Begreber i relation til DHUV-projektet

DS mener generelt, at de senere års tiltagende og detaljerede styring af det sociale arbejde skaber bureaukrati og stivhed i arbejdet, som ikke er hjælpsomt. Hverken for socialrådgiverne eller borgerne.

Til

Til Socialministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for modtagelsen af høringsdokumenter om begreber til metodeudvikling i DHUV-projektet. Vi er klar over, at der anmodes om svar til de enkelte begreber i svarskemaerne, men da vores høringssvar er en generel kommentar til begrebsarbejdet, så vælger vi at sende et traditionelt høringssvar.

DS mener generelt, at de senere års tiltagende og detaljerede styring af det sociale arbejde skaber bureaukrati og stivhed i arbejdet, som ikke er hjælpsomt. Hverken for socialrådgiverne eller borgerne. Det gælder også forsøgene på at nydefinere begreber, som i mange tilfælde er hverdagsbegreber, som bruges uden usikkerhed af såvel afsender som modtager.

Vi går f.eks. ud fra, at alle ved, hvad indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask er, så det er meningsløst at nydefinere dem. Definitionerne vil ikke føje noget til sproget, de vil kun tage kræfter og fokus fra det centrale – det sociale arbejde. Kompleksiteten i arbejdet vil stige, og det vil være en yderligere belastning at skulle forholde sig til alle disse begreber i en travl hverdag. Hele bølgen af detailregulering har stjålet tid fra mødet med borgerne og fra det egentlige arbejde for at hjælpe dem med deres problemer. I stedet har vi fået administration, bureaukrati og kontrol.

DS finder det stærkt betænkeligt, at det sociale arbejde, der skal være dialogbaseret, relationelt og situationsbestemt, skal underlægges en stram terminologisk styring, som ikke blot har til hensigt at lette kommunikationen med borgerne men at styre og de facto begrænse forståelsen og handlerepertoiret. F.eks. må det betegnes som næsten en parodi eller en fornærmelse at definere ’Social indsats’ (synonymet er ’Socialfaglig indsats’) som ’Indsats, der består af en eller flere ydelser, som leveres af et eller flere tilbud’.

Det er umuligt i den definition at genfinde det mangesidede og komplekse indhold – råd, specifikke hjælpeforanstaltninger, omsorg, dialog, et menneskeligt møde osv. – som indgår i den gode sociale/socialfaglige indsats. Definitionen er en grov forsimpling af den komplekse og individuelt (empatisk) afpassede indsats, der skal til for at hjælpe borgeren, og det modsvarer ikke virkeligheden. Den sociale/socialfaglige indsats består heldigvis ikke kun af ’ydelser’. Hvis man tvinger socialrådgiveren til at arbejde inden for et system, der lægger sådanne begrænsninger på forståelsen og begreberne, så tvinger man dem til at omgå eller tillempe systemet. Det er urimeligt og tidsrøvende, og det vil uden tvivl give borgerne en dårligere hjælp.

Det er fornuftigt at definere faglige termer, som der kan være uklarhed om. Det gælder diagnostiske begreber, særlige behandlingstermer eller komplicerede begreber af administrativ eller juridisk karakter. Det kan være afklarende og kvalificerende. Enkelte af de foreliggende definitioner er af denne karakter. F.eks. er det måske relevant at definere begreber som handlekommune, opholdskommune og betalingskommune. Generelt kan sagsøkonomi- og sagsbehandlingsbegreberne forekomme mest relevante, men de er komplicerende, når der f.eks. skelnes mellem ’sagsstyring’ og ’sagshåndtering’ og indføres begreber som ’procesbesutning’ og ’ikke-visiteret indsats’, som ingen vist har savnet.

Udrednings- og sagsbehandlingsbegreberne rummer de største problemer. Vi er bange for, at forskelligheden i de enkelte borgeres situation vil forsvinde i den indsnævring, der ligger i begreberne, og at handlerepertoiret begrænses. Begreberne fastlægger forhold i den sociale virkelighed og i det sociale arbejde på en måde, der både er forsimplet og begrænset.

Et par eksempler: Et ’Socialt problem’ er ikke bare en ’Tilstand, som er kendetegnet ved, at en person er eller er i fare for at blive marginaliseret’. Sociale problemer kan desværre være meget mere omfattende og sammensatte. Og ’Hjælp og omsorg for andre’ er ikke kun ’Handling, der består i at hjælpe medlemmer i husstanden og andre’. Den faktiske hjælp og omsorg, som socialarbejdere yder, er indlejret i et menneskeligt møde, og den er langt mere sammensat og har langt flere dimensioner end bare det ’at hjælpe’.

Godt socialt arbejde består netop i at forstå dybden og kompleksiteten i det at hjælpe og yde omsorg for andre, og det indfanger en så primitiv definition slet ikke. Den begrænser forståelsen og handlemulighederne. Og endelig kan man pege på, at ’Samfundsliv’ er meget mere end handlinger, ’der er nødvendige for at deltage i undervisning og beskæftigelse og for at gennemføre økonomiske transaktioner’. Samfundsliv er heldigvis meget mere end det, og det er da også den erkendelse, socialrådgiverne i praksis vil arbejde ud fra.

Ydermere sniger der sig nogle normative og meget overraskende elementer ind i enkelte af definitionerne. Hvorfor skal både det at drikke og spise foregå på en ’kulturelt acceptabel måde’? Hvad er det? Og hvad er uacceptabelt, så det ikke kan kaldes ’at drikke’ eller ’at spise’? Hvorfor skal ’Socialt samspil’ defineres som noget, der er ’kontekstuelt og socialt passende’? Hvad stiller vi så op med det samspil, der ikke er passende, eller som ikke passer ind i kontekst?

’Af- og påklædning’ skal angiveligt foregå ’i overensstemmelse med den sociale sammenhæng’, selvom virkeligheden for nogle af de borgere, disse begreber skal omfatte, nok vil være, at af- og påklædning ikke rigtig passer ind i de normale sociale rammer. Om ’Toiletbesøg’ står der, at det er en ’Handling, der består i at planlægge og udføre toiletbesøg til udskillelse af affaldsprodukter og efterfølgende rengøring’. Hvad stiller vi så op med de borgere, der ikke planlægger toiletbesøgene, eller som ikke rengør sig efterfølgende? De fin-des faktisk, selvom den fine definition ikke rigtig ønsker at rumme det.

Det er forbløffende, at nogle af begreberne skal farves normativt på en måde, der vil gøre det endnu sværere at få dem til at matche virkeligheden, og som risikerer at trække bestemte vurderinger og holdninger ned over det sociale arbejde.

DS mener, at forsøget på at nydefinere dagligdags begreber vil hægte borgerne af. Det er en særdeles uheldig sideeffekt af det nye begrebssæt. Det er ikke borgernes sprog, og de vil ikke kunne genfinde deres liv og virkelighed i det. Deres eget sprog vil så at sige blive underkendt. De vil opleve det som stødende, at deres normale ord og forståelser ikke er gangbare, fordi sagsbehandlingen foregår med andre begreber og betydninger. Borgerne vil ikke bruge de nydefinerede begreber, fordi de ikke vil kunne se relevansen af dem og ikke vil kende dem. Man risikerer, at de i højere grad passiviseres og marginaliseres i deres egen sag – der jo som bekendt ofte er af eksistentiel betydning for dem.

DS mener grundlæggende, at det gode sociale arbejde bygger på dialog mellem borgere og fagfolk for at afdække sociale problemer, for at finde løsninger og for at planlægge og udføre den sociale indsats. Der er allerede kendte referencerammer og begreber for denne dialog, herunder ledelsesinstruktion, og i den udstrækning, der er behov for at skærpe eller præcisere begreberne, vil det kunne gøres i en normal faglig diskussion og i dialog med borgerne.

Vi vil derfor advare mod at fortsætte ud af det spor, som det foreliggende begrebsarbejde repræsenterer. Vi skal flytte fokus fra en rigoristisk regulering af sprog, metoder og handling i socialt arbejde og i stedet rette det mod de borgere, det drejer sig om og mod de fagligt kvalificerede socialarbejdere, der skal have frihed til at yde den sociale indsats, borgerne har behov for.

Med venlig hilsen

 

Bettina Post
Formand
Dansk Socialrådgiverforening.