Tag godt imod praktikanter og nyuddannede

Mange socialrådgiverstuderende begynder i praktik, når august bliver til september. Det samme gør mange af nyuddannede socialrådgivere. Som TR kan du være med til, at de undgår ”praksischok”.

Kun en ud af tre får et introforløb og en mentor

Mere end 2 ud af 3 af dine nye fagfæller risikerer en dårlig start på livet som socialrådgiver. For undersøgelser viser, at kun 29 procent af de nyuddannede socialrådgivere får et introforløb og en mentor.

Læs om undersøgelserne og DS’s kampagne #En God Start 

TR’s vigtige rolle i nyuddannedes første møde med arbejdslivet

Du og dine kolleger er for mange praktikanter og nyuddannede socialrådgivere det første møde med arbejdslivet.  

Som TR kan du være med til at tage godt imod en praktikant eller nyudklækket socialrådgiver, så de får lyst til at blive mange år i faget.

3 ting, du som TR kan gøre for at sikre de nyansatte en god start:

 

Hils på din nye kollega: Som TR har du gennem overenskomsten ret til at møde de nyuddannede. Så sæt god tid af til jeres første møde. Forklar, at du som TR og jeres AMiR er en god støtte, hvis han/hun møder udfordringer. Fortæl, hvad I konkret laver, for du er ofte deres første møde med fagbevægelsen. Så det er ikke sikkert, at de ved det.

TR’s guide til velkomstsamtalen

Inviter din nye kollega ind i fællesskabet: Fortæl om jeres faglige og sociale tiltag på arbejdspladsen. Du kan fx invitere dem med til jeres næste klubmøde, fortælle hvad kulturen er til jeres afdelingsmøder, eller allerede nu opfordre dem til at sætte kryds i kalenderen til julefrokosten. Inviter dem også gerne med til arrangementer i Dansk Socialrådgiverforening.

Se listen over aktuelle arrangementer i DS

Tal med din leder: Fortæl din leder, hvordan hele arbejdspladsen får gavn af et grundigt introduktionsforløb til praktikanterne og de nyuddannede. Du kan fx videregive den gode historie om Borgercenter Børn og Unge på Brønshøjvej i København, der gjorde en særlig indsats for at tage godt imod og holde på de nyuddannede socialrådgivere:

Læs artiklen “En god start: Vi klæder de nye godt på for at sikre vores høje faglighed”

Find værktøjer til at byde praktikanter og nye kolleger velkommen på arbejdspladsen

Nyansatte kan deltage i webinar

Din nye kollega kan med stor fordel deltage i et webinar for nyuddannede og nyansatte socialrådgivere, som vil kende sine rettigheder og muligheder. Så fortæl endelig din nye kollega om webinaret. 

Find webinaret ‘Ny i faget – alt du skal vide!’ i oversigten 

 

» Læs DS’ temasider om Introduktions- og mentorordninger, der beskriver og linker til materialerne ‘Nøglen til en god start’.

» Se DS’ lille guide til TR, AMiR og ledere: Hvordan giver vi en god start til nyuddannede socialrådgivere

» Se DS’ argumenter for #EnGodStart for nyuddannede socialrådgivere

DS går til kamp for et bedre introforløb 

Du som TR, jeres AMiR og Dansk Socialrådgiverforening (DS) kan sammen vende skuden, så flere får lyst til at blive i faget mange år efter de har afleveret deres sidste eksamen.  

DS presser på, for at politikerne og arbejdsgiverne:

  • inddrager praksis i undervisningen på socialrådgiveruddannelsen
  • giver socialrådgiverstuderende rettigheder under deres praktik
  • sikrer nyuddannede socialrådgivere en mentorordning og et introforløb med færre arbejdsopgaver i starten af deres karriere 

Kontakt Medlemsservice