Tæt på Barnet
Alle børn har ret til en god start på livet. Børn, der har behov for hjælp, skal vide, hvor de trygt kan søge hjælpen, at de bliver lyttet til, og at vi kan sætte ind tidligt og hurtigt med hjælp og støtte. Det kræver nye tiltag, ændringer af loven, ordentlige rammer for arbejdet med sårbare børn og familier og et smidigere, mere fleksibelt system. Det kræver, at vi får lov at være tæt på barnet. Her kan du læse om Dansk Socialrådgiverforenings forslag til, hvordan vi sikrer tidlig og hurtig hjælp til sårbare børn, unge og familier.
Retssikkerhed
Respekt for retssikkerheden skal være et bærende princip i alt socialt arbejde. Det er helt afgørende både at sikre børns rettigheder og sikre, at børn kender deres rettigheder.
’Tæt på Barnet’ styrker børns og familiers retssikkerhed med en række konkrete forslag. Udspillet sikrer en balance mellem to retssikkerhedsmæssige hensyn. På den ene side skal børn og familier have faste og utvetydige rettigheder. På den anden side skal loven give plads til, at hvert enkelt barn mødes på sine egne præmisser, og at socialrådgiveren kan handle hurtigt samt vurdere behovet for hjælp ud fra den konkrete situation og et individuelt, fagligt skøn.
Derfor foreslår vi blandt andet, at:
- alle børn skal have ret til en professionel bisidder.
- børn og forældre kan klage over konklusionen på screeningen og indsatserne i børneplanen.
- børn ikke skal vente længere end 10 hverdage på screeningens konklusion.
Ressourcer
Når mange børn og familier må vente længe på at få hjælp, og 44 procent af socialrådgiverne på børneområdet er stressede, skyldes det først og fremmest mangel på ressourcer. Mange socialrådgivere oplever et meget stort arbejdspres, og at økonomiske hensyn står i vejen for at sætte tidligt ind med den rette hjælp og støtte (se Rundspørge på børneområdet). Det slider, særligt på nystartede medarbejdere uden erfaring fra området, som ofte må se langt efter oplæring og efteruddannelse, og mange bliver syge eller siger op. Det betyder, at alt for mange sårbare børn og familier hyppigt skifter socialrådgiver og oplever, at de må begynde forfra med en ny relation.
Derfor foreslår vi blandt andet, at:
- loven fastsætter et loft over antallet af sager per socialrådgiver.
- der skal være to socialrådgivere på svære sager.
- arbejdsgiverne forpligtes til at give nyansatte en grundig introduktion samt løbende videre- og efteruddannelse til alle socialrådgivere.
Inddragelse
Alle børn og unge har behov for at blive inddraget i store beslutninger om deres eget liv. Det gælder også sårbare børn og unge og ikke mindst de mest udsatte, der er anbragt uden for hjemmet.
Desværre oplever mange sårbare børn og unge, at de ikke inddrages nok i deres egen sag. Langt de fleste oplever, at socialrådgiveren tager deres meninger alvorligt, men knap hver tredje mener ikke, at de har indflydelse på de beslutninger, der træffes om dem (Se rapporten ‘udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling‘). Værst ser det ud for børn og unge anbragt uden for hjemmet. Det er afgørende, at børns ret til inddragelse fremhæves i loven og prioriteres i det sociale arbejde, ligesom aktiv inddragelse af forældre, netværk og fagpersoner er en forudsætning for det gode samarbejde, som altid skal tilstræbes.
Derfor foreslår vi blandt andet, at:
- børn får ret til en fast socialrådgiver.
- socialrådgivere på børneområdet får obligatorisk videreuddannelse i blandt andet inddragelse af børn og familier.
- anbragte børn får ret til at blive kontaktet af socialrådgiveren hver tredje måned.
Barnet
Flere end 50.000 børn og unge modtager hjælp til at håndtere sociale og psykiske udfordringer (Se ‘udsatte børn – nøgletal 2020‘ og ‘Danmarks Statistik: 52.000 Børn og Unge er udsatte‘) . Hjælpen kan bestå af alt fra kortvarig familierådgivning til langvarig anbringelse uden for hjemmet. Sidstnævnte fylder meget i den offentlige debat, men langt de fleste sårbare børn bor hos deres forældre og modtager hjælp og støtte i hjemmet og daginstitutionen eller skolen.
Sårbare børn er lige så forskellige som alle andre børn, og de modtager meget forskellige typer af hjælp. Men fælles for dem er, at de kæmper med udfordringer, som de fleste børn ikke skal forholde sig til, og det har stor betydning for deres trivsel og skolegang. Knap hver tredje af de børn, der modtager hjælp, gennemfører folkeskolens afgangsprøve, de får ringere karakterer og langt færre tager en ungdomsuddannelse end andre børn. Derudover har forældrene i gennemsnit færre ressourcer end forældrene til andre børn.
De fleste sårbare børn modtager hjælp enten i hjemmet og/eller i daginstitution eller skole, mens knap 12.000 er anbragt uden for hjemmet enten i plejefamilier, på opholdssteder eller døgninstitutioner. Uanset om børnene bor hjemme eller ej, spiller forældrene stort set altid en afgørende rolle i børnenes liv. Derfor hænger hjælpen til børnene ofte sammen med hjælp til forældrene.
Børnenes Indgang
Når Anton på 12 er stukket af hjemmefra efter et voldsomt skænderi med sin far, skal han vide, at han kan få hjælp her og nu. Han skal vide, hvor han finder hjælpen, og at han kan få den på sine egne præmisser.
I mange kommuner er det svært for børn at vide, hvor de skal henvende sig for at få hjælp, og kun et fåtal har en social døgnvagt, som børn kan henvende sig til direkte uden for normal åbningstid. De fleste steder skal de kontakte politiet (i blot 11 ud af 98 kommuner kan børn henvende sig direkte til en social døgnvagt), hvilket kan afholde mange børn fra at søge hjælp..
Det er ikke i orden. Vi svigter som samfund vores ansvar over for sårbare børn, når vi ikke tilbyder dem en synlig, enkel og tryg adgang til hjælp fra en børnefaglig voksen døgnet rundt. Derfor skal kommunerne forpligtes til at oprette en døgnåben og uformel indgang for alle børn, der har behov for hjælp. Her kan de få rådgivning fra en socialrådgiver eller en anden fagperson i børnehøjde, både ved fremmøde, over telefonen, via sociale medier eller chat over nettet. Børnene kan være anonyme, hvis de ønsker det.
Børnenes Indgang skal sikre, at flere børn ved, hvor de kan få hjælp, at de tør søge den, og at der skabes sammenhæng mellem den første kontakt og det offentliges muligheder for at hjælpe sårbare børn. Hvis barnet efter samtalen ønsker det, kan fagpersonen i Børnenes Indgang også hjælpe dem videre ved for eksempel at sikre bedre kontakt til skolen, mulighed for fritidstilbud eller hjælp fra en socialrådgiver i kommunen.
Underretning
En underretning er en henvendelse til kommunen med en bekymring for et barns trivsel, som kan komme fra barnets familie, netværk, pædagog, lærer, sundhedsplejerske eller andre, der er bekymrede for barnet. Systemet med underretninger er nødvendigt for at sikre, at kommunerne bliver opmærksomme på børns problemer, og det fungerer i store træk godt, men der er også udfordringer.
De seneste år er antallet af underretninger vokset meget kraftigt, og det presser de socialrådgivere, der skal behandle dem inden for 24 timer. Men frem for at debattere, om der underrettes for meget eller for lidt, bør vi i stedet arbejde for at højne kvaliteten af underretningerne. Alle daginstitutioner og skoler bør have en socialrådgiver tilknyttet, som kan hjælpe pædagoger og lærere både med at vurdere, om der skal sendes en underretning, og med at forbedre underretningen.
Fristen for at vurdere en underretning bør fortsat være 24 timer, men kvaliteten af underretningerne skal forbedres, og socialrådgiverne skal have tid til at foretage vurderingerne.
Screening
Screening – hurtigere hjælp til børn og unge
Alt for mange børn og familier venter i dag længe, før de modtager hjælp og støtte. Det skyldes blandt andet, at lovgivningen lægger op til en langsommelig og tung proces med først en omfattende undersøgelse af barnet og dets omgivelser, og dernæst en handleplan – ofte tager det mange måneder, før barnet får hjælp. Den lovgivningsmæssige mulighed for at sætte støtte ind, mens der undersøges og laves handleplan, bruges i alt for lille omfang, fordi reglerne tolkes snævert.
Vi ved fra flere kommuner, der som et forsøg har fået lov til at se bort fra flere af lovgivningens krav, at det har medført større fleksibilitet, hurtigere beslutninger og hurtigere hjælp (se VIVE-rapporten ‘Børn som vores vigtigste ressource‘) . Det skal vi lære af, så systemet ikke bliver en stopklods for hjælpen til sårbare børn.
Vi foreslår en hurtig, indledende screening af alle børnesager, der sammen med børneplanen erstatter den børnefaglige undersøgelse og handleplanen. Socialrådgiveren afgør efter screeningen, hvilken hjælp barnet eller familien skal have, samt om der er behov for en større undersøgelse, plan og indsats i en længere periode. Loven skal forpligte kommunerne til at træffe en afgørelse om hjælp inden for 10 hverdage. På den måde kan vi sikre, at socialrådgiverne kan handle hurtigt og sætte gang i hjælpen, mens sagen undersøges yderligere.
Kommunen skal som i dag vurdere alle underretninger inden for 24 timer.
Screeningens indhold
Mange socialrådgivere oplever, at den børnefaglige undersøgelse står i vejen for at sætte ind med hurtig hjælp. Det skyldes dels, at undersøgelsen ifølge loven er socialrådgiverens grundlag for at vurdere, hvilken hjælp barnet har brug for, dels at undersøgelsen er meget omfattende og tidskrævende. Mange steder er det praksis først at sætte hjælpen i gang, når undersøgelsen er afsluttet.
Hvis vi skal sikre hurtig hjælp til sårbare børn og familier, er det nødvendigt at gøre kravene til det arbejde, der fører til afgørelser om hjælp, langt mere fleksible, end de er i dag. Med en screening kan vi sikre hurtig handling, og at vi kan sætte ind med hjælp sideløbende med en længerevarende undersøgelse.
Screeningen indeholder:
- Umiddelbare informationer fra professionelle omkring barnet.
- En samtale med barnet.
- En samtale med forældrene.
- Kontakt til de relevante parter så vidt, det er muligt. Hvis det er muligt, kan der afholdes et netværksmøde.
- En umiddelbar konklusion om sagens videre forløb. Konklusionen er en afgørelse med høring (som kan ske på et netværksmøde) og ankemuligheder, og den skal tage stilling til :
- om der skal sættes en videre undersøgelse af barn, familie og omgivelser i værk.
- om barnet og familien har behov for hjælp og støtte med det samme, hvilke indsatser der skal sættes i gang, og hvad målene med indsatserne er.
- hvordan der følges op på sagen (hvis sagen fortsætter på dette niveau).
Screeningen skal gennemføres, selvom det ikke er muligt at indhente alle relevante oplysninger eller få kontakt til alle parter inden for de 10 hverdage. I de tilfælde skal konklusionen indeholde overvejelser om, hvordan de manglende oplysninger kan indhentes hurtigst muligt.
Hvis socialrådgiveren efter screeningen vurderer, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser eller omfattende og længerevarende støtte, kan sagen fortsætte med indsatsen og opfølgningen indeholdt i konklusionen. Hvis socialrådgiveren vurderer, at barnet har brug for hjælp i et halvt år eller længere, eller hvis screeningens konklusion peger på en mere omfattende indsats som for eksempel en anbringelse, skal der umiddelbart efter screeningens afslutning sættes gang i arbejdet med en børne-/ungeplan.
Hurtig hjælp og støtte
Det er afgørende for sårbare børn og unge at få hurtig hjælp. Jo længere tid, børn må vente på hjælp og støtte, desto større er risikoen for, at de får det værre, og problemerne vokser. En hurtig indsats har også stor betydning for børn og familiers tillid til, at vi som samfund kan hjælpe dem, når de har behov for det. I dag har socialrådgivere mange steder ringe muligheder for at sætte ind med hjælp, så snart et barn mistrives.
I en rundspørge fra Dansk Socialrådgiverforening svarer fire ud af fem af de adspurgte socialrådgivere, at de kun indimellem eller sjældent har mulighed for at sætte hurtigt og tidligt ind med hjælp og støtte til udsatte børn, unge eller familier (Se ‘rundspørge på børneområdet‘) . Det skyldes især to ting: Lovens krav og økonomi – tre ud af fire af de adspurgte socialrådgivere oplever ofte eller indimellem, at økonomiske hensyn står i vejen for at sætte ind med den rette hjælp, og mange at det forsinker hjælpen. Det er hverken i orden eller lovligt, og derfor bør politikerne sikre, at barnets behov ikke skubbes til side af kassetænkning. Socialrådgiverne skal have mulighed for at bruge hele værktøjskassen, så deres faglige vurdering, og ikke økonomien, bestemmer, med hvad og hvornår der skal sættes ind.
Erfaringerne fra flere projekter viser, at en mere fleksibel lovgivning og muligheden for at følge sårbare familier tæt forbedrer det sociale arbejde med børn, unge og familier. Dels fordi problemer opspores tidligere og kan tages i opløbet, dels fordi hjælpen sættes ind hurtigere, når problemerne er blevet opdaget (se rapporten ‘Børn som vores vigtigste ressource‘ og artiklen ‘Vi åbner stille og roligt Pandoras æske før den eksploderer‘).
Børneplan
Børn, der har brug for omfattende eller længerevarende hjælp, skal have en sammenhængende plan, der afdækker behovet for hjælp og barnets og familiens ønsker og mål.
Vurderer socialrådgiveren på baggrund af screeningen, at der er behov for yderligere undersøgelser, begynder arbejdet med en børneplan (0-14 år) eller ungeplan (15-25 år, se næste afsnit) sideløbende med den eller de indsatser, der sættes i gang hurtigt for at hjælpe barnet og familien. Planen erstatter sammen med screeningen den nuværende børnefaglige undersøgelse og handleplan, som begge er problematiske – blandt andet fordi de forsinker indsatsen for børnene og mangler aktiv inddragelse af børn og forældre.
Under arbejdet med planen skal der afholdes minimum en børnesamtale og et netværksmøde, og barnet skal inddrages i aftalerne om de indsatser, der sættes i værk. Børneplanen skal afsluttes, inden der er gået fire måneder (Fristen kan sættes til seks måneder i sager, hvor der skal udarbejdes en forældrekompetenceundersøgelse eller tilsvarende omfattende undersøgelser) og skal indeholde:
- En undersøgelse af barnet og dets omgivelser, herunder relevante dokumenter og relevant specialiseret viden samt eventuelt en udarbejdelse af relevante undersøgelser, for eksempel af forældrekompetencen.
- En kortlægning af barnets og dets omgivelsers ressourcer og udfordringer.
- Afklaring af barnets ønsker, drømme og mål og ønsker og mål for barnets omgivelser.
- Afklaring af barnets behov for en skoleplan.
- Forslag til hvilke indsatser barnet og familien skal modtage.
- En plan for opfølgning med evaluering og revision af mål – hvis der går længere tid end et halvt år mellem opfølgningerne på børneplanen, skal der være en særlig begrundelse for det.
Børnene, forældrene og de dele af barnets netværk (både privat- og fagpersoner), som socialrådgiveren vurderer er relevante for børneplanen, skal så vidt muligt inddrages aktivt i forløbet, og planen skal munde ud i en forpligtende samarbejdsaftale mellem barnet, forældrene samt relevante netværks- og fagpersoner. Socialrådgiveren har ansvaret for aftalen og koordinere indsatserne. De iværksatte indsatser efter Barnets Lov er afgørelser, der kan påklages.
Der gælder de samme principper for ungeplanen som for børneplanen, men der er forskel på de konkrete tiltag og aktører – læs mere i næste afsnit.
Overgang til voksenlivet
Mange sårbare unge oplever, at den hjælp og støtte, de modtager, ændrer sig eller ophører, når de fylder 18 og dermed formelt set er voksne. Overgangen er brat, hård og forvirrende, ikke mindst for anbragte unge og unge med omfattende støttebehov, og mange oplever pludselig at blive kastet ud, hvor de ikke kan bunde.
Det er helt afgørende, at vi som samfund hjælper og støtter de udsatte unge, også efter de fylder 18 år. Det at blive voksen er en gradvis proces, og det skal lovgivningen afspejle. Derfor skal udsatte unge mellem 15 og 25 år have en sammenhængende ungeplan, som de selv er med til at udarbejde. Planen skal hjælpe dem med at komme godt ind i voksenlivet, og hvis den unge allerede har en børneplan, er den udgangspunktet for arbejdet med ungeplanen. Hvis der er tale om en ung over 15, som ikke allerede modtager hjælp, kører processen med screening og eventuelle yderligere undersøgelser som beskrevet ovenfor.
Ungeplanen giver mulighed for at forlænge den hjælp og støtte, de unge modtager, i en overgangsperiode efter de fylder 18 år, men den fokuserer især på uddannelse, job og bolig. Den skal køre frem til den unge fylder 25 år, når det er nødvendigt, og den unge skal have en koordinerende socialrådgiver, der støtter den unge og har myndighed på tværs af lovgivninger. Socialrådgiveren skal sikre sammenhængen i planen, herunder mellem socialforvaltningen og jobcentret.
Derudover skal alle anbragte unge have ret til efterværn, indtil de fylder 25 år.
Baggrund
» Læs Dansk Socialrådgiverforenings samlede udspil ’Tæt på Barnet’
» Læs ‘pixi-udgave’ af Dansk Socialrådgiverforenings udspil “Tæt på Barnet”