamilier kan være en god løsning for nogle børn og unge. Det skal imidlertid også iagttages, at det er en stor og vanskelig opgave at finde og vedligeholde kontakten til venskabsfamilier. Det er vigtigt at der afsættes ressourcer til dette i kommunerne.

En helt ny lov

DS synes det er godt at der med Barnets lov kommer en helt ny hovedlov for området. Vi synes loven i opbygning er en betydelig forbedring sammenlignet med den placering bestemmelserne tidligere havde i serviceloven. DS havde dog gerne set, at bestemmelserne var blevet forenklet mere end tilfælde er i det fremsendte udkast. Der er en uproportionalitet mellem de nye og de overførte bestemmelser, som ikke giver mening for anvendelsen af loven i praksis. DS synes også at reglerne om underretning logisk burde placeres længere fremme i Barnets lov.

Kronologisk gennemgang af Barnet lov

I det følgende gives der bemærkninger til Barnets lov i kronologisk rækkefølge.

Kapitel 1 om Formålsbestemmelse og anvendelsesområde

DS synes formålsbestemmelsen er klar og fin. Det er dog også vigtigt at alle børn og unge kan se sig selv i lovens formål, hvorfor der er hensyn til de små og yngre børn og af hensyn til børn og unge, der har en anderledes skolegang – så bør denne del af formålsbestemmelsen bredes ud.

• DS vil foreslå at begrebet ’læring’ bliver indføjet i formålsbestemmelsen (§2)

Kapitel 2 om Barnets og den unges rettigheder og grundlæggende principper

Barnet og den unges rettigheder i Barnets lov giver børn og unge en helt grundlæggende ret til at blive hørt, inddraget og få indflydelse på de forhold der vedrører dem. Det understreges i § 4 og det fremgår af § 7, hvoraf det fremgår, at ”Kommunerne skal tilrettelægge arbejdet på en måde, som sikrer, at barnet eller den unge har mulighed for at medvirke aktivt i sagsforløbet på lige fod med forældrene”. Dette synes DS er meget positivt.

DS synes også det giver mening at lade de nuværende regler om faste børnesamtaler efter § 48 i serviceloven afløse af en mere kontinuerlig inddragelse af børn og unge. Vi synes det er godt, at det i loven bliver præciseret, at barnets synspunkter skal tilvejebringes ved direkte kontakt og samtaler.

Principper i relation til barnet og den unge. DS synes det er godt, at der i afsnittet Principper i relation til barnet og den unge i Barnets lov laves en særskilt § 6, som understreger, at det er de voksne omkring barnet, der har ansvaret for barnet. DS synes også at det er vigtigt, at der er udformet en særlig bestemmelse (§7), hvor det understreges, at kommunen skal tilrettelægge arbejdet, så det reelt er muligt for barnet at gøre brug af sine rettigheder, at kommunen skal tilrettelægge arbejdet så der er færrest mulige fagprofessionelle omkring barnet og at der skal ske en inddragelse af familie og netværk.

• DS synes både § 6 og § 7 er udtryk for gode intentioner og det synes vigtigt at kunne følge op på, om bestemmelserne reelt har en betydning for organiseringen af arbejdet i kommunerne. Dette kunne ske via de implementeringstiltag, der blev sat i værk i forbindelse med aftalen om Børnene først.

Kapitel 3 om Afdækning og udredning af barnets behov

DS er meget tilfredse med det oplæg, der ligger i forhold til nyt sagsflow med screening, afdækning og udredning.

Den umiddelbare screening til en vurdering af barnet, den unge og/eller familiens behov giver rigtig god mening. Herunder er det et rigtigt vigtigt tiltag, at det er muligt at iværksætte støtte umiddelbart efter en endt screening – også selvom der vurderes at være behov for enten en afdækning eller en udredning. Dette sikrer en tidligere indsats og en mere dynamisk tilgang til den støtte, der skal etableres overfor børn og familier.

Iværksættelse af en screening og en afdækning er ikke en afgørelse, men en vurdering – og kan således heller ikke påklages, der er heller ikke tidsfrister forbundet med en screening eller en afdækning.

• DS mener at det er vigtigt, at det i vejledningen til loven nærmere præciseres, hvad der lægges i begrebet ”vurdering” i forhold til henholdsvis screening og afdækning. Der vil også være hensigtsmæssigt, at det beskrives i vejledningen hvad den forventede varighed af en screening vil være.

Iværksættelsen af en udredning er derimod en beslutning, som kan påklages. Der er ikke, som det er tilfældet i dag, tidsfrister på udredningen. Dette er positivt, da udredninger vil være meget forskellige fra sag til sag og kan være afhængig af undersøgelser fra fx autoriserede psykologer. Der er dog en rimelighed i at forældre får en vished om den forventede tid for en udredning.

• DS vil derfor foreslå, at der indsættes en bestemmelse fx i § 22, hvor der stilles krav om, at der i forbindelse med afgørelsen om en børneudredning meddeles børn og forældre en forventet varighed af undersøgelsen. Dette bør også gøres i forhold til udredningen af vordende forældre og i forhold til den ungefaglige udredning.
• Det nuværende begreb ’en børnefaglige undersøgelse’ bør fastholdes. Udredning giver associationer til sundhedsområdet, hvilket ikke opleves som en god ide i forhold til forældrenes forståelse.

Med Barnets lov må det forventes, at der fremover bliver færre børneudredninger, da flere støttende foranstaltninger ikke vil forudsætte en børneudredning. Dette er positivt. DS synes også, at de i § 20 stk. 1 nævnte situationer, hvor en børneudredning er påkrævet, er rimelige. Ligesom at vi kan tilslutte os, at en anbringelse forudsætter, at der indledes en børneudredning. Det fremgår af de specifikke bemærkninger til § 18, at børn, unge og forældre altid vil kunne anmode om en udredning (som kommunen så skal vurdere). Dette fremgår ikke af bestemmelserne i kapitel 3.

• DS vil foreslå, at der i § 20, stk. 1 indsættes en 4) Når et barn eller forældre anmoder om en udredning / børnefaglig undersøgelse.

Kapitel 4 om Hjælp og støtte

Samling af de typer af indsatser som børn, unge og familier kan modtage – og som ikke kræver en udredning eller tildeles på baggrund af en funktionsnedsættelse – i et samlet kapitel 4 giver god mening. Indholdsmæssigt er bestemmelserne stort set svarende til bestemmelserne fra serviceloven.

Kapitel 4 afspejler dog tydeligt den mangel på proportionalitet, der optræder i den nye Barnets lov, hvor de nye og gennemskrevede bestemmelser fremstår enkle og klare modsat de overførte bestemmelser. Dette er meget tydeligt, når det gælder reglerne om forældrepålæg og børne- og ungepålæg, som fremstår med meget omfattende beskrivelser. Bestemmelserne anvendes i meget lille udstrækning i kommunerne, hvilket understreger det uproportionelle i Barnets lov.

DS kan tilslutte sig, at der indføres en ny bestemmelse (§ 41) om at børn fra 12 år får ret til psykologbehandling uden samtykke. DS mener at bestemmelsen om ambulant behandling uden samtykke burde udvides til at gælde bredere end civilsamfundsorganisationer, men på den anden side, at bestemmelsen rummer nogle dilemmaer, som bør adresseres. Fx hvordan sikres det at viden om udsathed kommer til myndighedernes kendskab, sådan at de kan iværksætte en tidlig indsats.

• DS vil foreslå at § 39 om forældrepålæg og § 40 og børne- og ungepålæg gøres meget kortere og flere af bestemmelserne om betingelser overføres til vejledningen.
• DS vil foreslå, at børn og unges ret til psykologbehandling uden forældrenes samtykke følges og at der arbejdes på en udvikling af tilbuddet og rammerne herom, så ret til psykologbehandling og anden ambulant behandling uden samtykke på sigt ikke begrænses af, at behandlingen skal foregå i regi af en civilsamfundsorganisation.

Kapitel 5 om Anbringelse

Dette kapitel rummer hjemlen til anbringelsessteder, anbringelser med og uden samtykke. Opbygningen virker god og gør bestemmelserne mere klare.

Som noget nyt indeholder bestemmelserne mulighed for før barnets fødsel at træffe afgørelse med samtykke om et barns anbringelse efter fødslen og det bliver også muligt at træffe en afgørelse om anbringelse uden samtykke før fødsel – dette kan tidligst ske tre måneder før kvindens terminsdato.

DS har argumenteret for, at en sådan bestemmelse kunne være ønskelig med henblik på i god tid at forberede sagen og finde en egnet plejefamilie i de helt særlige situationer, hvor en anbringelse umiddelbart efter fødslen er det rigtige af hensyn til barnet. Bestemmelsen vil også øge muligheden for, at man kan få etableret et samarbejde om anbringelsen med forældrene.

Kapitlet indeholder også som noget nyt en bestemmelse – § 48 – om at et barn og en ung har ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet. Kommunen skal ved en sådan anmodning vurdere om der skal udarbejdes en børneudredning og vurdere om betingelserne for om en anbringelse med eller uden samtykke er opfyldt. Bestemmelsen skal – så vidt det gælder børn over 15 år – ses i sammenhæng med bestemmelsen om at børn og ungeudvalget kan træffe beslutning om en anbringelse uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, som ikke lever op til betingelserne for en anbringelse uden samtykke (denne bestemmelse er ikke ny).

Eftersom det hverken er tilkendegivet via lovtekst eller bemærkninger, at betingelserne for en anbringelse uden samtykke kan afviges ved barnets ønske efter § 48 – så vil barnets ret (for så vidt barnet er under 15 år) alene være retten til at få foretaget en børneudredning. Denne ret mener DS børn, unge og forældre skal have uanset via en tilføjelse til § 20, men som minimum bør retten sikres, hvis et barn beder om at blive anbragt.

§ 50 stk. 3 er svarende til gældende regler i serviceloven. DS ser gerne at det i forbindelse med Barnets lov præciseres, at bestemmelsen også gælder for så vidt at det er genbehandlingsfristen som ankes. Dette nuværende ’hul’ i bestemmelserne betyder, at sagerne kan tages op gentagende gange, hvilket alene tjener en juridisk interesse.
Med § 50 stk. 7 gives børn og ungeudvalget en forpligtelse til ved genbehandling af en sag om anbringelse uden samtykke, hvis barnet har været anbragt i 3 år eller mere, at overveje en permanent anbringelse. Bestemmelserne er svarende til de gældende regler om videreførte anbringelser (se bemærkninger senere)
Kapitlet indeholder bestemmelser om udpegning af støtteperson til anbragte børn og unge og venskabsfamilier til børn og unge anbragt på børne- og ungehjem. DS kan klart tilslutte sig, at der gøres en stor indsats for at give børn og unge et netværk uden for deres anbringelse og at kommunen og anbringelsesstedet har som et stærkt fokus, at barnet og den unge skal støttes i at etablere varige relationer. DS kan have en tvivl om, hvorvidt dette altid bedst tilgodeses ved at udpege en støtteperson og en venskabsfamilie. Men vi er sikre på, at det er væsentligt, at udpegning af både en støtteperson og en venskabsfamilie er en ret og ikke en pligt for barnet og den unge. Dette fremgår af de specifikke bemærkninger, men kunne hensigtsmæssigt fremgå tydeligere af lovteksten.

• DS kan tilslutte sig muligheden for at træffe afgørelse om anbringelse med og uden samtykke af det ufødte barn. DS henstiller til, at ansvar (og betaling) vedrørende en påbegyndt sag om det endnu ufødte barn ved moderens flytning til en anden kommune beskrives i kommende vejledning.
• DS mener, at formuleringerne skal ændres således, at når barnet efter § 48, stk. 2. anmoder om at blive anbragt, så skal der altid laves en børneudredning, ikke blot tages stilling til, om den skal laves.
• DS bemærker, at opholdssteder er udgået af lovteksten, hvilket formodentlig skyldes en forglemmelse.

Kapitel 6 om Videreførte og permanente anbringelser og adoption

De eksisterende regler om videreførte anbringelser i serviceloven overføres til Barnets lov og benævnes permanente anbringelser. En permanent anbringelse kan alene ske med samtykke fra børn og unge, der er fyldt 15 år. Derudover indføres der en ret til at børn fra 10 år kan anmode om en permanent anbringelse og denne kan træffes uanset om barnet har været anbragt i tre år, som er den generelt gældende forudsætning for en permanent anbringelse.

DS kan stærkt støtte, at børn gives en initiativret til at få behandlet en sag om permanent anbringelse. Bestemmelsen overlader imidlertid børn i perioden 10-15 år i en usikker juridisk situation, hvis de efter det 10. år fortryder, at de har anmodet om en permanent anbringelse og er anbragt alene på dette grundlag.

• DS vil foreslå, at det sikres at børn fra 10 år, som er permanent anbragt efter § 68, får en ret til at få deres sag revurderet.

Reglerne om adoption ændres på en række punkter. For det første får kommunen pligt til at overveje adoption ikke bare ved anbringelsen af et barn eller en ung (gældende regler), men også ved genbehandling af eller opfølgning på en anbringelse, og når en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller bortadopteret, venter endnu et barn.

Adoptionsreglerne ændres ligeledes, så der kan træffes beslutning om en adoption efter § 9 stk. 3 i adoptionsloven (fremmedadoption) før barnets fødsel.

Med Barnets lov videreføres bestemmelsen om, at kommunen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret deres barn, der tidligere har været i pleje i familien. Det er DS’ grundlæggende synspunkt, at de åbne adoptioner og adoptioner, som ligger i spændet mellem en adoption og en anbringelse bør fremmes af hensyn til børn og unges behov for kontinuitet og trivsel.

• DS mener, at bestemmelserne om støtte til plejefamilier, der adopterer deres plejebarn, bør anvendes mere omfattende end der er praksis for i dag – herunder at familien kan modtage tabt arbejdsfortjeneste (og handle- og betalingsforpligtelsen fastholdes hos den kommune, der i sin tid anbragte barnet) – og derfor at dette bør understøttes ved vejledning mv.

Kapitel 7 om Hjælp til barnets forældre

Det er positivt, at der i Barnets lov indsættes et særskilt kapitel om støtte til forældrene, hvilket formodentlig vil skærpe både forældre og kommuners opmærksomhed på muligheden for støtte.
Bestemmelserne er svarende til de gældende regler, dog er der indført en kommunal forpligtelse til at lave en plan for forældre med børn der er anbragt uden samtykke grundet omsorgssvigt, og som har børn i husstanden under 18 år.

• DS mener, at forpligtelsen til at lave en forældrehandleplan skal gælde alle forældre, som har et barn anbragt, uanset om det er med eller uden samtykke og uanset om der er tilbudt støtte efter § 75 eller § 76.

Kapitel 8 om Hjælpe og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier

DS anser det som vigtigt, at bestemmelserne om børn og unge med funktionsnedsættelser er kommet med over i Barnets lov, og at der er sikret en fælles indgang til indsatser overfor alle børn. Det giver god mening, at de særlige bestemmelser i den sociale lovgivning, der alene vedrører børn og unge med funktionsnedsættelser, er samlet i et eget kapitel.

DS ser gerne, at der sker en mere omfattende integrering og sammenskrivning af bestemmelserne – herunder af de bestemmelser, der fortsat er i Serviceloven.

Set med DS’ perspektiv, så er det meget vigtigt, at børn og unge uanset støttebehov er i deres egen ret og at retssikkerheden er ens for alle børn og unge. Der er plads til at udvide rettighederne for børn og unge med funktionsnedsættelser.

• DS mener, at der for overskuelighedens skyld og af hensyn til at der ikke er dobbeltbestemmelser i barnets lov bør ske en mere omfattende sammenskrivning. Afsnittet om rådgivning i kapitel 8 bør skrives sammen med afsnittet om rådgivning i kapitel 4 – med tilføjelse af de særlige forhold, der gælder for børn, unge og familier med funktionsnedsættelser fx familievejlederfunktionen.
• DS mener, at reglerne om aflastning og afløsning efter § 84 i serviceloven skal overføres til kapitel 8 i Barnets lov, både for at sikre at aflastning/afløsning underlægges kvalitetskravene i Barnets lov og for at sikre barnets rettigheder DS mener ligeledes, at reglerne om personlig hjælp (§ 83) og hjælpemidler (§ 112) bør overføres til Barnets lov.
• DS mener, at børn og unge med funktionsnedsættelser bør ligestilles med øvrige børn i Barnets lov i forhold til rettigheder. Der skal som minimum ske ved at lade de relevante dele af kapitel 8 være omfattet af bestemmelserne i kapitel 9, 10 og i § 145.

Kapitel 9 om Barnets plan

Barnets plan bliver i modsætning til den nuværende handleplan en mulighed efter en faglig vurdering for så vidt gælder indsatser, der ikke er anbringelser. Ved anbringelser skal der udarbejdes en barnets plan.

Der vil heller ikke være krav om, at barnets plan er udarbejdet inden iværksættelsen af indsatsen – fristen er tre måneder efter afgørelsen om indsatsen. Dog er der krav om, at barnets plan skal være udarbejdet, inden der træffes en afgørelse om anbringelse uden samtykke.

DS mener, at betingelserne for en barnets plan er en betydelig forbedring set i forhold til handleplanen. Herunder, at det er fornuftigt, at barnets plan udarbejdes løbende med indsatsen – hvilket giver bedre mulighed for at lave en god plan sammen med barnet og giver mulighed for at komme i gang med indsatsen.

I forhold til intentionen om at gøre det mere til barnets plan, kan der stilles spørgsmål ved om det til fulde vil lykkes. Den ligner meget handleplanen i beskrivelsen, herunder er det problematisk, at barnets plan er en, man kan dele med søskende og forældre. Det kræver et stærkt fagligt fundament, at sikre barnets ønsker og ressourcer i Barnets plan – det skal indtænkes i en Børnerådgiveruddannelse. Det kræver også fleksibilitet i forhold til formen af barnets plan – det skal indtænkes i IT-systemerne.

Den manglende forpligtelse til at lave barnets plan i alle sager forudsætter, at mål for indsatsen ligger i en sagsakt ved siden i de sager, hvor der ikke udarbejdes en barnets plan.

• DS vil foreslå, § 91, stk. 3 om en samlet plan for flere børn i familien og § 93 om elementer i Barnets plan, der vedrører familien bør udgå af Kapitel 9, da det ikke giver mening i forhold til intentionen om, at det er barnets plan.
• DS vil foreslå, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en Barnets plan i forhold til indsatser efter kapitel 8 (jf ovenstående bemærkning).

Kapitel 10 om Løbende opfølgning

Kapitlet omhandler den løbende opfølgning, kommunens opgaver under anbringelsen og skift i anbringelsessted.

Reglerne om opfølgning ændres væsentligt. Der lægges op til, at der i alle sager skal følges op senest tre måneder efter indsatsen er iværksat, og at der i alle sager ved den første opfølgning skal tages stilling til, hvordan der efterfølgende skal ske en opfølgning på indsatsen, herunder hvor ofte, der skal følges op. De nuværende regler tilsiger, at handleplanen skal revideres min. hvert halve år.  

Reglerne om det personrettede tilsyn videreføres, og kommunen har derfor en forpligtelse til at føre tilsyn med børn og unge, når der iværksættes et tilbud efter Barnets lov.

Endvidere videreføres reglerne om det personrettede tilsyn ved anbringelser uændret i barnets lov. Der er derfor fortsat krav om, at der skal ske minimum to tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor der skal samtales med barnet helst uden tilstedeværelse af anbringelsesstedet.

DS er jf. indledningen meget tilfredse med, at der sikres kontinuitet i kontakten med barnet under anbringelse ved krav om, at der skal være to sagsbehandlere, der gennemfører tilsynsbesøget.

DS synes det er meget positivt, at der skabes råderum til faglig vurdering både på frekvens og i form af opfølgningen, således opfølgningen tilrettelægges efter barnets behov. Men vi synes også, at det er vigtigt at skærpe barnets ret i det større råderum, som kommunerne får. På den baggrund foreslår vi følgende:

• DS foreslår, at det fremgår af lovteksten, at der altid skal tales med barnet (gerne i fleksibel form) i forbindelse med opfølgninger.
• DS mener også, at der bør indsættes en bestemmelse om, at børn, forældre og indsats altid kan anmode om en opfølgning, som kommunen – medmindre noget taler imod det – er forpligtet til at imødekomme.

Der indsættes en § 97 om kommunens opgaver under anbringelsen, der i forhold til gældende regler rummer en understregning af kommunens ansvar for omsorgen for barnet under anbringelsen.

• DS synes hensigtsmæssigt, at det kommunale ansvar i forhold til at sikre, at opgavefordelingen mellem myndighed, anbringelsessted og forældre, som blev understreget i aftalen om Børnene først, bør fremgå af denne bestemmelse (§ 97).

Bestemmelserne om ændring af anbringelsessted ændres, så børn fra 10 år skal samtykke til en ændring af anbringelsessted og så plejefamilie, støtteperson og venskabsfamilie får ret til en afprøvelse af kommunens afgørelse (second opinion) for børn under 10 år. Manglende samtykke og second opinion vil have opsættende virkning. Der vil derfor i forhold til manglende samtykke ikke kunne ske en flytning af barnet før børne- og ungeudvalget har truffet en beslutning. I forhold til second opinion fremgår det af bemærkningerne, at sagen skal stilles i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen (det fremgår af bemærkninger andetsteds, at Ankestyrelsen har en 8 ugers frist til at behandle disse opgaver).

• DS kan være bekymret for, hvor det stiller barnet under 10 år, hvis kommunen vil flytte barnet grundet betænkelige forhold på anbringelsesstedet, og der af plejefamilie, venskabsfamilie eller støtteperson indgives en sag i Ankestyrelsen. DS kan via den fremsendte følgelovgivning til Barnets lov se, at der indsættes en bestemmelse om at flytningen kan ske straks, hvis særlige forhold gør det påkrævet. Dette bør fremgå af vejledningen.

Kapitel 11 om Ophør af indsatser og hjemgivelse

Kapitel 11 er svarende til gældende ret med den undtagelse, at plejefamilier, støttepersoner og venskabsfamilier svarende til reglerne om flytning får en ret i forhold til at afprøve kommunens afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode for børn under 10 år.

• DS kan være bekymret for, hvor det stiller barnet under 10 år, hvis kommunen vil hjemgive et barn grundet betænkelige forhold på anbringelsesstedet og der af plejefamilie, venskabsfamilie eller støtteperson indgives en sag i Ankestyrelsen. DS kan via den fremsendte følgelovgivning til Barnets lov se, at der indsættes en bestemmelse om at flytningen kan ske straks, hvis særlige forhold gør det påkrævet. Dette bør fremgå af vejledningen.

Kapitel 12 om Samvær og kontakt

Bestemmelserne i kapitel 12 er for de flestes vedkommende uændrede i forhold til de nuværende bestemmelser om samvær og kontakt.

Der er dog indsat en bestemmelse om, at barnet og den unge kan anmode om at samværet suspenderes i en periode og om at samværet alene finder sted med tilstedeværelsen af en støtteperson til barnet eller den unge. Kommunen kan efter en sådan anmodning træffe beslutning om en suspendering af samværet i en afgrænset periode. Denne afgørelse kan ikke medføre, at samvær finder sted mindre end 1 gang om måneden. Hvis samvær og kontakt skal være mindre end dette, er det svarende til at samvær og kontakt afbrydes, hvilket kræver en beslutning i børne- og ungeudvalget. Der er med Barnets lov således ikke lagt op til, at der reelt sker ændring i reglerne om samvær.

Kapitel 13 om Ungestøtte og overgangen til voksenliv

Kapitlet indeholder bl.a. bestemmelser om ungeplan, efterværn og overgang til voksenlivet for unge med betydelige funktionsnedsættelser og er indholdsmæssigt svarende til de eksisterende regler. DS synes det er godt, at bestemmelserne er samlet på en god og overskuelig vis. Vi synes, det er godt, at der lægges op til en helhedsorienteret indsats både i ungeplanen og i forbindelse med bestemmelserne om overgangen til voksenlivet.

DS ser endvidere frem til forhandlingerne om ungeindsatsen, da der er et stort behov for at styrke indsatserne i overgangen.

Kapitel 14 om Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for overgreb

Ingen bemærkninger til de uændrede bestemmelser om børnehuse mv.

Kapitel 15 om Dømte unge og unge i risiko for at begå kriminalitet

Ingen bemærkninger til de uændrede bestemmelser.

Kapitel 16 om Underretning

Bestemmelserne om underretninger videreføres i Barnets lov stort set uændret, dog indsættes der en hjemmel til, at kommunen ved en mellemkommunal underretning kan oversende det nødvendige sagsmateriale uden samtykke. Begrundelsen for denne ændring er et ønske om en hurtig indsats fra tilflytningskommunen. Dette kan DS støtte.

Eftersom underretninger ofte er den indgang, der er til støtte til børn, unge og forældre efter barnets lov, kunne kapitlet hensigtsmæssigt placeres længere fremme i Barnets lov.

• DS foreslår, at kapitlet om underretninger flyttes frem i Barnets lov, således det indgår umiddelbart efter kapitel 2.

Kapitel 17 om Sagsbehandling og klage

Den gennemgående ændring i dette kapitel er, at børns partsstatus på 12 år ændres til en partsstatus på 10 år. DS synes, det er rigtigt godt, at børns rettigheder skærpes. Det er en vigtig kommunal opgave at sikre at børns rettigheder udleves, og at balancen mellem at få indflydelse samtidig med, at man ikke pålægges et ansvar, som man ikke kan eller bør håndtere som barn. Det kræver ressourcer i sagsbehandlingen og det kræver ressourcer til at sikre, at der kan udpeges personer, som kan støtte børn i deres udøvelse af rettigheder.

Der indføres også en ændring, således at Ankestyrelsen skal underrettes i de situationer, hvor Børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse om anbringelse uden samtykke eller fortsat anbringelse efter § 67 og der ikke var enighed i udvalget.  Dette øger efter DS’ opfattelse retssikkerheden i sager om anbringelse uden samtykke.

• DS mener (som anført under kapitel 8), at § 145 skal udvides, så børn over 10 år også kan klage over relevante indsatser i Kapitel 8.

Kapitel 18 om Haager

Ingen bemærkninger.

Kapitel 19 om Tilsyn med tilbud og betaling

Ingen bemærkninger udover, at vi som sagt i de indledende bemærkninger synes det er rigtigt godt, at der sikres kontinuitet i kontakten mellem anbragte børn og unge og kommunen ved at der som udgangspunkt skal være to sagsbehandlere tilstede ved de to årlige tilsynssamtaler med børn og unge, der er anbragt.

Kapitel 18 om Tværgående koordination og rådgivning

Ingen bemærkninger til de uændrede bestemmelser.

Kapitel 19 om Børnerådet

Ingen bemærkninger.

Kapitel 20 om Betaling, finansiering og takter

Ingen bemærkninger til de uændrede regler.

Kapitel 21 om Forsøg

Ingen bemærkninger til de uændrede regler.

Kapitel 22 om Straffebestemmelser

Ingen bemærkninger til de uændrede regler.

Kapitel 23 om Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

Ingen bemærkninger.

Med venlig hilsen

Ditte Brøndum

Næstformand