Tale til Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj 2024

Kære alle sammen,

Tak for at invitere mig til at tale i dag.

1. maj handler om vores fælles ansvar for at sikre et stærkt fællesskab.

Et fællesskab, der gør alle stærkere og løfter i flok. Et fællesskab, hvis inderste kerne består af tillid og tryghed. Og det er de to ting jeg gerne vil tale om i dag.
Den tryghed, der kan få os til at sænke skuldrene. Og den tillid, der får os til at være på tæerne.
Tryghed er helt grundlæggende for vores trivsel som mennesker – og for vores velfærdsmodel. Det er derfor, vi har et socialt system, som vi skal huske at værne om – og ikke mindst huske politikerne på, at de skal værne om.
—

Det gælder også i de her dage, hvor de forhandler om en ny aftale for handicapområdet.
Det er der brug for. Handicapområdet er virkelig udfordret – der mangler ressourcer, viden, overblik og retssikkerhed.
Og det er et problem, ikke bare for medarbejderne på området og de mennesker, der har brug for hjælp. Men for os alle sammen.
For vi har alle brug for det sociale sikkerhedsnet, der er spændt ud under os – og under hele vores samfund. Selv dem, der bevæger sig ubekymret gennem livet, balancerer – måske uden at vide det – på en tynd line og kan pludselig falde: Man kan blive alvorligt syg og miste sin indkomst – eller få et barn med handicap. Når det sker, træder fællesskabet til og dækker din løn, hvis du må gå hjemme, stiller skoletilbud til rådighed og tilbyder hjælp i hjemmet. Jeg ved, at hvis jeg senere i dag falder på cyklen hjem fra fælledparken, så står fællesskabet klar. Også hvis det giver mig langvarige mén og rammer min arbejdsevne.
Den tryghed betyder, at vi kan sænke skuldrene. At vi kan bevæge os frit gennem livet, at vi tør tage chancer og kan lægge bekymringer til side. At vi som lønmodtagere ikke skal købe dyre forsikringer eller spare alt for meget op til trange tider. Det er ikke kun godt for vores trivsel – det er også utroligt effektivt for samfundet.
—

Derfor er det godt og tiltrængt med en politisk langsigtet ramme omkring handicapområdet. Og der er mange gode, konkrete initiativer i det udspil, regeringen arbejder på.
Men der også et kæmpe stort problem – kan I gætte det? Nemlig – økonomien. Som på så mange andre områder vil regeringen nemlig både forbedre hjælpen til mennesker med handicap – og spare penge på samme tid.
Det er ikke, fordi jeg afviser, at pengene kan bruges klogere – det ved jeg, at de kan. For eksempel ved at sætte hurtigt ind med den rigtige hjælp til børn og voksne med handicap og alvorlige psykiatriske diagnoser og på den måde både forbedre deres liv og undgå lange, dyre indlæggelser.
Men kloge besparelser høster man ikke i år 1.Det har vi prøvet alt for mange gange før, og vi kender resultatet: uværdige indsatser, frustrerede borgere og socialrådgivere med alt for store sagsbunker.
—

Når ressourcerne mangler og kvaliteten daler, går det ud over trygheden. Vi oplever det på hele det sociale område: Allerede i dag oplever flere end halvdelen af socialrådgiverne, at økonomien spænder ben for den rette hjælp og støtte. Sikkerhedsnettet er i stykker, og politikernes lappeløsninger er ikke nok.
Hvis det skal holde også i fremtiden – hvis vores børn og børnebørn også skal vokse op i et trygt samfund med plads til at tage chance og plads til fejltrin – så er der hårdt brug for investeringer, der styrker sikkerhedsnettet. Investeringer i uddannelse, faglighed, sociale tilbud og indsatser – alt sammen af høj kvalitet.

Politikerne er jo ikke bange for investeringer som sådan. Lige nu bruger de for eksempel mange, mange milliarder på vores forsvar. For militære udgifter ses som en nødvendighed – noget vi bliver nødt til at investere i for at sikre det samfund, vi elsker og skal passe på. Det kan jeg sådan set godt forstå.

Men jeg kan ikke forstå, at den samme logik ikke gælder for det sikkerhedsnet, der skal gribe os, når vi eller vores børn falder. Det er sgu lige så nødvendigt at investere i – for at sikre det samfund, vi elsker og skal passe på. Det samfund, der gør os trygge.
—

Derfor er investeringer i velfærden helt nødvendige. Men det er ikke nok.
Hvis tryghed er fundamentet under vores samfundsmodel, så er tillid de bærende vægge. Et veldrevet velfærdssamfund med høj faglighed, mindre bureaukrati og fornuftig brug af ressourcerne kræver også tillid.

Når man får tillid, er man hele tiden på tæerne. Strenger sig an. Gør sig umage. Tager medansvar. Man blomstrer og vokser som medarbejder og som menneske.
Når regeringen taler om at sætte offentligt ansatte fri og have tillid til deres faglighed og sunde fornuft, er det derfor sød musik i mine ører. Men musikken bliver ødelagt af mislyde, når socialdemokraterne samtidig udtrykker mistillid til os, sådan som det helt konkret er sket de seneste uger. For når de taler om sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere med anden etnisk baggrund end dansk, der ”infiltrerer” det danske samfund med ”udanske” værdier – så rammer det ikke kun vores kollegaer med en anden hudfarve og religion end mig – det rammer os alle sammen.
Den mistillid er gift for vores samfund, og derfor siger vi også samlet Nej tak til socialdemokraternes angreb på vores fag og faglighed!
—

Ellers synes jeg faktisk, at både regeringen og de øvrige partier på Christiansborg rammer de rigtige toner om faglighed og tillid, når det handler om styringen af den offentlige sektor. Nu mangler vi bare, at de gør noget ved det.
Tillid til faglighed betyder meget for offentligt ansatte – og særligt for os socialrådgivere, der træffer afgørende beslutninger i folks liv. Vi har spurgt socialrådgiverne, og et flertal svarer, at de gerne vil have bedre muligheder for selv at træffe beslutninger – frem for at skulle spørge en leder om lov.
Det er ikke gratis for os – for når vi får mere plads til at bruge vores faglighed – når vi får mulighed for at bruge det enkelte menneskes behov som pejlemærke for vores arbejde – så kræver det også mere af os.
Derfor er jeg som forkvinde både glad for og stolt af, at vi som faggruppe viser, at vi er klar på at tage ansvaret på os. Vi ved, at de gode og rigtige beslutninger træffes bedst, der hvor vi, fagligheden, møder de mennesker, det handler om – og hvis politikerne viser os tillid, skal vi nok leve op til den.
—

Jeg hører ikke nogen på Christiansborg, der ikke ønsker at sætte offentligt ansatte og deres faglighed fri.
Og der foregår da også mange gode ting – ikke kun i frikommunerne – men i hele landet. Mange kommuner har fået øjnene op for, at ledelse baseret på tillid til medarbejderne er afgørende for at sikre borgerne velfærd af høj kvalitet.

Men, som en forsker siger i den kommende udgave af vores fagblad: Frisættelse er ikke noget, man installerer som en vaskemaskine, som så bare kører. Det kræver tid og overskud.
Den erkendelse mangler, synes jeg. Hvis politikerne virkelig vil frisættelse, er de nødt til at investere frem for at spare. Jeg er ikke i tvivl om, at frisættelse på den lange bane kan give bedre velfærd for de samme eller måske endda færre penge – på den lange bane. Her ligger et tungt ansvar hos regeringen.

Hvis frisættelse skal bidrage til at løse den krise, velfærden befinder sig i, skal velfærden prioriteres. På vores område handler det om at investere i uddannelsen, så kommende socialrådgivere bliver klædt godt på til at tage det faglige ansvar på sig. Og det handler om at sikre kommunerne en ordentlig økonomi, så socialrådgiverne får tid til det sociale arbejde.
Og i sidste ende handler det om tillid – til kommunerne, til de offentligt ansatte, til borgerne – og til at tillid og tryghed er grundingredienser i opskriften på et menneskeligt og økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund i fremtiden.
—

Så lad det være min opfordring på denne fine og solbeskinnede 1. maj.
Vi skal investere i det samfund, vi elsker og holder af. Det kræver mere end krudt og kugler.
Det kræver et stærkt fællesskab bygget på tillid og tryghed, så vi alle kommer op på tæerne og gør vores ypperste for at passe på fællesskabet – og samtidig mærker den frihed og lettelse, der følger, når vi tør sænke skuldrene.
Rigtig god 1. maj.

Forkvinde Signe Færch, Dansk Socialrådgiverforening, 2024.