Orlovsmodel (børn født den 2. august 2022 eller senere)

Folketinget har vedtaget nye regler for barselsorlov som gælder for forældre til børn født eller modtaget den 2. august 2022 eller senere. Formålet med lovændringen er at skabe øget ligestilling mellem forældrene. Hvis du har spørgsmål, du ikke kan finde svar på, kan du kontakte din regionskonsulent. Du kan finde kontaktoplysninger nederst på siden.

Her på siden kan du læse om den nye orlovsmodel og retten til barselsdagpenge, der trådte i kraft den 2. august 2022.

I den nye orlovsmodel vil det samlede antal orlovsuger med ret til barselsdagpenge være uændret. Det samme gør sig gældende for graviditetsorloven – altså orloven før fødsel – der også vil være uændret.

Den nye orlovsmodel indebærer, at orloven er ligeligt fordelt mellem dig og din partner. Det vil sige, at I hver har 24 ugers orlov efter fødsel eller modtagelse af barn, hvis ingen af jer ændrer på fordelingen.  Af de 24 uger har I hver:

  • 2 + 9 uger øremærket orlov, der ikke kan overdrages til den anden forældre.
  • 13 uger orlov der kan overdrages til den anden forældre.

Nye begreber

Begreber

Indledningsvist skal det bemærkes, at visse af de tidligere begreber er ændret i forbindelse med de nye regler. Nedenfor er disse kort oplistet.

Før: Pligtorlov ⇒ Nu: Mors 2 ugers orlov lige efter fødslen

Før: Fædreorlov ⇒ Nu: Fars eller medmors 2 ugers orlov ved fødslen

Før: Barselsorlov ⇒ Nu: Mors 8 ugers orlov

Før: Forældreorlov ⇒ Nu: Mors 14 ugers orlov samt, Far eller medmors 22 ugers orlov

Før: Forældreorlov for lønmodtager ⇒ Nu: Mors 14 ugers orlov, hvor 9 af ugerne ikke kan overdrages samt, Far eller medmors 22 ugers orlov, hvor 9 af ugerne kan overdrages

Graviditetsorlov

De nye barselsregler, der træder i kraft den 2. august 2022, vil ikke påvirke morens graviditetsorlov inden fødslen.

» Læs mere om graviditetsorlov

Øremærket orlov

Øremærkningen af orloven betyder, at du ikke kan overdrage en del af din ret til fravær til en anden forælder eller andre.

Du kan derfor kun selv afholde den orlov, der er øremærket til dig. Afholder du ikke de orlovsuger, der er øremærket til dig, bortfalder de.

» Lov: Ændring af barselsloven

Hvor meget orlov er øremærket?

Den nye orlovsmodel indebærer, at du og din partner hver har 24 ugers orlov efter fødslen eller modtagelsen, hvis ingen af jer ændrer på fordelingen, hvoraf nogle af de 24 uger er øremærket.

Mor

Efter fødsel eller modtagelse af barn vil du have pligt til at holde to ugers orlov. Derefter har du ret til yderligere at holde ni ugers øremærket orlov. De ni ugers øremærket barsel skal holdes, inden barnet fylder et år.

Vær opmærksom på, hvis du ikke holder de ni uger, der er øremærket til dig, bortfalder de.

Far eller medmor

Efter fødsel eller modtagelse af barn vil du have ret til at holde to ugers orlov i forbindelse med fødslen eller modtagelsen. Derefter har du ret til yderligere at holde ni ugers øremærket orlov. De ni ugers øremærket barsel skal holdes, inden barnet fylder et år.

Vær opmærksom på, hvis du ikke holder ugerne, der er øremærket til dig, bortfalder de.

(Illustration fra Beskæftigelsesministeriet.)

Du kan finde illustrationen her

Hvor meget orlov kan overdrages?

Den nye orlovsmodel indebærer, at du og din partner hver har 24 ugers orlov efter fødslen eller modtagelsen, hvis ingen af jer ændrer på fordelingen. Ud af de 24 uger har I hver 13 uger, der frit kan overdrages mellem jer, inden barnet fylder ni år.

Vær opmærksom på, at de ni ugers øremærket barsel skal holdes, inden barnet fylder et år.

(Illustration fra Beskæftigelsesministeriet.)

Du kan finde illustrationen her

Hvem er omfattet af den nye orlovsmodel

Du er omfattet af den nye orlovsmodel, hvis dit barn fødes eller modtages den 2. august 2022 eller senere. Er dit barn født eller modtaget før den 2. august 2022, vil du være omfattet af den tidligere orlovsmodel.

Det er dermed fødselstidspunktet, der er afgørende for, hvilken af de to orlovsmodeller, der gælder for dig. Hvis du for eksempel havde termin den 1. august 2022, men først fødte den 8. august 2022, vil du være omfattet af den nye orlovsmodel.

Vær opmærksom på, at du vil skulle varsle din orlov efter andre regler overfor din arbejdsgiver, hvis du er omfattet af den nye orlovsmodel. Eksempelvis er fristen for meddelelse af endelig orlovsplan 6 uger efter fødselstidspunktet for børn født den 2. august eller senere, hvor dette tidligere var 8 uger.

Se eventuelt Dansk Socialrådgiverforenings barselsberegner i forhold til vigtige frister.

Det anbefales, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller regionskonsulent ved tvivlsspørgsmål.

» Beskæftigelsesministeriet: Ny orlovsmodel – øremærket orlov
» Læs mere om de tidligere varslingsregler, for børn født den 1. august 2022 eller tidligere

Betaling under den nye orlovsmodel

Dagpengeret

I forbindelse med graviditetsorlov, og anden orlov relateret til fødsel eller adoption betaler kommunen dagpenge i hele orlovsperioden, når du opfylder betingelserne for ret til dagpenge.

Se eventuelt mere herom på borger.dk.

Løn

I stedet for dagpenge, kan du i nogle tilfælde få løn fra din arbejdsgiver under orlov. Vær opmærksom på, at den nye orlovsmodel ikke regulerer retten til løn. Retten til løn afhænger som udgangspunkt af, om du og din partner er omfattet af en kollektiv overenskomst, og indholdet i denne. Derudover kan der være indgået aftale med jeres arbejdsgiver om løn under barsel. Løn under barsel for offentligt ansatte beskrives neden for.

Vær opmærksom på, at en forudsætning for at få løn under orlov næste altid vil være betinget af, at din arbejdsgiver kan få dagpengerefusion. I tvivlstilfælde så spørg din regionskonsulent.

Forbyggende graviditetsundersøgelser

Når du er gravid, har du ret til at gå til forebyggende graviditetsundersøgelser, når disse foregår i arbejdstiden.

Din arbejdsgiver har pligt til at udbetale dagpenge eller anden passende ydelse efter kollektiv overenskomst.

» Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet: Aftale om fravær af familiemæssige årsager
» Lov: Barselsloven
» Medarbejder og kompetencestyrelsen: Barselsvejledning
» Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Forhandlingsfællesskabet: Aftale om fravær af familiemæssige årsager

Uarbejdsdygtig under graviditeten

Er du ansat som funktionær eller på funktionærlignende vilkår, vil du have ret til din sædvanlige løn, såfremt du bliver uarbejdsdygtig under din graviditet.

Der er tale om graviditetsbetinget sygdom, når det efter en lægelig bedømmelse skønnes:

  • at arbejdet indebærer en risiko for dig eller fostrets helbred,
  • at arbejdets særlige karakter medfører risiko for fostret, eller
  • at offentlige regler forhindrer dig i at passe dit arbejde, og din arbejdsgiver ikke har mulighed for at omplacere dig.

» Lov: Arbejdsmiljøloven
» Lov: Barselsloven
» Lov: Funktionærloven

Graviditetsorlov

Ansat i en kommune eller region
Hvis du er ansat i en kommune eller region, har du ret til at gå på graviditetsorlov med fuld løn otte uger før det forventede fødselstidspunkt.

Ansat i staten
Hvis du er er ansat i staten, har du ret til graviditetsorlov med fuld løn seks uger før det forventede fødselstidspunkt.

» Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet: Aftale om fravær fravær af familiemæssige årsager
» Lov: Funktionærloven
» Medarbejder og kompetencestyrelsen: Barselsvejledning

Privatansat funktionær
Er du ansat som funktionær eller på funktionærlignende vilkår, vil du som minimum have ret til halv løn fra fire uger før det forventede fødselstidspunkt. Hvis du føder før din terminsdato, bliver din orlov med løn halv forkortet. Modsat bliver din orlov med halv løn forlænget, hvis du føder efter din terminsdato.

Dine rettigheder kan imidlertid også være beskrevet i din ansættelseskontrakt, kollektiv overenskomst, eller en lokalaftale, hvorved der således kan være vedtaget bedre vilkår.

Barselsorlov og løn

Ansat i en kommune eller region
Hvis du er ansat i en kommune eller region er der et midlertidigt administrationsgrundlag, der giver fuld løn som følger:

I orlovsperioder uden løn, optjenes der pension.

Ansat i staten
Når du er er ansat i staten er der et midlertidigt administrationsgrundlag, der giver fuld løn som følger:

I orlovsperioder uden løn, optjenes der pension.

» Administrationsgrundlag på det kommunale/regionale område

» Administrationsgrundlag på det statslige område

Genoptagelse af arbejdet

Du har mulighed for at genoptage dit arbejde i perioder under en orlov. Du skal dog være opmærksom på, at du i de perioder ikke har mulighed for at få udbetalt barselsdagpenge, fordi du ved genoptagelse af arbejdet har ret til løn.

» Lov: Barselsloven

Ledige

Uanset om du er er lønmodtager, selvstændig eller ledig, får du som forælder i udgangspunktet ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Retten til barselsdagpenge forudsætter dog, at du opfylder de almindelige betingelser i barselsloven, herunder opfylder beskæftigelseskravet.

Hvis du er ledig, skal du kontakter din a-kasse, der kan give dig den rette råd og vejledning, du har behov for.

» Borger.dk: Nye barselsregler for ledige – Barn født den 2. august 2022 eller senere
» Kontakt: Dansk Socialrådgiverforenings a-kasse – en del af FTFa

Selvstændige

Uanset om du er er lønmodtager, selvstændig eller ledig, får du som forælder i udgangspunktet ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Retten til barselsdagpenge forudsætter dog, at du opfylder de almindelige betingelser i barselsloven.

De ni ugers øremærket orlov med barselsdagpenge gælder dog kun for lønmodtagere. Er du selvstændig, har du derfor mulighed for at overdrage op til 22 ugers orlov til den anden forælder.

Derudover vil du som selvstændig kunne undtages fra de ni ugers øremærket orlov, hvis du efter ansøgning vurderes at kunne betragtes som reel ejer af selskabet, ikke modtager øvrig lønindkomst og ikke er under instruktion fra anden side.

Vær opmærksom på, at hvis du ved siden af din selvstændige virksomhed har arbejde af et vist omfang som lønmodtager, antages du at være lønmodtager med den konsekvens, at du er omfattet af den nye orlovsmodel.

» Borger.dk: Nye barselsregler for selvstændige – Barn født den 2. august 2022 eller senere

Studerende

Når du er studerende, er der særlige regler i forhold til SU og tilrettelæggelse af dit studie.

Vær opmærksom på, at hvis du ved siden af dit studie har arbejde af et vist omfang som lønmodtager, antages du at være lønmodtager med den konsekvens, at du er omfattet af den nye orlovsmodel.

» Borger.dk: Nye barselsregler for studerende og nyuddannede – Barn født den 2. august 2022 eller senere
» Kontakt: Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS)

Såfremt beskæftigelseskravet opfyldes inden barnet fylder et år

Såfremt en forælder ikke opfylder beskæftigelseskravet på fødselstidspunktet, men opfylder dette inden barnet fylder et år, vil vedkommende som udgangspunkt have ret til afholdelse af minimum 9 ugers forældreorlov med dagpenge.

Soloforældre og regnbuefamilier

Efter den nye barselsaftale kommer der til at gælde særlige regler for soloforældre og regnbuefamilier, der træder i kraft den 1. januar 2024.

I aftalen får soloforældre 46 ugers orlov, og en del af orloven kan overdrages til et nærtstående familiemedlem, for eksempel en bedsteforælder. Solomødre og solofædre er dermed ligestillede i forhold til orlovslængde.

For regnbuefamilier gælder det, at barnets retlige forældre kan overdrage orlov, der ikke er øremærket, til såkaldte sociale forældre. Målgruppen sociale forældre vil dække den retlige forælders ægtefælle, dennes samlever, en kendt donor med forældrelignende relation til barnet, og den kendte donors ægtefælle eller samlevende med en forældrelignende relation til barnet.

» Den politiske aftale: Aftale om implementering af EU’s orlovsdirektiv og ligestilling af orlovsrettigheder mellem forældre og øremærket forældreorlov

Yderligere information

På nedenstående links kan du læse mere om orlovsmodelen, der træder i kraft den 2. august 2022.

» Beskæftigelsesministeriet: Ny orlovsmodel – øremærket orlov
» Borger.dk: Barsel og orlov – Barselsdagpenge
» Den politiske aftale: Aftale om implementering af EU’s orlovsdirektiv og ligestilling af orlovsrettigheder mellem forældre og øremærket forældreorlov
» Fagbevægelsens Hovedorganisation: Implementering af øremærket forældreorlov, artikel 5, stk. 2
» Lov: Ændring af barselsloven