Økonomikonsulent med fagligt ledelsesansvar til budget og regnskab i Dansk Socialrådgiverforening

Vi mangler dig, der vil være garant for, at vi har styr på økonomien i Dansk Socialrådgiverforening. Hos os får du en stor stemme, når vi udvikler vores organisation og med en sikker styring af vores budgetter og regnskaber, kommer du til at understøtte os, så vi alle kan arbejde sammen om at forbedre vilkårene for socialrådgiverne i Danmark.

Jobbet

Du bliver en del af afdelingen Organisation og Ledelse i Dansk Socialrådgiverforenings sekretariat. Du får ansvaret for den faglig ledelse af økonomiteamet, som består af tre dygtige medarbejdere. Afdelingen løser mange opgaver på tværs af organisationen – heriblandt hele økonomiområdet. Du får stor indflydelse på organisationens økonomi. Der skal bl.a. implementeres en ny budgetmodel for organisationens økonomistyring og et nyt økonomistyringssystem i 2024.

Dine hovedopgaver bliver:

  • Budgetstyring og rådgivning
  • Ansvarlig for regnskabsaflæggelse
  • Løbende afrapportering på foreningens økonomi og ledelsesinformation
  • Udvikling af økonomistyring, økonomisystemer og implementering af løsninger

Stillingen er en fuldtidsansættelse med tiltrædelse hurtigst muligt. Ansættelse sker efter gældende lokaloverenskomst. Vi har attraktive personalegoder og fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde. Stillingens indhold og vilkår er at sammenligne med en chefkonsulent i det offentlige eller en seniorkonsulent i det private.

Dig

Du har en relevant uddannelse og solid erfaring med økonomistyring, regnskaber og budgetter. Du behøver ikke have erfaring med faglig ledelse. Måske har du erfaring som faglig koordinator, eller du har lyst til at udfolde dit ledelsespotentiale. Du er god til at gå i detaljen og samtidig kunne løfte blikket og udarbejde ledelsesinformation og -oplæg på økonomiområdet.

Dansk Socialrådgiverforening er i gang med at tilpasse og ændre sin organisation, hvor dit bidrag på det økonomiske område kommer til at spille en meget vigtig rolle. Derfor er det vigtigt for os, at du besidder god organisationsforståelse og kan optimere og udvikle processer, metoder og arbejdsgange inden for økonomiområdet.

Som person kan du arbejde selvstændigt og målrettet og er god til at prioritere dine opgaver. Du kan samtidigt sætte dine samarbejdsevner i spil og er serviceminded, når du skal arbejde tæt sammen med dine kollegaer.

Det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med implementering af IT-redskaber og -processer på økonomiområdet.

Det er en stilling, hvor du får mulighed for at udvikle din faglighed, dygtiggøre dig, tage et stort ansvar, og hvor der er kort vej fra idé til handling.

Os

Dansk Socialrådgiverforening er en ambitiøs faglig organisation for socialrådgivere. Vi er sat i verden for at yde den bedste service og rådgivning, sikre de bedst mulige vilkår og varetage fagpolitiske interesser for vores 19.000 medlemmer.

Sekretariatet holder til i Toldbodgade i København, hvor vi er ca. 45 dygtige kollegaer og en politisk valgt ledelse. Vi er en del af den samlede fagforening for landets socialrådgivere, der består af en hovedbestyrelse, forretningsudvalg, tre DS-regioner fordelt i landet og sekretariatet. I alt er vi knap 90 ansatte i hele landet.

Vi har et rart og sundt arbejdsmiljø med imødekommenhed, fokus på fællesskab, og hvor vi vægter en sund balance mellem arbejde og alt det andet, som optager os hver især.

Interesseret? Så send din ansøgning

Send din ansøgning til ds@socialraadgiverne.dk senest den 18. januar 2024.

Har du spørgsmål så ring til chef for Organisation og Ledelse Svend Bayer på tlf. 25 79 73 78. Du er også velkommen til at kontakte searchkonsulent i Genitor Maja Pedersen på 31 43 06 26.


Dansk Socialrådgiverforening er en politisk ledet fagforening med godt 19.000 medlemmer geografisk opdelt i 3 regioner samt landsdækkende klubber og faggrupper. Der er ca. 85 medarbejdere, hvoraf 45 arbejder på kontoret i Toldbodgade i København og 13 på kontoret i Trekroner, Roskilde. Du kan læse mere om foreningen på www.socialraadgiverne.dk