TR og AMiR på arbejdsmiljøværksted – Roskilde

Får I som TR og AMiR arbejdet sammen om opgaverne på jeres arbejdsplads? Finder I tid til jeres samarbejde? Og kommer I i mål med jeres fælles projekter?

Arbejdsmiljøværkstedet er et tilbud til TR og AMiR fra samme arbejdsplads.

På denne temadag tilbyder vi jer et fælles pitstop, hvor I kan holde ind og tanke op. I vil blive introduceret for en metode til at drøfte, hvor I har brug for at sætte ind, hvem I skal involvere og hvordan I kan gribe det an.

Vi kommer til at se på hvordan jeres forskellige roller kan spille sammen og styrke hinanden.

Det bliver en dag, hvor I er i arbejdstøjet og arbejder sammen om en konkret problemstilling eller forandring, som I ønsker at skabe på jeres arbejdsplads. Ved dagens afslutning har I fået udarbejdet en konkret plan for handling, og I er helt klar på, hvad jeres næste skridt skal være. 

Vi arbejder på dagen med vores materialer: "Mere fag og arbejdsglæde", der består af et spil, løsningskataloger, en guide samt en oversigt over vores vejledende standarder for socialrådgivernes faglighed og arbejdsmiljø

Vi træner vores brug af værktøjerne, får dem ind under huden og der vil blive givet konkret feedback på jeres handleplaner. 


Målgruppen for værkstedet er TR og AMiR fra samme arbejdsplads, der har brug for hjælp eller inspiration til at komme videre.
Vi prioriterer makkerpar, hvor begge er medlem af DS, men såfremt der er plads, kan den ene være fra en anden faggruppe og medlem af en anden forhandlingsberettiget fagforening.

Transport: Både TR og AMiR får refunderet transportudgifter af DS.
Frikøb: TR får frikøb. AMiR skal bede om fri med løn.


Underviserne er: Hanne Fink Ferdinand og Maria Kumari Lauridsen

Der er plads til max 14 "par" på temadagen. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.